Klassekampen Danmark-Sovjet

2 Comments

Da FCK slog Barcelona i Parken med 1-1, blev kampen kåret som den bedste nogensinde spillet der. Nu er hukommelse altid første offer, når euforien erobrer øjeblikket. Så er det godt, vi har DR2-serien 24 timer vi aldrig glemmer.

I søndags var turen kommet til VM-kvalifikationskampen Danmark-Sovjet i Københavns Idrætspark Grundlovsdag 1985. Kampen er og bliver ubetalelig reklame for spillets magi. Fodbold uden udløbsdato.

Den er blevet genudsendt flere gange. Denne gang var kampforløbet garneret med øjenvidner, både dem på lægterne og dem på banen. Især den dengang indskiftede Per Frimann og den da storspillende Klaus Berggreen analyserede afbalanceret og anekdotisk. F.eks. kunne Berggreen med et svedent grin fortælle, at Elkær godt nok afleverede, da Michael Laudrup scorede et af målene, men i virkeligheden var det en kikset dribling…

Sovjetkampen blev spillet i skyggen af dødskatastrofen i Europa Cup-finalen på Heysel Stadion en uge tidligere, hvor 36 døde på grund af Liverpool-tilhængeres overfald på Juventus-tifosi. Og det var godt tænkt at lade Københavns Idrætsparks daværende sikkerhedschef, Finn Nørkjær, fortælle om de tanker, den begivenhed satte i gang i et fodbold-Danmark, som var iført T-shirts med ordene »vi skal tæve russerne, men kun i fodbold«.

Kampen intonerede noget nyt herhjemme. For en generation som min, hvor landskampkalenderen havde været fyldt med matcher mod DDR, Finland, Sverige, Malta og Luxembourg, havde semifinalen ved EM 1984 været en sensationel undtagelse. Kampen mod Sovjet bekræftede, at en ny, mere gylden regel var ved at opstå.

For vi mødte, som Frits Ahlstrøm mindede om, ikke en statsstyret fodboldmaskine, men et letbenet, improvisationslystent verdensklassehold. Selv da Danmark førte 4-2, føltes kampen ikke afgjort. Havde Berggreen ikke fejet op, da røderusserne tyndspillede os, var historien blevet en anden. For slet ikke at tale om de russiske skud på stolpen.

Tempoet var en kende lavere, men teknikken og navnlig uforudsigeligheden på niveau med i dag. Morten Olsen driblede! Og den kun 20-årige Michael Laudrups artistiske rush og »vilddyret« Preben Elkjærs egocentriske energi lærte den russiske bjørn at give pote, som det dengang hed med en af de klicheer, der desværre ser ud til at have et lige så langt liv som kampen hin onsdag.

Det var en fodboldkamp, der gav ordet klassekamp en ny betydning.

Denne tv-anmeldelse står at læse i en kortere version i dagens udgave af Politiken.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    capac11. januar 2011 - 10:33

    Så vidt jeg husker havde Ekstrabladet dagen efter en spiseseddel, hvor der stod, at Den russiske bjørn havde fået en dyt i bamsen.

  2. comment-avatar
    Per Kristensen27. januar 2011 - 19:27

    Ekstra Bladet skrev: Fire stød i bamsen. Men jeg mindes lige så tydeligt at før matchen var der opvisningskamp med to micro- eller lilleput hold. De spillede en kamp på tværs nede ved hockeybanen. Og da en af drengene scorede fik han et brøl fra 40 tusinde og slog fuldkommen flik flak.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top