Nej, hverken Sting eller Bono var først med at tro, at regnskoven og resten af verden kan reddes af en sang. Før nogen havde hørt om The Beatles, Stones og ungdomsoprør, profilerede Joan Baez sig som stemmen, der talte systemer, uretfærdighed og umenneskelighed midt imod. Og hun gjorde – og gør – det med en sopran, der burde kunne afvæbne enhver militarist.
Hun, der i dag fylder 70, albumdebuterede allerede i 1960. Dengang som folkesanger med en righoldig bagage af traditionelle sange fra ikke mindst Storbritannien og Sydamerika – hendes fysikerfar var mexicaner og hendes mor skotte. Hjemmefra var hun vant til, at der ikke alene blev talt, men også praktiseret politik (hendes mor, Big Joan kaldet, blev bl.a. senere arresteret for gadeoptøjer i forbindelse med en anti-Vietnam-demonstration og hendes far valgte en overgang et omrejsende job i Unesco i stedet for det mere lukrative private erhvervsliv).
I de små coffee shops i Boston og New York vakte Baez opmærksomhed. Dels ved sin klassiske skønhed og dels ved den alvorlige inderlighed, hvormed hun, guitarspillende, foredrog sine sange. Hun genopdagede borgerrettighedssangen ”We Shall Overcome” og gjorde den til sin signaturmelodi. Det politiske fokus havde flyttet sig efter Martin Luther King. Nu gjaldt det den ikke-voldelige modstand mod krig og oprustning.
Her blev Joan Baez et ikon for alle pacifister.
Siden har hun holdt engagementet brændende. Hun kom på fornavn med Vaclav Havel, hun stod ved siden af Nelson Mandela, da hans 90 års dag blev fejret, og senest har hun støttet genopbygningen af Haiti. Og at en sang som ”We Shall Overcome” stadig kan røre magtens hjerte, så man, da hun sidste år sang den i Det Hvide Hus for præsidentfamilien.
I 1961 havde Baez mødt et kommende ikon, Bob Dylan, på klubben Gerdes Folk City. Hun tog ham generøst under sine vinger, lod ham optræde sammen med sig og da parret uundgåeligt også blev kærester, fik de etiketten »The King and Queen of Folk Music«. Dylan ville som bekendt noget mere, og deres forhold gik i stykker. Hvordan og hvorfor er man næsten øjenvidne til i filmen Don’t look back.
Det gjorde ondt på Baez, som langt op i 70’erne ikke kunne slippe Dylan. I filmen ”Renaldo & Clara” får man næsten ondt af hende over den måde, Dylan udstiller en ekskæreste på. Omvendt gav forholdet inspiration til 1975-sangen ’”Diamonds and rust”, hvor Baez tager bittersødt afsked med Dylan på en rygradsrislende måde:
Da var hun omsider musikalsk på vej et andet sted hen. Efter at have hittet med lidt for bogstavtro og renfærdige udlægninger af Dylan-sange og en ferm fortolkning af The Band’s ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ begyndte hun at skrive selv.
Selv om hun ikke længere bliver hitlisteplaceret, udsender hun med mellemrum albums, der viser hende i smuk, nutidig samklang med sangskrivere som Indigo Girls, Steve Earle, Tom Waits, Elvis Costello og Mary Chapin Carpenter. Albummet Day After Tomorrow fra 2008 er faktisk et nyt karrierehøjdepunkt.
Roots kunne man kalde genren, hvis det ikke var at fornærme Joan Baez, som er en hel genre i sig selv.
Hvorfor kan man erfare, når hun den 15. april giver koncert på Værket i Randers, den eneste danske koncert på hendes europæiske forårsturne.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
