Little Steven er sin egen boss

I den aktuelle dokumentarfilm om albummet ’Darkness on the edge of town’ kommer Bruce Springsteen ind på sin guitarist, Steven Van Zandts betydning for musikken. Van Zandt er den skæve, uforudsigelige faktor i samarbejdet i The E Street Band, ham, der vil det garage-rå, fortæller The Boss.

I dag runder guitaristen, sangeren, sangskriveren, produceren (bl.a. danske The Breakers), pladeselskabsejeren (Wicked Cool Records) og radioværten Steven Van Zandt 60, og selv om han for millioner af fans nævnes i samme åndedrag som Springsteen, har han altid været boss i sit eget liv, og sat sin egen dagsorden. Den har ikke altid handlet om musik. Det så man, da han fra 1999 med sin autentiske italienske udstråling (hans fødeefternavn er Lento) imponerede som den morderiske Sil Dante i successerien The Sopranos. Med slet skjulte finter til Al Pacino.

Måske ikke så overraskende, når nu skuespilleren Billy Van Zandt er hans halvbror. De voksede op sammen i New Jersey. Der hang Little Steven som stor teenager ud med Johnny Lyon og Springsteen. Han gik ind og ud af deres bands, og han og  Lyon dannede Southside Johnny & The Asbury Jukes. Han skrev deres største hit og kendingsmelodi, ’I Don’t Wanna Go Home’.

Samarbejdet med Springsteen blev permanent under indspilningen af dennes gennembrudsalbum ’Born to run’. Van Zandt havde hørt nogle bånd og fortalt, at han syntes musikken stank. Springsteen udæskede ham til at give ny nerve og kontur til sine sange, der indtil da havde været lidt leddeløse. F.eks. konciperede Van Zandt den distinkte guitarfigur på titelsangen. Og blev hurtigt et fikspunkt på scenen med sit piratlignende bandana og en gavflab større end Kim Larsens. Samtidig fungerede han som bindeled mellem bossen og hans mænd.

Under indspilningen af ’Born in The U.S.A.’ var Van Zandt på vej ud af bandet. Han havde så småt gang i sin egen karriere og savnede at spille mere leadguitar, Springsteen spillede de fleste soli, også i studiet. De gamle legekammerater endte derimod ikke som uvenner. Van Zandt ville, som han sagde, »bare lære mit sande potentiale at kende.«

Det gjorde han ved i midt-80’erne at producere andre og selv udgive fire albums. Ofte med et band, han kaldte Little Steven and the Disciples of Soul. Attituden var mere udtrykkelig politisk end Springsteens. Det var rock mod Reagan. Albumtitler som ’Revolution’ og ’Voice of America’ siger noget om selvfølelsen.

Og Van Zandt var primus motor i den anti-apartheidkampagnen, der kulminerede i 1985 i sangen ’Sun City’. Uden at forklejne engagementet, virker hans musik fra den periode i dag alt for tidsforankret – for slet ikke at tale om scenekostumerne – og villet.

Det kom derfor ikke som den store overraskelse, at Van Zandt var den første, Springsteen ringede til, da han genindkaldte The E Street Band i 1999 (de tyvstartede comebacket i 1995). Og at se ham og Springsteen på scenen er den dag i dag en rørende levendegørelse af ’Bobby Jean’, den sang, Springsteen har skrevet om deres venskab: »We liked the same music/we liked the same bands/we liked the same clothes/We told each other that we were the wildest, the wildest things/we’d ever seen…«

Det er de i de situationer stadigvæk.

Artiklen kan læses i en lidt kortere version i dagens Politiken.

Ukrediteret pr-foto