Det ligner logik, at Martha Reeves fylder 70 i dag, hvor det – med måde – er vejr til at danse i gaderne og lytte til pladerne. For ingen har som Martha & The Vandellas besunget sommeren så frisættende. Men der var en anden dimension til ‘Dancing in the Street’, da sangen udkom som single i juli 1964. USA havde endnu en lang, varm sommer med raceuroligheder og borgerrettighedsmarcher, og mange hørte sangen som det, den også var ment som fra sangskriverne William Stevenson og Marvin Gayes side – et opråb mod racisme og en hyldest til livsglæden.
Siden har så mange indsunget den – bl.a. Mamas and Papas i 1966 og i 1985 Mick Jagger i duet med David Bowie – at der er grund til at minde om, at ingen synger den med mere mobiliserende begejstring end Martha Reeves.
I det hele taget inkarnerede hendes sexet, støvede alt-stemme lyden af Detroit, ”the motor city”. Motown med andre ord.
I sin referencebog over alle tiders bedste singler, The heart of rock & soul, medtager Dave Marsh hele fire numre fra Martha & The Vandellas-kataloget. Sange som ‘Nowhere to Run’, ‘Heat Wave’, ‘Jimmy Mack’ og ‘Come and get these Memories’ ville i sig selv have sikret Reeves plads i poppens pantheon. Med ‘Dancing in the Street’ er hun sikret udødelighed.
Desværre så Motowns mogul, Berry Gordy, ikke helt sådan på det. Ligesom Diana Ross var Reeves først sekretær på pladeselskabet – hun for Stevenson, Ross for Gordy. Og det stod allerede efter de første Supremes-singler klart, at Gordy havde valgt at satse på Diana Ross.
I oktober 1964 blev den afgørende malurt hældt i bægeret. På vej til hitlistetoppen i USA blev ‘Dancing in the Street’ overhalet inden om af Supremes-singlen ‘Baby Love’, som fik langt mere marketingstøtte. Det frustrerede Martha Reeves, og endte med at drive hende ud i pillemisbrug og senere gentagne nervesammenbrud.
Selv om hun med Vandellas havde hits så sent som 1967, følte hun sig udelukket fra inderkredsen i det pladeselskab, hun kom til dengang, alle havde følte sig i familie med hinanden. Og sang med på hinandens indspilninger – Reeves sang f.eks. kor på de første Marvin Gaye-hits.
Da Gordy på kanten til 70’erne ekspanderede og siden flyttede firmaet til Californien, flyttede Reeves ikke med. Internt havde hun været åbenmundet kritisk mod hans enevældige styreform. Det var ikke karrierefremmende. Det var et øget alkoholforbrug heller ikke, og i 1972 fik hun fripas.
Uden The Vandellas og sangskriverne fra Motown genskabte Martha Reeves aldrig sin tidligere storhed. Anmelderne kunne lide hendes voksne soulstemme, men pladerne solgte ikke. Hun forsøgte at hoppe på diskobølgen, men druknede. I 1995 blev hun imidlertid indlemmet i rockens Hall of Fame. Fuld fortjent.
Nu om dage kæmper Martha Reeves for at bevare værdigheden på den uundgåelige sidste lange tur på nostalgikarusellen. Stemmen er forbavsende intakt, og hun synger stadig, så det giver lyst til at danse i gaderne. Eller i hvert fald drømme om det.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] Opdatering, mandag: Og Torben kaster en rune på selve dagen. [...]
- Og et fødselsdagsportræt med indlagte rim!
Det bli’r ikke større:-)
[...] har hun delt plakat med den to år yngre Martha Reeves, som hverken blev rig eller lykkelig af at indsynge ‘Dancing In The Street’. Pengene [...]