Layla får også luksusbehandling

1 Comment

Og mens vi er ved det dyre udstyr: Nu er rygterne om (endnu) en genudsendelse af Derek And The Dominoes’ legendariske dobbeltalbum Layla And Other Assorted Love Songs blevet til en bekræftet nyhed. Pladen fylder 40 til marts, men Clapton (og hans pladeselskab) er ikke færdig med den endnu. Der kom over tre cd’er en mærkeligt misvisende remixet jubilæumsmarkering i 1990 – også med allehånde outtakes. Og 21. marts tager vi så en tur til. Formodentlig med større klangligt udbytte.

Musikken blev til, mens Clapton selv lignede en af de bluesklicheer, han altid har kunnet give nyt liv. Pladen blev indspillet i løbet af seks uger i Miami, mere eller (måske snarere) mindre under ledelse af producerlegenden Tom Dowd. Clapton var, som også medguitaristen Duane Allman, vind og skæv, enten nede i kælderen eller helt oppe at køre.

Han var dybt afhængig af heroin og måske endnu mere af sin nye, forbudte kærlighed til Patti, som var gift med hans bedste ven, George Harrison (der siden hev ham ud af heroinafhængigheden).

Genudgivelsen kommer til at give debut til seks sange, som skulle have været med på bandets andet, men aborterede album. Desuden er der liveudgaver fra en gæsteoptræden i Johnny Cash’ tv-show i november 1970. Og fra arkiverne genopstår den Phil Spector-producerede single ‘Tell The Truth/Roll It Over’, som dengang hurtigt blev trukket tilbage.

Endelig fås genudgivelsen også i en super de luxe-udgave med dobbelt-cd’en Derek And The Dominoes in concert fra 1973, som længe har været ude af cirkulation, plus en bog og resten af overflødighedshornet.

Er man mere til vinyl, kan man også få Layla sådan. Chillummen og røgelsespindene må man dog selv tænde.

Se flere detaljer om pladerne her.

PS: Enhver ved hvordan forsiden af originaludgaven ser ud, så jeg har vendt den om.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top