Livet som Keith husker det

Enhver, der har været i en svensk boghandel (kan anbefales) ved, at hinsidan er der et publikum til lokale oversættelser af engelske og amerikanske musikbiografier. Derfor er der grund til at glæde sig over, at Keith Richards’ memoirer nu er tilgængelige på dansk. Oven i købet samtidig med, at de udsendes på engelsk og andre sprog world wide.

Den, der skriver dette, har redigeret den danske udgave, men alligevel eller netop derfor vil jeg gerne anbefale bogen. Den er for måske lang, for slentrende og sine steder for meget båndafskrift, men selv om den altså er autoriseret, er den ikke kedelig.

Få forholder sig så uautoriseret til sig selv som Keith Richards, der konstant overrasker ved absolut ikke at betragte verden gennem en junkie-filter. Og det modspil, han ikke får af den båndoptagende journalist, giver han sig selv.

Der er skarpe, nådesløse (også over for ham selv) iagttagelser af Stones i almindelighed og Mick Jagger i særdeleshed, men også kærlighed og forbundethed i beskrivelserne af livet i og omkring et band, der aldrig står så stille, at der når at gro mos på det.

Hovedvægten er – naturligt – lagt på de tidlige, fandenivoldske 70′ere (som i øvrigt nu kan genses på ny dvd), men der er også fine, nænsomme, men aldrig sentimentale input om barndommen og hans børn.

Han kalder en spade for en spade, når han fortæller om sit forhold til og afhængighed af stoffer (kokain er i hans optik ikke narko, i modsætning til heroin, som han blev afvænnet fra i 1979), femme fatalen Anita Pallenberg og den absolut mindre udskejende Patti Hansen. Hun lærer eller forsøger at lære ham fornuften og hverdagen at kende.

Uden at han af den grund giver slip på den hæmningsløshed, der er det mindst tiltrækkende ved ham – med mindre man altså er anmelder. Som myg mod lyset tiltrækkes de jo af den vildskab, som de ikke selv tør kaste sig ud i.

Og så er der masser af musik i bogen. Fra Brian Jones over Muddy Waters til Richards egne fritidsbands. Faktisk har Keith Richards lige så meget på hjerte i den retning, som Dylan i Chronicles.

At Richards så, når følgespotten er slukket, også er en bogslugende, encyklopædisk vidende skabsintellektuel, gør ikke billedet af ham mindre facetteret og fascinerende.

Bogen er ude nu på Lindhardt & Ringhof.

Læsningen kan med fordel suppleres af Victor Bockris’ biografi om manden, der fås som paperback. Nu i øvrigt med Henrik Wivels fine essay om Keef, som forlaget havde glemt i førsteudgaven!

I det seneste nummer af Rolling Stone har David Fricke interviewet rullestenen.