Karl Aage Rasmussen hitter

1 Comment

I 1966 kom bogen Poetisk modernisme. På 280 sider – i paperback! – foretog Poul Borum en øjenåbnende overflyvning (med stimulerende punktnedslag) af moderne poesi “fra Baudelaire til i dag” som der står på omslaget. Efter at læst og genlæst den var det, som om man havde læst alle de digte, han beskrev. Bogen er stadig en af mine bibler – med årene udskiftet flere gange og hver gang endt som et løsbladssystem.

For nogle uger siden kom Karl Aage Rasmussens Musik i det tyvende århundrede. Der står ikke meget om rock og jazz i den. Det er, som han skriver i forordet, “historien om en side af den kolossale bølge af musik, der er blevet til i det tyvende århundrede – nærmere bestemt den musik, som er komponeret i forlængelse af den klassiske musiks traditioner”.

Hans helte er tolvtonetitanen Arnold Scönberg, den atonale mester Anton Webern og i nogen grad Pierre Boulez og Stockhausen (som jo er afbildet på forsiden af Sgt. Pepper, som forfatteren noterer sig). Disse komponister er trædestenene på en lystvandring gennem det, vi upræcist kunne kalde moderne partiturmusik.

Indrømmet, det er ikke den musik, jeg hører mest af – det lader jeg min lærde søn om – men Karl Aage Rasmussen skildrer denne mangesidige musik så klart og klarsynet, at det tit enten er som at høre musikken eller få lyst til at gøre det. Man kan mærke, at han er komponist, og selv om nogle passager er lige lovlig hård kost for en, der kun kan kende forskel på dur og mol, er han i denne sammenhæng mere fortæller end analytiker.

Og den fortælling, Rasmussen har på hjerte, er en fortælling, som vil afmontere myten om den musiks utilgængelighed og indelukkethed. Det er historien om de komponister, der omkring Første Verdenskrig reagerede på Nietzsches famøse ord om Guds død ved at insistere på den “indre nødvendighed”, fordi “en fælles, alment accepteret nødvendighed ikke længere var til rådighed”. Meget sigende er anekdoten om Schönberg, der som rekrut i 1914 af en sergent bliver spurgt, om ikke han er “den berygtede komponist” af samme navn. Jo, svarede Schönberg: “Nogen måtte jo være det. Ingen andre ville.”

Bogen er opbygget som en række detaljeret sansede kortportrætter af både de toneangivende stemmer og dem, der ‘bare’ danner klangbund og ekkorum. Isprængt er så godt sete iagttagelser om de kulturelle paradigmeskift mellem og efter verdenskrigene, som er med til at føre musikken videre.

I modsætning til så mange andre i den genre er Karl Aage Rasmussen hverken i forsvars- eller angrebsposition. Han har ikke brug for at rakke f.eks. rocken ned. For ham hænger musikken sammen. Vi er ikke i tvivl om, hvad han bedst kan lide og hvad han opfatter som kunstnerisk mest ubesmittet, men han gradbøjer ikke genrerne. Han forestiller sig, at lytteren er lige så intelligent som han selv. Sympatisk mand!

Kan man høre tiden, spurgte Karl Aage Rasmussen i en tidligere bog. Nu erkender han, at det måske bliver sværere at høre fremtiden. Mod bogens slutning forsøger han at indstille “kikkerten til widescreen og langsyn” og ser “uafviselige” krisesymptomer for den klassiske musik. Den musik, der ideelt set skal omforme (frem)tidens soundscape, udviser tegn på stagnation. Eller er blevet lige så marginaliseret som f.eks. jazz. Den seneste klaverkoncert, der indgår i standardrepertoiret, er af Bartók og stammer fra 1945. For eksempel.

Det er, som Rasmussen nævner, ikke fordi det skorter på produktivitet og innovative tanker blandt de nye komponister, men nogen plads i en varig klassisk kanon har de ikke tilkæmpet sig, ligesom publikum til den klassiske musik heller ikke virker åbenlyst selvforsynende, som han sukker.

Det kunne have været interessant, hvis Karl Aage Rasmussen havde udfoldet bogens afsluttende tanker til en decideret kritik af den klassiske musik som del af underholdningsindustrien – nu om dage virker hver anden kvindelige violinsolist jo som seriefremstillet fra Taiwan og kandidat til Miss Wet T-shirt – men der ligger sikkert en bog og venter der.

Indtil da virker Musik i det tyvende århundrede som en bog, der holder et godt stykke ind i det enogtyvende.

Poul Borum ville have elsket den.

Karl Aage Rasmussen: Musik i det tyvende århundrede. Gyldendal. 368 sider.

På forfatterens hjemmeside linker han til en række youtube-eksempler på den musik, han omtaler.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top