Lou Reed rammer 70

Dan Turèll kaldte ham bundløs, og uddybede det: »Lou Reed sir ikke, sir aldrig, hvad han tilsyneladende sir, men det han så sir kan godt formuleres præcis som det han sir.« Så var det sagt.

I morgen runder Reed 70, og få i rocken har sagt så mange så meget uden egentlig at sige meget. Reed har aldrig ruttet med følelserne, men de er der i hver en stridbar akkord, i hver en lakonisk frasering, i de fleste af disse sange om mennesker, der farer vild i sig selv, i hinanden og i verden. Og uden direkte at synge om sig selv, har Reed aldrig sunget om andet, og så de venner, han bag solbrillerne har spejlet sig i.

Ikke så mærkeligt at han ville have været journalist. Det blev kun til et par semestre på universitetet i Syracuse, hvor Reed også var radiovært. Her hyldede han forbillederne, doowop-sangeren Dion DiMucci og saxofonisten Ornette Coleman. I dette sære krydsfelt skabtes Reeds staccato-huggende rytmeguitarstil, og hans sangstemme, der altid har lydt som om den helst ville nøjes med at læse et digt op.

I New Yorks dengang nedslidte og ikke spor hippe Lower East Side dannede Reed og waliseren John Cale Velvet Underground som en antitese til hippiemusikken. Lyden var hård og desillusioneret. Som de miljøer, de færdedes i. Andy Warhol og hans slæng af rygklappere blev en del af Reeds omgangskreds, men selv om også han tog stoffer, blev han aldrig ædt af miljøet.

I stedet skildrede han det i sange som ’Waiting For The Man’, ’Heroin’ og ’Sweet Jane’. Warhols verden stod i 1973 også model til Reeds første og største hit som solist, ’Walk On The Wild Side’ fra albummet Transformer, et samarbejde med David Bowie. De iørefaldende sange om alt andet end mainstreamkultur besad en egen skræmmende og fascinerende kuldslået ensomhed. På samme plade findes også ’Perfect Day’, som tre årtier senere blev til en uhyre eksponeret velgørenhedsvideo og en af de bedste videoer nogensinde. (YouTube-link)

’Walk On The Wild Side’ flirtede med det androgyne, og sangen med linjer som »shaved her legs and then he was a she« lå på de samme hitlister som The Osmond og The Carpenters. Ret sjovt at tænke på.

Typisk for Reeds modvilje mod at behage branchen, efterfulgte han succesen med Berlin, konceptalbum om narko og fremmedgørelse. Det floppede, men er siden vokset i status. I 2007 genopførte Reed det i Operaen i København. Til en del anmelderes mishag og min store fornøjelse, selv om det jo ikke er en plade, der er en humørbombe.

I hans uhomogene pladeproduktion afløser ujævne plader utilnærmelige (ikke mindst Metal machine music, der til mandens ros ikke har en titel, der er falsk varebetegnelse), der efterfølges af perfekte og personlige værker som Magic & Loss til det seneste, indelukkede samarbejde med Metallica på albummet Lulu.

Lou Reed er gift med multikunstneren Laurie Anderson. I hende har han mødt en åndsfælle, der også begriber og overlever verden ved at se den som et absurd koncept, og som kan få den ellers ikke særligt lattermilde mand til at trække på smilebåndet af den hengivenhed, hans tilhængere møder ham med. F.eks. dengang Reed ved en koncert blev bidt bagi af en fan, der bagefter skreg »Åh, læder.«

Se mere om Reed her.

Illustration: Cover til 1998-albummet Perfect night – live in London. Foto: Timothy Greenfield-Sanders.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

Denne omtale kan også læses i dagens printudgave af Politiken