Da vi tog hjem fra Roskilde i 1979, var min kammerat og kollega, Ebbe Rossander, og jeg enige om, at vi havde set rockens fremtid. I dag er jeg ikke så sikker.
Det havde været en lidt tam festival. Jeff Beck forsøgte med stort held at underminere sit ry ved at spille sammen med pralerøvsbassisten Stanley Clarke, Bifrost holdt 70′ernes 60′er-ånd i live, Talking Heads introducerede overbevisende sig selv og 80′erne i solskin en flad eftermiddag. Shit & Chanel var et stort navn, Lost Kids var … nå ja, Lost Kids og Lindisfarne var et udenlandsk topnavn, men søndag aften lukkede og slukkede Orange Scene med Tom Robinson Band. Her kommer det med fremtiden ind.
Det blev en koncert af de sjældne og overraskende. Sjældent har jeg knyttet næverne i luften så meget. Og haft det så sjovt med sange om, at det egentlig ikke er spor sjovt med undertrykkelse og diskrimination.
Tom Robinson Band kom i den grad ud over den ikke særligt høje rampe med punkens usødethed, en agitationsiver, der blandede Røde Mor og The Kinks (Ray Davies producerede debutalbummet) og et scenisk nærvær, der var en Bruce Springsteen værdig. Ikke ulig den nye danske gruppe Malurt, der i undergrunden på Nørrebro var ved at erklære Schlüter-regeringen ‘Kold krig’.
I den arbejdsgiverbetalte taxi hjem (det var dengang) skrålede Ebbe og jeg, to uhelbredeligt heteroseksuelle, videre på slagsangen ‘Glad To Be Gay’.
Siden blev Robinson og hans ganske lille band ved med at udsende plader, men ingen så overbevisende som albummet ‘Power in the darkness’, der var ment som en knytnæve lige i sylten på den nyvalgte premierminister Margaret Thatcher, men talentet viste sig mindre slidstærkt end retorikken.
I dag fylder han gudhjælpemig 60, han, der ellers så så ung og udødelig ud. Robinson, der er biseksuel (en pladetitel er ‘Having it both ways’) og nu gift (med en kvinde) og har to børn, er stadig fortaler for bøsser og lesbiske og modstander af generel uret mod enhver, folk og fæ, men musikalsk er der skruet ned. Istedet har han lavet en del radio, senest på lukningstruede BBC 6 Music. Og kører en uregelmæssig blog på The Guardian.
Men hver gang jeg – nu ikke længere i taxi – kører ud ad en motorvej , har Tom Robinson det med at nynne frem fra underbevidstheden:
2-4-6-8 ain’t never too late
Me and my radio truckin’ on thru the night
3-5-7-9 on a double white line
Motorway sun coming up with the morning light
I aften fejres han med en koncert, der naturligvis har fået overskriften ‘Glad to be grey’.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Ja, det er svært at se, hvad der er fremtiden, før man befinder sig i den. Ikke mindst i kunstens og musikkens verden. Men et brag af en koncert må det have været, og den slags oplevelser, ja, dem tager man jo med – ind i fremtiden.
PS. I øvrigt sagde Tom Robinson ikke mig ret meget dengang, selv om han vist fik nogle pæne omtaler i MM.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Ja, det er svært at se, hvad der er fremtiden, før man befinder sig i den. Ikke mindst i kunstens og musikkens verden. Men et brag af en koncert må det have været, og den slags oplevelser, ja, dem tager man jo med – ind i fremtiden.
PS. I øvrigt sagde Tom Robinson ikke mig ret meget dengang, selv om han vist fik nogle pæne omtaler i MM.
Ja, vi støttede både jazzrock og bøssers rettigheder.