Manden bag Dot Records død

Den første gang, jeg hørte en sang af Little Richard, anede jeg ikke, hvem han var. Derimod kendte jeg Pat Boone fra min mors pladereol, for det var ham, der sang både ‘Tutti Frutti’ og ‘Long Tall Sally’. Vi skriver 1956-57 og The Beatles var bare en strøtanke i John Lennons hoved.

Pat Boone havde hittet allerede i 1955 med ‘Ain’t That A Shame’, skrevet af Fats Domino. Fats havde et hit med den på samme tid, men det var den hvidskurerede version af Mr. Clean Cut, der solgte mest. Måske havde originalversionen solgt lige så meget, hvis Fats havde fulgt Boones råd om at ændre titlen til ‘Isn’t That A Shame’.

Historien er på mange måder typisk for Boone og i høj grad for det pladeselskab, han indspillede på. Nu er stifteren af Dot Records, Randy Wood, død, 94 år gammel, skriver New York Times.

W.C. Handy kaldte Wood for “the white boy with colored fingers”. Noget er der om det.

Wood startede sit pladeselskab sidst i fyrrerne som en pladehylde i sin butik i Tennessee med el-tilbehør og udviklede det siden til verdens største postordrefirma, før han fik global distribution. Metoden var i overvejende grad at tage helt nye, i dag ville man sige upcoming, R&B-numre og indspille dem, så de appellerede til det hvide middelklassepublikum. Samtidig var Dot Records blandt de første, der virkelig fik gang i salget af den dengang nye lp-plade.

Dot og Randy Wood blev udskældt og fremhævet som et eksempel på hvid kulturimperialisme. Man lukrerede på den sorte musik, lød det. Pat Boone var aldrig enig. Og kaldte det en pervertering af historien. Hans (og Woods) holdning var, at deres kopier netop åbnede døren til en musik, som uden Dot Records ville have været forbeholdt det sorte publikum – diskussionen lignede den, som også The Beatles havnede i noget senere.

Dot-kataloget synes at bekræfte alle fordommene med navne som Lawrence Welk, Boone og Tab Hunter (som Randy Wood lærte at synge, fordi han syntes skuespilleren så så godt ud at han måtte kunne sælge plader).

Billedet er dog ikke så sort-hvidt (om jeg så må sige): Blandt andet indspillede Randy Wood Jack Kerouacs Poetry for the Beat Generation, men endte alligevel med ikke selv at udsende den.

Wood solgte sit selskab allerede i 1957 for det dengang enorme beløb af 3 mio. dollars. Han blev selv siddende som præsident yderligere ti år.

I dag er pladerne på Dot Records et fint lydspor til den hvide amerikanske efterkrigstids-provinsialisme, der ikke havde noget imod at skildre kærlighed. Bare den var platonisk-sværmerisk og ordene skrevet i sand.