Jørgen Leth – fuldtidsflanøren fylder 75

1 Comment

I dag fylder Jørgen Leth 75. Jeg husker, som var det i går, første gang, jeg læste en digtsamling med hans navn udenpå. Året var 1967, bogen hed Sportsdigte og den bjergtog mig, så jeg selv begyndte at skrive digte om sport. Nu om dage fylder sport jo hele sendefladen, og ikke kun p.t. Dengang var sport politisk ukorrekt. Den blev i de kredse, hvor jeg færdedes, set som udtryk for stræbermentalitet og tidsfordriv for borgerliggjorte konkurrencedyr.

Jørgen Leth accepterede ikke at blive dømt holdningspolitisk offside. Han skrev bare. På sin passion. Og han ignorerede linjevogterne. Også dengang.

Nu kunne det lyde som om Sportsdigte handler om fodbold. Det gør de ikke. Der er kun et digt om fodbold eller det, der ligner, i bogen. Selv om han har lavet en film om Michael Laudrup, har holdsport aldrig sagt ham meget. Han er til enere. Samlingen er f.eks. tilegnet Ole Ritter.

Digtene handler, nej, beskriver drømmen om at eje en baghånd (bordtennis), handler om cykelløb og cykelhelte, både på bane og især på landevej (ikke overraskende) og i bund og grund om kærlighed. Til vovemod og sensibilitet. På bagsiden kalder Jørgen Leth selv bogen “et forsøg på en eksakt beskrivelse af, hvordan man kan blive dygtigere til at leve.”

Denne dragen mod dygtiggørelse har altid været hans indre motor, både som forfatter og filmskaber (og for Leth er det svært at skille de to). Og er det også i det tredje bind af erindringsværket, Det uperfekte menneske, som udkommer i dag med titlen Et hus er mere end en ting.

Denne gang handler det ikke bare om at leve, men også om at overleve. Bogen er et blotlæggende forsøg på at skrive sig fri af jordskælvet i Haiti i januar 201o og hvad det udløste af fysiske og psykiske efterskælv.

En af bonusglæderne ved at læse Jørgen Leth er, at det er umuligt ikke at høre hans distinkte stemme imens. Denne gang har hans malmfulde nøgternhed dog fået en nervøst sitrende undertone. Selv om store dele af bogen foregår i de varme lande, er det til at læse/høre, at forfatteren tit er på følelsesmæssig tynd is. Det er ikke kun hans elskede Haiti, der trænger til nødhjælp. Heldigvis har han sin familie, sine venner og det han, uden blusel, kalder sine “folk” (læs: den lille, loyale tjenerstab på Haiti). Han er en mand, der har let til taknemmelighed, ja, er så generøs med den, at den somme tider tangerer en kliche, men aldrig bliver det.

Bogen er en slags dagbog, en følelsernes logbog med katastrofen på Haiti som start- og slutpunkt (beskrevet i billeder så uafvendeligt nære som nogen nyhedsreportage), og så den omdiskuterede film om Det erotiske menneske (og det ikke uproblematiske forhold til on & off-kæresten Shilaine) som omdrejningspunkt.

Tonen er hverdagsagtig, isprængt eksistentialistisk småfilosoferen og præcise skildringer af effekten af både James Brown og Fabian Cancellara. Af og til bliver det lige lovligt privat og namedroppende i sin opremsning af de praktiske og logistiske trivialiteter, der holder et liv sammen og bringer det på fode igen, men hele tiden bringes jeg til at tænke på det signalement, Leth engang i et interview i Information (oktober 1979) gav af sit arbejde: “Der er to kvaliteter, som gælder for mit arbejde: Sanselighed … og saglighed. De er ikke modsætninger.”

En anden skønånd, Oehlenschläger, beskrev i sit Skt. Hans Aftens Spil det, han som noget typisk dansk kaldte “Småhedsånden”. Den har altid provokeret og pirret Jørgen Leth og gør det stadig. Man kan som læser undervejs undre sig over, hvordan han får finansieret sin livsstil. Vi er klar over, hvad han lever for, og det er ikke kun dampende, viagrabåren negroid sex, sval hvidvin og østers og det årlige indkøb af Armani-tekstiler, men hvad lever han af?

Det svar udebliver. Til gengæld klæder det ham at vise storsind over for bonerthedsapostle som TV2′s daværende sportschef, Morten Stig Christensen, hyklerne på Ekstra Bladet og andre, der ikke går i håndsyede sko.

Et hus er mere end en ting er et værk, hvor forfængelighed og forgængelighed sammen klinger ud i en løvfaldssmuk kadence, som ikke er skuffende.

Jørgen Leth: Et hus er mere end en ting. Cover: Harvey Macaulay m. foto af Lærke Posselt. Gyldendal. 242 sider. 

Link til forfatterens hjemmeside her. Og kommer man forbi Kunstforeningen på Gl. Strand, er Leths ‘liv’ såmænd udstillet.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar

    [...] PS. Medens jeg har griflet ovenstående ideosynkratiske tekst, ser jeg, at Torben (selvfølgelig…) har publiceret sin personlige hyldest og anmeldelse af Leths nye bog. Læs med her. [...]

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top