John Walker 1943-2011

1 Comment

For de fleste er Walker Brothers lig med Scott Walker, melankoliens svar på Frank Sinatra. Med ‘The sun ain’t gonna shine anymore’ var de i et par år i 60’erne lige så populære i England som Beatles og Rolling Stones.

Uden John Walker var det gået langsommere. I det mindste hvis man skal tro dennes udsagn om, at han fastlagde gruppens repertoire. Og i det hele taget fik logistikken til at virke i Walker Brothers, som ikke var brødre.

I weekenden døde John Walker alias John Joseph Maus af leverkræft, 67 år gammel. At han havde noget at have sin opfattelse af historien i, var vi nogle, der oplevede ved en koncert i gruppens storhedstid. Scott mødte op med halsbetændelse, men John overtog helt naturligt forsangen. Pigerne hvinede alligevel.

I de sene 50’ere kom den unge John Maus ind i showbiz i Californien. Han medvirkede i et par sit coms, og hang ud med Ritchie Valens og Glen Campbell og lærte de yngre medlemmer af det, der skulle blive The Beach Boys, at spille guitar.

Efter en tid i en duo med sin søster dannede han og Scott Engel The Walker Brothers. Titlen på deres debutsingle skulle profetisk foregribe de næste års succes, men ‘Pretty Girls Everywhere’ solgte ikke.

Da trommeslageren Gary Leeds også var blevet deres bror, besluttede de at gå imod strømmen. De tog til England for at søge lykken. Og fandt noget, der lignede. Deres Phil Spector-agtige håndtering af Burt Bacharachs ‘Make it easy on yourself’ nåede hitlistetoppen. Da var John Walker skubbet i baggrunden, både af Scott Walker og af pladeselskabet, hvis marketingafdeling kun kunne rumme at slå på tromme for et ansigt.

I 1968 blev spændingerne mellem John og Scott Walker som de siges at kunne blive mellem brødre. De gik hver til sit – dog afbrudt af genforeningsforsøg i 70’erne. Scott Walker fortsatte som en original og stedse mere excentrisk crooner. John Walker vendte tilbage til Californien, hvor han siden holdt lav offentlig profil.

Han drev et pladestudie og ejede et musikforlag og har – uden succes – udsendt en respektabel håndfuld soloplader. De viser en sanger, som ikke behøvede stå i skyggen af nogen, men nok manglede den mandlige mystik, der øger salgbarheden.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top