Johnny Madsen – på cd og i bog

1 Comment

Johnny Madsens nye plade er skrevet i USA og indspillet i Paris. Jeg var på nippet til at skrive, at det kan man ikke høre, men vil moderere det til, at hjemmefødingen kan rejse nok så langt væk – han vil altid have flyvesand i lommerne og på stemmebåndene, og med i håndbagagen har han sine ridsede Dire Straits- og Bob Dylan-plader.

For når Madsen i den indledende sang, ‘Ækvator’, synger om “Romeo og Juliet, den virker lidt træt…” så lyder han og musikken ikke som om der sigtes til Shakespeare, men til Mark Knopfler. Og Madsen tilføjer som et af sine sjældne credoer: “Gi’ os lidt af hvad drømme har skabt/Gi’ os “sandheden” tilbage…” Bemærk citationstegnene omkring ordet ‘sandheden’. Madsen har altid været varsom med de dyre ord.

Omvendt har ingen været i tvivl om, at hans raspende, nikotinhærgede stemme mener det, den synger. Inden eller uden for sæsonen. At han så mere og mere lyder som en mellemting af Troels Trier og John Mogensen skal ikke lægges ham til last.

Problemet de sidste par plader har været, at der for sangeren har været så lidt at mene, så lidt at være tilstede i. Som var han et andet sted. Og nu bare legede ‘Johnny Madsen’. Til gengæld er han den bedste Johnny Madsen, vi har. Om det så er nok, når sangene kun bliver impressionistiske skitser af hvilke mere eller alternative turistbilleder, han har fået ind på nethinden, tilsat ofte gentagne tricks fra rock-ABC’en, ja, det er en smagssag.

Med andre ord: Jeg synes Le New York er småkedelig. Kun få gange er der så meget eksistens på spil, som teksterne hævder. En sang som ‘Vælter forlæns’ er vintage Madsen, og på ‘Super Bowl i Cleveland’ er det pudsigt at høre, hvordan en sanger som C.V. Jørgensen brænder igennem.

Det bærende element på pladen er guitaristen Knud Møller. Måske trækkes der lige lovlig mange veksler på hans spil, men det er nuancerigt og nærværende. Og får al den plads, det beder om. Møller kan både sin klanglige poesi og prosa.

Johnny Madsen kan sin Johnny Madsen.

Johnny Madsen: Le New York. Producer: Rasmus Madsen & Thomas Alstrup. Recart.

I samme ombæring er bogen Nattegn udkommet. Kun tre år efter at samme forlag udgav Særling fra verdens ende, Anders Houmøller Thomsens sammenskrivninger af Jakob Kvists 2004-interviews med Madsen.

Journalisten Pia Elers har været en god bekendt af Madsen, siden han spillede tenorbanjo i Lemvigs gader. Den slags behøver ikke være en bagdel som forfatter, men jeg tænkte mit, da hun beskriver, hvordan hun rent faktisk sidder og skriver på sin bog i et hus, hun har lånt af Madsen.

Elers, der arbejder som udlandskorrespondent, må vide alt om den trussel mod den journalistiske integritet, som det giver at være embedded. Altså ‘sove med fjenden’. Den risiko må hun have set stort set på eller også er hun blevet løbet over ende af den, for Nattegn er en meget venlig bog.

Det er ikke det samme som en dårlig bog. Elers kan skrive. I en flydende, let sludrende, men aldrig pludrende stil, hvor hun også inddrager læseren i arbejdet med bogen på en måde, der ikke virker krukket, men underholdende.

Forskellen på 2008-bogen og denne nye er få, men markante. Sangene, musikken, forbillederne – alt det der dannede Madsen – forbliver underforstået hos Elers, som ellers selv, forstår man, kan spille. Det er udenværkerne, vi hører om. Turnémaset, hotelsuiterne og så videre, men ikke noget om, hvorfor denne eller hin musiker bliver fyret. Det nævnes bare en passant.

Til gengæld er der indlevede skildringer af Madsens dannelsesår i Thyborøn, byen, hvor arkitektur er et fremmedord. Og som alle ordentlige rockmusikere var Madsen også et talent på en fodboldbane, men når han siger, at han spillede på et jyllandsseriehold, vil jeg da godt have klubben at vide…

Men sådan er det med bogen: Den kan måske godt høre et svar, når det falder, men den stiller ikke selv spørgsmål eller modspørgsmål. Og er der en knast, styres der udenom. På samme måde som der skiftes sko, hvis der en sten, der gnaver. Kun forholdet til og bruddet med Margit har man som læser en fornemmelse af at forstå. Der er både ulindret smerte og glæde i de minder, og det sætter sig.

Tilbage bliver indtrykket af en moderat mandschauvinistisk, fraskilt, hippieliberal musiker og billedkunstner, som tjente sin første million i 1988 og ikke er blevet fattigere siden da, som vist er mere intellektuelt tænkende, end han vil være ved, og som ikke bruger sin formue på tøj, men på golf og alkohol. Det sidste, forstår man i en bisætning på side 258, er ikke længere noget problem, som det formuleres. Hvorfor? Hvorfor ikke? Er der ikke en historie der, som er med til at fuldende portrættet af Madsen og hans musik? Få har jo som Madsen ladet sig promovere som legemliggørelsen af en anarkistisk, hængerøvet sut.

Nu om dage er Madsen jo mindst lige så meget maler som musiker. Og mens den del af hans metier af naturlige grunde kun strejfedes i Kvist/Houmøller-bogen, tegner hans kærlighed til og kamp med billedkunsten sig for nogle af den nye bogs bedste passager.

For Madsen er maleriet og sangskriveriet to sider af samme sag: “Det starter med, at man lukker øjnene og smider en sten ud i mørket. Så hører man et kluk og så starter man derfra.” Og uddyber: “Nogle gange har billedet magten, andre gange har jeg magten …ind i mellem er der nogle figurer, der ikke vil, som jeg vil, og så kan de få en grøn klat i hovedet.”

Forfatteren gør sig ikke til smagsdommer over Madsens farverige William Skotte-inspirerede malerier, men sætter lidt for duperet lighedstegn mellem efterspørgsel og kvalitet. Et sigende kapitel er beskrivelsen af en fernisage i London, hvor ambassadøren holder åbningstale, pindemadderne bliver spist, Frank Arnesen møder op og selv Madsen er ikke fri for at være en smule benovet – selv om han selvfølgelig ikke lader sig mærke med det.

Et sted siger hovedpersonen: “Der skal ikke fedtes med det, for hvis man ikke går til yderligheder, er der ingen grund til at gå.” Det er sådan et citat, journalister elsker. Spørgsmålet er, om Johnny Madsen selv efterlever det. Eller om han bare er en småborger, forklædt som rockstjerne med billedkunst som indbringende hobby.

Det giver Pia Elers os ikke svar på. Forklaringen giver Madsen måske selv, når han siger: “Vi har alle vores hemmeligheder, og måske er alt det, vi taler om, ikke det vigtigste.”

Man kunne ønske sig, at hun havde turdet klatte hans selvbillede lidt til.

Pia Elers: Nattegn – et portræt af Johnny Madsen. People’s Press. 312 sider. Illustreret blandt andet med Madsens malerier.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    arne schiøtt3. november 2011 - 15:20

    Det kan ligne en naturlov, at jeg skal kommentere hver eneste indlæg fra TB, men sandheden er nok snarere den at han nok er den enkeltperson som oftest rammer min smag og mine interesser. Den nye plade med Madsen kunne ligeså godt havde heddet “Intet nyt, er godt nyt”. Stort set alle numre kan virke som gentagelser af gamle, men der hvor den vinder er på det musikalske plan og for den gode produktion. Det er nok den Madsen-plade (og jeg har dem alle), som jeg oftest vil vende tilbage til, idet den er utrolig homogen, og fordi den er god hele vejen igennem. Fire stjerner fra mig (ud af seks), med forbehold for ret til at ændre mening når jeg har hørt den mange gange. (Nogle gange kan en plade man starter ned at blive skuffet over, vokse i kvalitet. Andre gange går den den modsatte vej).

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top