Jordemoder for The Beatles

En af de uopslidelige historier i Beatles-mytologien er den om, at en ung fyr ved navn Raymond Jones i efteråret 1961 i Liverpool efterspurgte en plade, som de dengang ikke slet så kendte bysbørn, The Beatles, lige skulle have udsendt. Brian Epstein, som bestyrede pladebutikken, kendte hverken den eller dem, og satte en ære i at finde ud af om det var rigtigt. Det var det, men det er historien ikke. Epstein kendte godt The Beatles. De hang ud i hans butik og var tit i et fanblad, han solgte. Til gengæld er det sandt, at han bestilte 200 eksemplarer hjem af pladen uden at der skete det store ved det. Til at begynde med.

For John, Paul, George og Pete – Ringo var endnu ikke med – var det største selve indspilningen. Den havde de en birolle i. Hovedrollen havde den i morgen 70-årige Tony Sheridan (billedet).

Han var jævnaldrende med Lennon, men en sand professionel i sammenligning. I England havde han som guitarist medvirket i ’Oh, Boy,’ et af de første egentlige popshows på tv. Faktisk var han den første, der spillede el-guitar live på britisk tv. Inden da havde han backet koryfæer som Conway Twitty og Lennon-forbillederne Gene Vincent og Eddie Cochran, når de turnerede i England. Han var med på den turne, hvor Cochran forulykkede fatalt i en trafikulykke.

Siden juni 1960 havde Sheridan spillet i Hamburg på The Top Ten Club. Beatlerne spillede i naboklubben Kaiserkeller. Sheridan var en kompetent, men også anarkistisk performer, der både diskuterede med og skændte på sit publikum og sit band. John Lennon var ret hurtig til at tage den stil op og kunne finde på at heile mod publikum, som han jævnligt titulerede »krauts«.

Sheridan var en kapabel Elvis-efterligner og et omvandrende rockopslagsværk. Paul McCartney refererer den dag i dag til ham som »the teacher«. Det var Sheridan, der gav The Beatles en lynintroduktion til gamle r&b-navne som Jimmy Reed, T-Bone Walker og John Lee Hooker, og selv fik Sheridan senere et hit med sin version af Bill Haleys ’Skinny Minnie’, der altid afsluttede hans koncerter ved seks-tiden om morgenen, ja, ofte kørte han over tiden, fordi han blev grebet af musikken.

»Han havde guitar-diarre,« husker en stamkunde. Intet forekom derfor beatlerne mere naturligt end at jamme med Sheridan, som oven i købet var en hyggelig fyr, når han da ikke var i sit slå-på-tæven humør – han havde, sagde George Harrison, både en for- og en bagside. Mens de jammede, glemte de, hvad der stod med småt i deres kontrakt. Den forbød dem at optræde andre steder end Kaiserkeller inden for en radius af fem kilometer.

Klubejeren Bruno Koschmider kunne ikke sidde kontraktbruddet overhørigt og blev ydermere irriteret, da The Beatles krævede, at de kom til at bo lige så menneskeligt som Sheridan. Ikke prangende, men bare så de ikke behøvede at sove, klæde om og have piger med hjem i det samme lurvede, vinduesløse rum.

Konkurrencen mellem spillestederne i Hamburg var benhård, og da Koschmider hørte rygter om, at ejeren af Top Ten Club havde viftet hans husorkester med et tilbud, satte han hælen i. Og opsagde kontrakten efter 58 aftener i Kaiserkeller. Hvad der derefter skete, fortaber sig i gode historier.

Der var snak om, at MCartney og Pete Best i ungdommeligt trods havde sat ild til et kondom ’hjemme’ på firesengsstuen, men bundlinjen var, at George Harrison var i Hamburg uden arbejdstilladelse. Og desuden var mindreårig. En eller anden fortalte det til myndighederne.

Så Harrison blev sendt retur til Liverpool den 30. november 1960. Dagen efter skete det samme for McCartney og Best. Godt nok blev en sigtelse for pyromani frafaldet, men et eksempel skulle statueres. Hjemvendte anede de ikke, hvad de skulle tage sig til, men genvandt lidt efter lidt momentum.

Den succes, de nu mødte på spillestederne i Liverpool, kom bag på dem, men bekræftede dem i, at nattelivet i Hamburg havde været hårdt, men gavnligt for sammenspilletheden, så i april 1961 returnerede de til Hamburg.

TONY SHERIDAN spillede stadig i Top Ten Club, og The Beatles akkompagnerede ham af og til. Beatles-bassisten Stuart Sutcliffe ville hellere være billedkunstner, så Paul overtog bassen. Hans svendeprøve stod i Friederich Ebert Halle 22. juni 1961, hvor The Beatles for første gang indspillede professionelt. Ikke alene, men som backing for Tony Sheridan.

I et brev til sin far og bror, dateret den 4. maj samme år, fortalte Paul McCartney, at The Beatles havde haft en VIP-tilskuer: »… her forleden aften kom en af Tysklands største rock & roll-stjerner ind i klubben … han hedder Tommy Kent, og han sagde, vi var det bedste band, han nogensinde havde hørt. Jeg håber, han mener det«.

Den besøgende var døbt Guntram Kühbeck, men det kunne man ikke hedde som popsanger. I 1958 var den Ib Mossin-blonde lægesøn blevet spottet som 16-årig af det tyske svar på Bent Fabricius-Bjerre, komponisten, kapelmesteren og produceren, Bert Kaempfert. Året efter nåede Guntram som Tommy Kent en fjerdeplads på den nationale hitliste med sangen ’Susie Darling’, og var i Hamburg for at indspille en ny single. Han var så småt begyndt at indstille sig på, at han havde fremtiden bag sig, i det mindste som popstjerne. Siden skulle han blive en anerkendt arkitekt.

Den aften i Top Ten Club så han nogle med fremtiden foran sig. Hans begejstring for Sheridan og især The Beatles fik hans producer til at tage med næste aften. Kent sang med på ’Be-Bop-A-Lula’, og Kaempfert lovede at vende tilbage. Han holdt sit ord.

I modsætning til Sheridan skrev The Beatles ikke kontrakt med Deutsche Grammofon, men med Kaempferts produktionsselskab. The Beatles ville modtage fem procent for det tyske pladesalg, og væsentlig mindre for salg i udlandet. John Lennon stod påført som autoriseret modtager af gruppens royalties. Endnu et lille skridt var taget på den lange vej til the toppermost.

I studiet, som var en koncertsal i en skole, stod lydteknikeren Karl Hinze med sin to-spors Telefunken båndoptager. »De repræsenterede noget nyt for os,« huskede han senere: »Det var højt, højt, højt!« Hidtil havde Hinze og hans slags indspillet sangstemmer med musik. Nu skulle de indspille musik med vokaler.

Det var aftalt, at man kun skulle forevige sange, som musikerne allerede havde på deres koncertrepertoire. En af dem var ’My Bonnie’, en skotsk folkevise. Ray Charles havde i 1958 udsat sangen for et jazzet, blues-arrangement, men de nuancer fandtes ikke i den lige-ud-på-dansegulvet version, Sheridan fik i kassen med The Beatles den 22. juni. Andre indspilninger var Jimmy Reed-nummeret ’Take Out Some Insurance On Me, Baby’, Sheridans egen ’Why’, Hank Snow-tåreperseren ’Nobody’s Child’, som senere Lonnie Donegan indspillede.

The Beatles fik overladt mikrofonen i  ’Ain’t She Sweet’, herhjemme gjort kendt af Leo Mathiesen, men Lennon brugte Gene Vincents version fra 1956 som reference. The Beatles’ opdatering er mere energisk end original.

Bandet gjorde da heller ikke noget blivende indtryk på Kaempfert. Han kastede sine penge efter Sheridan. ’My Bonnie’ udsendtes den 23. oktober 1961 som single i Vesttyskland med ’When The Saints…’ som b-side. The Beatles figurerer som »and The Beat Brothers« på etiketten. Halvandet år senere huskede Lennon i New Musical Express pladen som »a tremendous hit in Germany«. Han huskede forkert.

’My Bonnie’ entrer den officielle tyske hitliste i december som nr. 47. Måneden efter opnår den sin højeste placering som nr. 32, men den bliver et pænt lokalt hit i Hamburg, hvor den konkurrerer med Nana Mouskouri’s ’Weisse Rose Aus Athen’, ’Sauerkraut Polka’ med Gus Backus, amerikanske Connie Francis på tysk med ’Eine Insel Für Zwei’ og Kallman-koret med ’Elisabeth Serenade’.

Senere kom både ’My Bonnie’ og især The Beatles jo efter det. Og Tony Sheridan var sikret evigt kredsløb på nostalgimarkedet, hvor han stadig er efterspurgt.

Foto af Tony Sheridan 2007 af Rapidshot fra Panoramio.com

Denne tekst er et stærkt forkortet uddrag af et kapitel i min kommende krønike om The Beatles,
der udkommer på Gyldendal til oktober.