MIDT I EN BEATTID

Torben Bille spiller luftguitar på sindets gribebræt

Lisa Ekdahl fylder fyrre!

Lisa Ekdahl ligner i sin væne, blonde skrøbelighed stadig så meget den lillepigede trubadur, der slog igennem ud af intet i 1994, at det er svært at fatte, at hun i morgen fylder 40. Men skinnet har altid bedraget, når det gælder Lisa Ekdahl.

Det kan godt være, hun lignede og lød som enhver guitarspillelærers betagende drøm, da hun takket være sin egen sang ‘Vem vet?’ fra den ene dag til den næste solgte hen ved en halv million eksemplarer af sit debutalbum, men fra starten var hendes sange ikke kun Laura Ashley-designede poesibogsblade. De besang sorg og længsel på en måde, som for en dansker mindede om Trille. Ikke så sært, at Ekdahl på sit tredje, svensksprogede album lod sig producere af Jojje Wadenius, der jo også producerede Trille.

Ekdahl voksede op i en venstre- og økologisk orienteret familie. Faderen var fysiker, moderen skolelærer og der blev diskuteret over middagsbordet. Og mon ikke der kom en lp med Cornelis Vreeswijk og Hoola Bandoola Band på grammofonen ud på de små timer?

Begge kunstneres sans for at blande latinamerikansk rytmik og svensk visetradition gav i hvert fald ekko på Ekdahls debutalbum, som udkom samtidig med, at sangeren blev en meget ung mor.

Kunstnerisk har Ekdahl på sine plader demonstreret stor og stilsikker kontinuitet. Nogen vil mene, at det er en pæn måde at sige, at hun er småkedelig. Det kan hun være, men mest fordi hun nok har udgivet for mange plader. Universet er overskueligt, men når hun er bedst og mest selvinvesterende, er hun faktisk mere original end hun ser ud. Derfor giver opsamlingsalbummet En samling sånger stadig de bedste begrundelser for hendes succes, mens 2004-udgivelsen Olyckssyster blotlægger, at så Carl Larsson-yndigt er det heller ikke at være Lisa Ekdahl.

Delvist inspireret af et nu afslutttet ægteskab med den amerikanske musiker, Salvadore Poe, har Ekdahl efter årtusindskiftet intensiveret den passion for bossa nova og jazz, som hun allerede vedkendte sig i 1995 på albummet When did you leave heaven.

Et par engelsksprogede plader med tydelig jazzaccent forekommer ikke som den mest frugtbare vej videre frem. Det er svært at være uenig med de amerikanske anmeldere, som mener, at hun elsker jazzen mere end den elsker hende.

At Lisa Ekdahl mener det med udlandssatsningen mere alvorligt end anmeldere, fremgår af, at hun i foråret udgav en cd/dvd, liveoptaget på l’Olympia i Paris, og samtidig lancerede en ny hjemmeside, som nok er dobbeltsproget, men googler man, kommer kun den engelsksprogede version op.

Foto: Anders Tessing (Forsidebilledet til cd’en Give me that slow knowing smile)

Tagget med:

Comments are closed.