Jim Morrison benådes omsider

2 Comments

I Doors-mytologien er den 1. marts 1969 en skelsættende dato. Ved en koncert i Dinner Key Auditorium i Miami gik en stærkt beruset Jim Morrison omsider på scenen, hvorfra han skældte publikum huden fuld for at være umælende lam og slaver. Derefter mente nogen bestemt at have set, at han legede utilbørligt med sig selv i fuld offentlighed. Come on, come on, touch me.

Andre var ikke så sikre på, at de havde overværet andet end en stakkels fulderiks patetiske forsøg på at styre en situation, der var dømt til at komme ud af kontrol.

Ray Manzarek har siden ment, at publikum lå under for en massehallucination. Under alle omstændigheder gav begivenheden næring til en af de mest suggestive scener i Oliver Stones bredpenslede film om The Doors.

Under alle omstændigheder blev Jim Morrison året efter idømt en bøde på 500 dollars plus en fængselsstraf på seks måneder. Ikke mindst takket være en ret oppisket avisreportage om hin aften.

Mens han og ikke mindst The Doors ventede på, at appelsagen skulle komme for retten, gik Morrison mere og mere i hundene, lukkede dørene til omverdenen og døde som bekendt i Paris 3. juli 1971, og en myte blev født.

Nu ser en mangeårig lobbyvirksomhed for at få The Miami Incident ordentligt belyst omsider ud til at bære frugt. I hvert fald kan New York Times i dag meddele, at Floridas partiuafhængige guvernør, Charlie Crist, som en af sine sidste embedshandlinger i næste måned officielt vil anbefale, at Jim Morrison bliver benådet posthumt.

Til avisen siger han, at “jo mere jeg har læst om sagen og jo mere jeg er blevet briefet om det, jo mere overbevist er jeg blevet om, at der måske er blevet begået en uretfærdighed her.”

Hvad var det lige manden sang? They got the guns but we got the numbers…

Se Jan Morris’ redegørelse her.

Illustration: Politiets officielle mug shot af Morrison.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    Secret Fan25. november 2010 - 09:30

    YOU ROCK!

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top