Konsensuskanalen P6

I dag kom det frem, at chefen for P3, P2 og P4, Ole Mølgaard, er et ofrene for den nyudnævnte generaldirektør Maria Rørbye Rønns udrensning i cheflaget på DR. Jeg har her på bloggen tidligere givet udtryk for, at Mølgaard var en af den slags DR-chefer, der virkede, som om han var teflonbehandlet mod kritik, men måske var han ikke så stor populist, som kritikerne hævder.

I hvert fald er det ironisk, at han nu angiveligt fyres, fordi public service-vinklen skal skærpes. Ironisk fordi Mølgaards eftermæle meget nemt kan ende med at blive DAB-kanalen P6 Beat, hvor der jo i den grad musiknørdes igennem.

Jeg hører ikke kanalen konstant – sådan er det jo ingen, der hører radio – men jeg har, siden den gik i luften, været en lytter, der vender tilbage.

Umiddelbart tænkte jeg, da jeg først stillede ind, at der måtte være noget galt; en eller anden strukturel fejltagelse, begået i ly af alle de andre strukturændringer, som altid har været DR’s særkende. For her bliver der jo afspillet musik af mennesker, der lyder, som om de ved, hvad de sender ud i æteren!

Sendefladens rygrad er ‘Mærk lyden’, et lydtapet, som når ud i hjørnerne, men ikke er så mærkeligt, som man skulle tro/have frygtet. Lou Reed gnubber skuldre med Scott Walker og Kurt Vile afløser Strawberry Fields Forever. Jeg ved godt, at det er en maskine, der har lavet forløbene, men parametrene er bare opsat mere fintmaskede og intelligent end man er vant til.

Læg dertil, at man, hvis man hører P6 på nettet, kan gå ind og finde links til autoritative kilder om den pågældende kunstner. Ren public service og en garanti mod vi-alene-vide-eksklusivitet.

Andre programmer, jeg har hørt, er Carsten Holms hyggelige ‘Offbeat’. Han er måske ikke jordens skarpeste udspørger, men det er interessant med gæster i studiet, der både spiller og færdigkomponerer sange.

Min gamle kammerat, Jan Sneum, får i weekendprogrammet ‘Sneums garage’ afløb for sin uhelbredelige svaghed for alternativ musik af den slags, der får David Fricke til at fremstå som en slave af mainstream. Og så har Sneum en af disse radiostemmer, der ganske enkelt ikke laves mere.

Når alt dette er sagt, og ment godt, er der over hele den nye kanal et skær af selvgodhed. Som lytter savner man kritik. Man savner modspil. Man savner nogen, der ikke tager for givet, at rocken er så betydningsfuld en kulturfaktor. Kun dermed kan rocken jo bevise sit værd.

På den led bliver P6 en konsensus-kanal.

Det demonstreres tydeligst i programmet ‘Album’. Her etablerer Informations Ralf Christensen og Kristian Leth deres egen diskurs om rock – for nu at blive i deres sprogtone. De er begge meget vidende, og begge blottet for usikkerhed omkring det, de kan lide. Jeg hørte et program, hvoraf det fremgik, at den sidste snes års rock nærmest skyldte Pixies alt. Pixies?

Kristian Leth, som jo også spiller i The William Blakes, har selv, med nogen ret, været ude med riven over for rockistiske rockanmeldere. Når han selv har kasketten på, ligner den til forveksling en studenterhue.

Ord som sonisk og kontekst fylder højttalerne, så det lyder som en kronik i Information. Det er sikkert klogt, men ikke nødvendigvis godt formidlet.

Men det kan musikken jo ikke gøre for, og den er stadig bærebølgen på P6, programmet, hvor The Beach Boys afløses af Arcade Fire. Og mens dette skrives – Alberte Winding, ganske vist i remix, men alligevel…