Jim Morrison er dødlevende

I morgen er det fyrre år siden, Jim Morrison blev fundet død i et badekar i Paris, hvor han legede luksusboheme for fuld turbo. Onde tunger mente straks, at det var typisk for ham at nå at lægge sig til rette som det ikonagtige billede af den døende Marat… stilsikker til det sidste.

Siden er debatten gået om Morrison, mennesket, myten, musikeren. Dødopblæst nar eller guddommelig poet? Indbildsk frikadelle eller kompromisløs fribytter? Meningerne er mange og delte. Jeg synes et den ene dag og noget tredje den næste. Een ting er sikker: Kommercielt er James Douglas Morrison så godt et papir som nogensinde.

ER THE Doors i virkeligheden rockhistoriens mest overvurderede band? Sådan spurgte kritikeren Dave Marsh først i 80’erne, så man ikke var i tvivl om, hvad han mente. Og han gjorde det politisk vildt ukorrekt midt i endnu en periode, hvor The Doors oplevede en medierenæssance. Jeg forstår godt Marsh.

For det er blevet stort set umuligt at høre Morrison og hans gruppe uden at blive overdøvet af larmen fra myterne og overfortolkningerne. Skal man tro internettets utallige fora for Morrison-fans skrev Artaud, Nietzsche og Rimbaud kun for at understøtte Morrisons visioner. Men fuck overvurderingerne og prætentionerne:

Hvis man, som denne blogger, var så heldig at være født, så man var ung, forvirret, fortabt, forelsket (ikke mindst i sig selv) og livsbegærlig samtidig med Morrison, er det stadig muligt at rense tavlen og høre bandets debutalbum, som det lød, da det udsendtes i januar 1967. Den plade, der siden har været fødselshjælper for utallige kunstnere fra Bo Green Jensen til Kurt Cobain, har faktisk sit eget liv. Og er en af de mest perfekte debutplader, rocken har set.

Forhistorien helt kort: Morrison, en indesluttet, men flyvsk filmstuderende, møder på stranden ved Venice den lidt ældre Ray Manzarek. Han havde også filminteresser og havde studeret klassisk musik. Og kunne spille. Det kunne Morri-son ikke. Kun spille op. Det umage par fandt sammen, og med den jazzskolede, teknisk meget kapable trommeslager John Densmore og den flamenco-interesserede, melodisk orienterede guitarist Robbie Krieger blev de til The Doors efter et digt af William Blake.

De andre var ikke med på Morrisons litterære trip, men uden dem var han i dag kun blevet husket som en pompøs, til tider næsten selvkarikerende digter. Det var via det, man i dag ville kalde synergi-effekten, at The Doors fik åbnet for bevidstheden om, at der var torne på de halvvisne blomster, der prydede hippiebevægelsens lit de parade. Og de gjorde det med en musik, der ikke lignede noget andet på den tid. For det første kunne de spille, og det var ikke så selvfølgeligt, som det lyder i dag. Og det, de komponerede og spillede, var raffineret på grænsen til det sofistikerede, men også uslebent og råt.

DET FØRSTE nummer på deres første plade lyder som en programerklæring: »Break on through to the other side« primalbrøler sangeren, understøttet af en foruroligende puls, fastholdt ikke mindst af trommeslageren John Densmores jazzede håndled og følsomme stortrommefod.

Morrison ville vriste sig selv, os, enhver, fri af øjeblikkets tyranni, og samfundets spændetrøje, og musikken er hans våben.

Han kaldte The Doors “erotiske politikere”. Bortset fra, at det lyder godt, er der dèt om det, at kødelighed og ideologi synger samme sang hos Morrison: »I am interested in anything about revolt, disorder, chaos – especially activity that seems to have no meaning. It seems to me to be the road toward freedom – external revolt is a way to bring about internal freedom. Rather than starting inside, I start outside– reach the mental through the physical…,« som han med vanlig elokvens formulerede det.

Ingen, der kendte Morrison, husker ham som specielt afholdende ved erotikkens bugnende tag-selv-bord dengang før aids, i p-pilleparadiset, og sangene på The Doors fortæller, uanset hvor indspundne de kan være i litterært røgslør, historier fra det virkelige liv. Og når poesiens flamme får lov at stå renest hos Morrison, oplyser den ham som digter:

Your fingers weave quick minarets, seek in secret alphabets, I light another cigarette, learn to forget, learn to forget…

som der synges på ‘Soul Kitchen’, hvor sangeren finder varmen i hendes køkken, med linjer tilbage til Robert Johnson og ‘Come on In My Kitchen’. Og på Willie Dixons ‘Back Door Man’ lyder Morrison så pralende liderlig og hæmningsløs, at man for første gang aner, hvorfor systemet endte med at finde ham næsten samfundsfarlig:

LIGHT MY FIRE truer/bønfalder han på gruppens kommercielle gennembrud, men den er næsten pladens mest skikkelige sang, hvis det ikke er fordi Morrison er brandfarlig. En tikkende bombe af uberegnelighed. Det er den, der blev tidsindstillet på 11 minutter og 43 sekunder på ‘The End’, pladen og Morrisons centrale sang, og et af rockens skarpe hjørner. Et vældigt studie i musikalsk suspense med indlagt rytmisk cliffhanger-effekt, og som om musikkens filmiske egenskaber ikke er nok, er sangen et opgør med forældremyterne, iscenesat i et sjælelandskab, hvor kun den seende kan få lov at frådse i »weird scenes inside the gold mine«.

Jim Morrison løj selv sine forældre døde – faderens arbejde som karrieresøofficer passede ikke ind i pr-billedet (Anbefaling: dokumentarfilmen When you’re strange).

Hvor mangen en hippie bare løb hjemmefra, anviser Morrison med skrækindjagende symbolik en mere radikal frigørelsesmetode. Som Ødipus i formstøbte læderbukser og perlekæde sniger han sig gennem en korridor, der kunne være kulisse i en Polanski-gyser, men han er æggende og grusom. Han slår faderen ihjel. Og også moderen, men hvad gør han egentlig med hende lige inden …

Det er skønhed, drift og død. Siden tog dødsdriften over.

I dag valfarter Morrison-menigheden og de japanske turister til hans graffitiovermalede gravsted på Père Lachaise-kirkegården. Han ligger begravet i samme afsnit som Edith Piaf, Marcel Proust, Oscar Wilde og Honore de Balzac. Den placering tror jeg ikke, han har noget imod.

The Doors: The Doors. Producer: Paul A. Rothchild. Elektra.