Kåre Quists småfiskeri
Kommentarer slået fraGodhedsindustrien er fuld af dårligdomme. Der er penge i folks medlidenhed, og med syge børn er det som med jord på gulerødder – det øger omsætningen.
Af og til er der hul i raslebøssen. Det dokumenterede DR1’s Kontant i et program om Dansk Børnehjælp. Ved bevisets stilling. Konfronteret med Kåre Quists blend af høflig bramfrihed endte foreningens ejer med at lægge røret på. Som han sagde: »Hvis der ikke er noget program, så får I klippet det til et program.«
Netop Kontant er ikke fri for af og til lidt for tendentiøst at søge at få sine pointer igennem, men redaktionen var denne gang ret minutiøs i sin afdækning af noget, der ligner en baggårdspengemaskine. Dansk Børnehjælp postulerede samarbejdsrelationer med Rigshospitalet og Tivoli. De fandtes kun i den påståede børnehjælpers indbildning. Begge steder afviste man at have et sådant samarbejde.
Og så videre og så videre.
Hvis den opmærksomme læser tolker min seneste sætning som en vis opgivenhed over for programmer som Kontant, er det ikke skudt forbi.
Misforstå mig ret: Det er veldædigt og nødvendigt med programmer, der solidariserer sig med forbrugerne og luger for ukrudt i erhvervslivet, men der har, ti år efter starten med Mette Vibe-Utzon, indsneget sig en konceptuel inerti over Kontant. Programmet varer 25 minutter, men det virker tit dobbelt så langt.
Hvor store net skal man sætte op for at fange hvor små fisk? Dansk Børnehjælp hjælper givet ikke mange børn, men profiterer på folks naivitet. I det brede perspektiv en lillebitte sag, som måske kunne være en sigende detalje i en større historie.
Den ender imidlertid som en skuldertrækkende hverdagsbanalitet, når DR1 ruller hele maskineriet ud med ledsagemusik, kamerahold foran lukkede døre og selvfølgelig skjult kamera ved fingerede jobsamtaler. Må skjult kamera i øvrigt i DR ikke kun bruges i sager af væsentlig offentlig interesse? I Kontant brugtes det tit enten som research for åbent tæppe eller af gammel vane og ikke som den sidste løsning.
På den led bliver programmet lige så forudsigeligt som den aldrig svigtende forekomst af småsvindlere. Måske er det derfor Kåre Quist nu skifter job. Fra efteråret er han ny vært i Aftenshowet, et program, der kunne have godt af at blive lidt mere kontant.
Denne anmeldelse kan i forkortet form også læses i dagens udgave af Politiken.
Foto: Kirsten Ellebæk/DR ©
About the author
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]