Luftkaptajn Kantner fylder 70

Da han var ung, lignede Paul Kantner den mandlige legemliggørelse af den kulturrevolution, der blev kaldt ungdomsoprøret: Han kom fra San Francisco, var høj og blond, var droppet ud af universitetet, bar uindfattede. intellektuelle briller, ledte ikke efter ordene og spillede nogenlunde elektrisk guitar i et band, der så sig selv som modkulturens talerør. Og blev hørt som sådan.

I morgen fylder Paul Lorin Kantner 70, og mærkedagen markeres, som man kan se på plakaten, med en gallakoncert over to dage, hvor alt, hvad der kan krybe og gå af gamle hippier vil komme på scenen. Der vil blive trængsel og tilbagelænet koncentration.

Præcis som der var, da Kantner med sit band, Jefferson Airplane, gav koncert i København i 1968. Dengang bad bandet om at få tændt lyset i salen, fordi de så godt ville kunne se os, mens de spillede. Det var sådan det var.

Bag kulisserne var det anderledes. Jefferson Airplane var sangeren Marty Balins ide, men med Kantner ombord i 1965 fik bandet en luftkaptajn uden højdeskræk. Desuden besad Kantner forretningstalent. På et tidspunkt, hvor tidens bands var tilfredse med kontrakter på 5.000 dollars, sikrede han Jefferson Airplane uhørte 25.000 dollars for deres første plade.

Debutalbummet var folk-præget, men da den oprindelige sanger hellere ville være mor, kom Grace Slick med. Hendes stemme og sangskriverkombinationen Kantner-Balin-Slick gjorde albums som Surrealistic pillow, Volunteers og Crown of creation til hits, men det var som improviserende, bevidsthedsudvidende koncertband, at Airplane fløj højest. Se f.eks. dette klip fra 1970.

Revolutionen kom på hitlisterne, og Kantner brugte sin nye synlighed til at rase mod krigen i Vietnam og småborgerskabet. Han så sig selv og gruppen som lovløse, og frivillige i forsøget på at få USA tilbage til dets oprindelige frihedsværdier.

Internt i gruppen var der derimod nærmest borgerkrig. Der turde man ikke tænde lyset af frygt for, hvad man så ville se. Kantner og Slick dannede par, »den psykedeliske udgave af John og Ono.« Balin og Slick hadede at elske og elskede at hade hinanden. Paranoiaen og intrigerne blev ikke mindre af den umådeholdne indtagelse af tidens designerdrugs. Ikke mindst lsd (og apropos: Så meldes en af de navnkundige lsd-producenter død)

Først i 70’erne havarerede gruppen. Samtidig blev Slick gravid, og under sin barsel lavede hun og Kantner det science-fiction-syrede album Blows Against The Empire med en løsere besætning af musikere, der antydede en arbejdsform, gruppen under navnet Jefferson Starship skulle få de næste årtier. I en periode i 80’erne blev bandet dog så rendyrket mainstream-rock, at Kantner forlod det med en erklæring om, at man var for langt væk fra udgangspunktet. Da var bankkontoen fuld.

Gennem tiden og helt op til vore dage har Paul Kantner optrådt i så mange inkarnationer af sin oprindelige gruppe, at det både er en drøm og et mareridt for rockhistorikere. Læg dertil retssager om rettigheder til navnet, ofte anlagt mod ham af Grace Slick. I dag har han ret til at optræde under navnet Jefferson Starship, men ikke som Jefferson Airplane, medmindre ekskonen er med.

Det har hun ikke været længe. Efter at have fået bugt med sin alkoholisme trak Slick sig tilbage fra rampelyset i 1988. Den nu 71-årige sangerinde er ikke til nostalgi. »Det er som at se på spøgelser,« har hun sagt. Mere eller mindre levende spøgelser vil der givet være nok af, når den nu for længst stoffrie Paul Kantner i weekenden fejrer sig selv og en tid, der svandt.