King Curtis in memoriam
I dag for fyrre år siden var Aretha Franklin, hendes pladeselskabsdirektør Jerry Wexler, Stevie Wonder, Cissy Houston (Whitneys mor), Brook Benton, Bonnie & Delaney Bramlett og Duane Allman til samme begravelse. The Reverend Jesse Jackson prædikede, da King Curtis blev bisat i New York. Aretha sang den afsluttende gospel ‘Never Grow Old’. Curtis’ band The Kingpins, det eneste band, der kunne give Booker T. & The MG’s koldsved, spillede en timelang udgave af hans kendingsmelodi ‘Soul Serenade’.
Fire dage før var saxofonisten blevet stukket ned uden for sin gadedør på West 86th Street, da han kom i håndgemæng med en junkie. Curtis havde omkring midnat været ved at bære noget nyt aircondition-udstyr ind i sin lejlighed, da han på trappen ikke kunne komme ind for to narkomaner, der sad og junkede. Den ene af dem, 26-årige Juan Montanez, stak Curtis i brystet. Curtis fandt sig aldrig noget, så han satte sig til modværge, bemægtigede sig kniven og stak Montanez fire gange.
Junkien vaklede væk fra åstedet. Curtis blev bragt til hospitalet, hvor han udåndede en time senere, 37 år gammel. Ved et tilfælde endte Montanez med sine sår på samme hospital, Roosevelt. En læge lagde to og to sammen, og Montanez blev senere dømt for drabet.
Det skaffede ikke musikken Curtis Ousley alias King Curtis tilbage.
Heldigvis har vi pladerne. Både hans egne og ikke mindst de mange eksempler på hans evner til at forgylde og løfte andres musik:
Han begyndte i jazzen og spillede med Horace Silver og Lionel Hampton, men hans sikre, melodiske frasering gjorde ham til et must for både pop- og soulsangere. Samt ikke mindst rollemodel for efterfølgende generationer af saxofonister.
