Kurt Wallander var ikke hjemme

Egentlig skulle La signora og jeg have været til Bologna, men den påståede askesky sendte os i stedet til Skåne. Ikke at vi havde noget imod det, dér findes også glimrende italienske restauranter, men det er lige som ikke helt det samme. Nu hjælper det, at vi betragter os selv som kendere og elskere af Malmö, hvortil vi er taget på weekendture, også før det ikke var til at mase sig frem for danskere med flade a’er.

Så Malmö blev det og Hotel Savoy igenigen, stedet hvor både Lenin og Ulf Lundell har overnattet.

Som en bonus forærede vi os selv en togtur til Ystad, byen, hvor Henning Mankell bor (når han ikke bor i Maputo) og har skabt sin romanfigur Kurt Wallander. Her i huset er vi ret vilde med Krister Henrikssons og co.’s gestaltning af Wallander, og det lidt ældre segment af familien (mig) har en nostalgisk svaghed for Rolf Lassgårds mere romantro udgave af Wallander, så hvorfor skulle vi ikke være vilde med Ystad?

Efter 50 minutter i den lyslilla rædsel, der kaldes Pågatoget, indtog vi Ystad under høj, solbeskinnet himmel. Når man fratrækker de lidt for mange thai take-aways er det det, min mormor ville have kaldt en yndig by: Bindingsværk, gråbrødrekloster og gadekær og den slags. Gammeldansk med andre ord.

Undtagen de steder, hvor den mest lignede Frederiksværk. Og Wallander-afficinados kan om sommeren komme på op til flere ture både i byen og oplandet, hvor man besøger åstederne fra bøgerne. Det fandt vi ud af på turistkontoret på torvet, hvor der ikke hænger det svenske kongepar på væggen, men fotos af Mankell og Henriksson.

Vi blev kun guidet af os selv, men så da Mariagaten 10, hvor Wallander skyller tristessen ned med single malt og opera (længst nede i gaden, t.v. ved den gule karnap). Og om hvert andet  hjørne forventede vi at løbe ind i Linda og Stefan. Istedet mødte vi en del svenske hattedamer og ret mange pensionister, men flere blå stedmoderblomster end blå blink.

Ystad sover, når det ikke er sommer. Det behøvede vi ingen retsmediciner Nyberg for at opklare, men hyggeligt var det, og en smuttur værd.

Billeder bl.a. fra www.willyerland.com