Lidt af en laban

Man kan både lave og overleve en landeplage, bare man selv undgår at blive bidt af den. Det kan Ivan Pedersen tale med om. I dag fylder han 60, og selv om han som halvdelen af Laban med ”Hvor ska’ vi sove i nat” i marts 1982 brød et dansktoptabu om ikke at synge så direkte om sex og samtidig belejrede hitlistetoppen, ja, så undgik Pedersen at blive stigmatiseret af poppen.

Her, mange døgnfluer senere, fremstår han som fornuftens alt andet end kedelige fortaler i rockbranchen. Med sine 1.93 og klare stemmeføring rager han op som formand for Kodas råd, en position, han bl.a. har nået, fordi han altid har stået ved det, han lavede.

Laban, som netop er blevet blåstemplet med et bokssæt, begyndte livet i repertoirechef Cai Leitners krøllede hjerne. Han havde rettigheder til schlageren ’Sarà perché ti amo’, samt en sangerinde, der savnede nye udfordringer og en nordjysk antiheltetenor, som hele tiden kom rendende og efterspurgte arbejde. Leitner satte tenoren til at skrive en dansk tekst og fik ham til at synge den sammen med Lecia Jønsson. Resten er millionsælgende musikhistorie. Se den udfolde sig her.

Da ingen forventede sig spor, udsendtes singlen i anonymiseret indpakning. Ivan Pedersen sejlede derpå til Norge og retur med Oslo-båden for et månedlangt engagement sammen med en pianist. De tog ’Hvor ska’ vi sove i nat’ på repertoiret og måtte skrive mange autografer, fordi Ivan lød næsten lige så godt som ham på pladen … Når Ivan havde landlov, færdiggjorde han med Lecia det album, singlehittet fordrede.

Ivan Pedersen tog det dog roligt. Han havde nemlig tidligere været lige ved og næsten. I 70’erne blev den Salling-fødte sanger verdensberømt i Nordjylland som syngende trommeslager i McKinleys. Han kunne synge Four Seasons, Queen, Turtles, Eagles og Beach Boys og samtidig være på stikkerne, men selv om han, og en række af de andre i gruppen, hævdede at studere ved Århus Universitet var de ikke progressive nok til tidens rockmiljø.

Ironisk nok oplevede McKinleys at blive hørt af flest, da de i 1980 blev nr. tre i Melodi Grand Prix, samme år Bamse fik en lille båd til at gynge. De sang den atypiske ”Robin Hood”, og bandet var da de facto opløst efter fem albums med støt stigende salg. Undervejs havde de skrevet jingler til Jolly Cola og Esso (”Put en tiger i tanken”), men havde ikke gjort reklame nok for sig selv. Desuden var de jo jyder. Gnags kunne fortælle samme historie om hyret med at få anmelderne i tale.

Da Laban i 1988 stemplede ud efter som svanesang at have været placeret på den amerikanske hitliste, vendte Ivan Pedersen tilbage til sine rødder. Han sang sammen med Henning Stærk kor for den ukendte Poul Krebs sideløbende med at han kom med i Moonjam, en umage konstellation, som begge parter havde gavn af.

I 1990 lavede Ivan Pedersen sit eget studie med sangskriverpartneren Søren Jacobsen, tjente til terminen med korarbejde, der ikke bare sagde juhu, og begyndte på politisk fagligt arbejde i Danske Populærautorer, fordi han fik knækket sangskrivningskoden effektivt. Det takker bl.a. Esther Brohus ham for den dag i dag.

Genoptagelsen af kærlighedsforholdet til den mere rodfæstede del af rocken førte til dannelsen af det fortsat aktive band Backseat, OL i Atlanta-hittet ’No. 1 in your heart’ og en – for nogle – overraskende Grammy som ’Årets bedste sanger’ i 1996. Alt sammen gav det rygstød til en solokarriere, der efter årtusindskiftet har udløst to albums af selvbiografisk snit, ’Monogram’ og ’Udenfor nummer men venligt stemt’. Begge i minefeltet mellem voksenrock og dansktop. Dér færdes ingen mere sikkert og modigt end Ivan Pedersen.

Han er alt andet end »half a man«, for nu at citere en af hans største ballader.

Pressefoto af Gorm Valentin fra www.ivanpedersen.com.
I øvrigt et af de bedste danske af slagsen, bestyret af hustruen Jytte Poulsen.