Little Evas solodans

4 Comments

Det ville være synd at sige, at vi alle sammen dansede the locomotion i Sussi Christiansens Danseinstitut på førstesalen over Cafe Engholmen i min barndoms Sydhavnen. Vi havde knap nok lært at twiste, men i efteråret 1962 skrålede vi med på “The Loco-Motion”, Little Evas første og største hit. Og vi gjorde det uden at ane, hvem Carole King var. Det eneste, vi kunne høre, var en popsang, der gik lige ind i systemet som en klassisk børneremse.

I denne uge for 50 år siden tilbragte Carole Kings og Gerry Goffins nanny sin eneste uge på toppen af den amerikanske Hot 100 med sin version af sine arbejdsgiveres sang, som egentlig var tiltænkt en anden.

King & Goffin var på det tidspunkt ved at få så travlt, at de behøvede nogen til at passe deres lille toårige datter, Louise, for 35 dollars om ugen. De spurgte sig for, og en af deres korsangere kendte en pige, som viste sig at være både pålidelig og musikalsk. Så musikalsk, at King brugte Eva Narcissus Boyd som sanger på demoudgaven af ‘The Loco-Motion’. Det var meningen, at sangen skulle afsættes til Dee Dee Sharp, som netop havde hittet med ‘Mashed Potato Time’. Sharps bagmænd sagde imidlertid nej tak, men Don Kirshner, manden bag det musikforlag, som videresolgte Goffin-King-produkterne, syntes så godt om Little Evas stemme, at hun blev sendt i studiet for at lave en regulær single af nummeret. Blandt korsangerne var Carole King.

Little Eva skubbede Neil Sedaka ned fra førstepladsen. Så langt så godt, men hvordan var trinene egentlig til den der dans? Trinene? Dem havde man glemt i skyndingen, så Little Eva måtte skyndsomt selv kreere noget, der lignede en ny dans, da hun skulle på landsdækkende tv. Den slog nu ikke an i samme grad som hverken twisten eller sangen (YouTube-link).

‘The Loco-Motion’ var svær at efterfølge. Little Evas næste single ‘Keep Your Hands Off My Baby’ blev kun nummer 12; den var også skrevet af Goffin-King, og i det lys en lidt mærkelig titel… Året efter fik hun et moderat hit med ‘Swinging on a Star’, også herhjemme, i en duet med Big Dee Irwin, og derpå blev der tomt omkring hende på dansegulvet.

‘The Loco-Motion’ fik dog sit eget efterliv som en popevergreen. Todd Rundgren, af alle, overtalte i 1974 Grand Funk Railroad til at indspille en coverversion, der faktisk blev nummer et i USA. Og i 1988 hittede Kylie Minogue med sin og Stock-Aitken-Waterman’s dance-udgave.

Little Eva døde af kræft 10. april 2003 efter at have hutlet sig igennem i det evige nostalgi-kredsløb som alenemor med tre børn. Hun ejede ingen former for rettigheder til nogle af sine indspilninger. Til gengæld har flere generationer sunget med ‘The Loco-Motion’ som om den var fælleseje. Hvis det kan være en trøst for hende deroppe…

PS: Eva Boyd har en lille parentetisk andel i en anden klassisk Goffin-King-sang, ‘He Hit Me (It Felt Like A Kiss)’, produceret af Phil Spector med The Crystals. Sangen er inspireret af, at Eva betroede King, at hun var blevet slået regelmæssigt af sin daværende kæreste, men ikke havde anmeldt ham, fordi han forsikrede hende, at det kun var, fordi han elskede hende så meget….

Samtidigt pr-foto.

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

4 Comments

  1. comment-avatar
    capac24. august 2012 - 13:25

    Little Eva fik også æren af at give navn til et populært dansested i Aarhus med sin hitsang. I mange år var Loco-Motion et sted, hvor man kunne danse til båndet musik fra de gyldne årtier, drikke øl til rimelige priser og dyrke, hvad øl-musik-og-dans ellers fører med sig. Denne lille spartansk indrettede oase forsvandt, da det store Marked i form af Bruun’s Galleri (ja, det skriver det på engelsk…) blev realiseret…

  2. comment-avatar
    Erik Adelfred24. august 2012 - 14:45

    Bare lige en rettelse til Capac, der blev ikke danset til båndet musik på Loco-Motion, jeg var discjockey på Loco-Motion 35 timer om ugen fra 1979-88, Fra 1988-2001 var jeg der kun i weekenderne.

    Nu da vi er ved Little Eva, kan jeg fortælle at hun fik en ny gravsten i 2008, kirkegården hvor hun var begravet var gået fuldstændig i forfald, men hendes hjemby, Belhaven, N:C: fik sig eneligt taget sammen til at renovere kirkrgården og en lokal forretningsmand sørgede for en ny gravsten til Little Eva.

    Som et kuriosum kan det nævnes at Little Eva blev født på Railroad Street i Belhaven, N.C.

  3. comment-avatar
    capac24. august 2012 - 15:01

    Tak for korrektionen Erik. Min erindring må drille mig. Jeg synes bestemt, der var nogen, der dansede, de – indrømmet få – gange, jeg var på stedet…

  4. comment-avatar
    Torben Bille24. august 2012 - 15:44

    Hvad skulle denne blog gøre uden – i enhver forstand – så lokalkendte læsere? Tak.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top