MIDT I EN BEATTID

I Doors-mytologien er den 1. marts 1969 en skelsættende dato. Ved en koncert i Dinner Key Auditorium i Miami gik en stærkt beruset Jim Morrison omsider på scenen, hvorfra han skældte publikum huden fuld for at være umælende lam og slaver. Derefter mente nogen bestemt at have set, at han legede utilbørligt med sig selv i fuld offentlighed. Come on, come on, touch me.

Andre var ikke så sikre på, at de havde overværet andet end en stakkels fulderiks patetiske forsøg på at styre en situation, der var dømt til at komme ud af kontrol.

Ray Manzarek har siden ment, at publikum lå under for en massehallucination. Under alle omstændigheder gav begivenheden næring til en af de mest suggestive scener i Oliver Stones bredpenslede film om The Doors.

Under alle omstændigheder blev Jim Morrison året efter idømt en bøde på 500 dollars plus en fængselsstraf på seks måneder. Ikke mindst takket være en ret oppisket avisreportage om hin aften.

Mens han og ikke mindst The Doors ventede på, at appelsagen skulle komme for retten, gik Morrison mere og mere i hundene, lukkede dørene til omverdenen og døde som bekendt i Paris 3. juli 1971, og en myte blev født.

Nu ser en mangeårig lobbyvirksomhed for at få The Miami Incident ordentligt belyst omsider ud til at bære frugt. I hvert fald kan New York Times i dag meddele, at Floridas partiuafhængige guvernør, Charlie Crist, som en af sine sidste embedshandlinger i næste måned officielt vil anbefale, at Jim Morrison bliver benådet posthumt.

Til avisen siger han, at “jo mere jeg har læst om sagen og jo mere jeg er blevet briefet om det, jo mere overbevist er jeg blevet om, at der måske er blevet begået en uretfærdighed her.”

Hvad var det lige manden sang? They got the guns but we got the numbers…

Se Jan Morris’ redegørelse her.

Illustration: Politiets officielle mug shot af Morrison.