Lotte Rømer runder de 60

Det lyder paradoksalt, men høretab kan give anledning til et nyt, berigende arbejdsliv for en musiker. Det kan Lotte Rømer skrive under på. Sangeren, bassisten, komponisten og pianisten tager i dag hul på sit 60. år, ikke som en musikalsk has been, men som et menneske, der forstår at videregive sine erfaringer, så hun fremstår som rollemodel. Og myndigheder, erhvervsliv og eksperter trækker på hendes erfaring.

700 foredrag og workshops har Lotte Rømer efterhånden holdt om dårlig hørelse. For et noget mindre, men mindst lige så lydhørt publikum som dengang, hun var en af de mest lovende musikere. Og endnu ikke var blevet ramt af sit arveligt betingede høretab og tinnitus.

Lise-Lotte Rømer kommer fra et hjem i Hvidovre med klaver og violin, og lærte tidligt at spille begge instrumenter; sammen med sine søskende, Hanne og Ole. Talentet fik en teknisk overbygning, da hun blev konservatorieuddannet musik- og sangpædagog.

I 1975 var hun og storesøsteren med til at danne Hos Anna. Gruppen blev en ikke-militant spydspids for det spirende kvindemusikmiljø. Rømer-søstrene lagde sig siden ud med rødstrømpebevægelsen, da de udvidede bandet med bl.a. guitaristen Pierre Dørge. Se her et typisk klip fra den tid.

Inkluderingen af mænd var provokerende dengang. Men kendetegnende for Lotte Rømers alt andet end ortodokse og lineære tilgang til musikken og til livet. I efteråret 1978 præsenterede hun således både sit første soloalbum og sig selv som ny, syngende pianist i C.V. Jørgensen; indtil da et af dansk rocks uindtagelige karlekamre. 1979-albummet ’Solgt Til Stanglakrids’ hører ikke til C.V.’s ringeste, men gruppen sang i virkeligheden på sidste vers og kunne ikke holde til den nye hormonindsprøjtning.

Gruppens navngiver trængte derefter til en pause. Han overlod en stak misantropiske tekster til resten af gruppen, som indspillede dem under navnet C.V. Moto med Rømer som forsanger. Musikken har ikke kunnet modstå tidens tand.

Sammen med sin daværende partner, Ivan Horn, indspillede Rømer derpå sit andet, kritikerroste album, og ledede siden sit eget, pladeindspillende band, bl.a. med Beatles-eksperten Per Wium. Selv havde jeg den glæde at være med til at skrive et af hendes største radio- og livehits, ‘Ta’ Mig Med Til Byen’.

Et pusterum og et karriereeftersyn holdt hun for sig selv som barpianist i et par måneder på Gran Canaria i 1985, og da høretabet tog til, nedskalerede hun sit band til noget nær et one woman-show, som stadig kører.

Samtidig blev hun med sin organisatoriske begavelse inddraget i musikfagligt arbejde i bl.a. KODA og Dansk Musikerforbund. 1996-98 var hun medlem af Statens Kunstfonds udvalg for rytmisk musik. Og i de år fik hun også tid til at skrive den selvbiografiske bog ’Sølvfuglens vinger’, der kom i 1997. To år senere udgav hun bogen ’Hva’?’, der siden blev fulgt op af ’Hva’ så?’.

Begge bøger handler, som de bramfrie titler antyder, om livet som stærkt hørehæmmet. Og om de mange muligheder midt i handicappet. Det liv skildrer Lotte Rømer med udpræget gehør for det selvironiske og musikalske.

Faktisk hører hun nemlig, om jeg så må sige, på den led bedre end de fleste.

Foto: Ukrediteret pr- foto herfra.