I dag for fyrre år siden var Aretha Franklin, hendes pladeselskabsdirektør Jerry Wexler, Stevie Wonder, Cissy Houston (Whitneys mor), Brook Benton, Bonnie & Delaney Bramlett og Duane Allman til samme begravelse. The Reverend Jesse Jackson prædikede, da King Curtis blev bisat i New York. Aretha sang den afsluttende gospel ‘Never Grow Old’. Curtis’ band The Kingpins, det eneste band, der kunne give Booker T. & The MG’s koldsved, spillede en timelang udgave af hans kendingsmelodi ‘Soul Serenade’.
Fire dage før var saxofonisten blevet stukket ned uden for sin gadedør på West 86th Street, da han kom i håndgemæng med en junkie. Curtis havde omkring midnat været ved at bære noget nyt aircondition-udstyr ind i sin lejlighed, da han på trappen ikke kunne komme ind for to narkomaner, der sad og junkede. Den ene af dem, 26-årige Juan Montanez, stak Curtis i brystet. Curtis fandt sig aldrig noget, så han satte sig til modværge, bemægtigede sig kniven og stak Montanez fire gange.
Junkien vaklede væk fra åstedet. Curtis blev bragt til hospitalet, hvor han udåndede en time senere, 37 år gammel. Ved et tilfælde endte Montanez med sine sår på samme hospital, Roosevelt. En læge lagde to og to sammen, og Montanez blev senere dømt for drabet.
Det skaffede ikke musikken Curtis Ousley alias King Curtis tilbage.
Heldigvis har vi pladerne. Både hans egne og ikke mindst de mange eksempler på hans evner til at forgylde og løfte andres musik:
Han begyndte i jazzen og spillede med Horace Silver og Lionel Hampton, men hans sikre, melodiske frasering gjorde ham til et must for både pop- og soulsangere. Samt ikke mindst rollemodel for efterfølgende generationer af saxofonister.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
