McCartney con amore

Man behøver bare høre de første strofer af Paul McCartneys nye album, Kisses on the bottom, for at blive bragt tilbage til Forthlin Road i Liverpool, hvor Paul og Mikes udearbejdende alenefar, Jim, after hours satte sig ved klaveret i den diminutive, gasfyrsopvarmede dagligstue og diverterede med melodier fra sin tid som swingmusiker.

For Paul McCartney og hans generation betyder ‘It’s Only A Paper Moon’ og ‘The Glory of Love’ lige så meget som ‘Long Tall Sally’ og ‘Hound Dog’. Og sangene giver lige meget genlyd over alt i Beatles-kataloget.

Paul var ikke den første, der fik den ide at gå på genopdagelse i Hotel Evergreen og dets filial Heartbreak Hotel. Ringos første udspil i eget navn var såmænd Sentimental Journey, udsendt i 1970 midt i Beatles-sammenbruddet. Og en af de sange, han valgte, ‘Bye Bye Blackbird’, har McCartney også udset sig. Uden sammenligning i øvrigt.

Med sig i studiet har McCartney haft pianisten Diana Krall, hendes producer Tommy LiPuma og hendes musikere, bl.a. den elegante guitarist John Pizzarelli og den omsorgsfulde, nærmest melodisk kærtegnende bassist Robert Hurst. Det er folk, der kan deres kram. Ja, det er vel nærmest jazz uden at det skal lyde som en advarsel. Gæster som Eric Clapton og Stevie Wonder mindsker ikke kvalitetsniveauet. Der er tale om udsøgt musiceren.

McCartney har fortalt, at han længe havde gået med ideen, men blev slået en smule ud af kurs, da Rod Stewarts American Songbook-serie kom i vej. Hvor Stewart ikke i sine fortolkninger lægger skjul på, at han netop er Rod Stewart, stiller McCartney sin stemme til rådighed for sangene og for traditionen. Det er til tider så tilbagelænet, at det er ved at falde bagover, men også afleveret med stor kærlighed og ydmyghed. Et con amore-arbejde i bogstaveligste forstand. Som han dog kan synge de sange hjem! Ubesværet, uden den hang til sentimentalitet, han så tit har givet efter for, og med en intimitet, der forstærkes af en optageteknik, der kun kan karakteriseres som hudnær.

Okay, en sang som Andrew Sisters’ ‘Ac-Cent-Tchu-Ate The Positive’ er og bliver fjollet, og ‘My Very Good Friend The Milkman’ er og bliver en bagatel, som også Clapton forsøgte at løfte til noget større på sit seneste album, men Irving Berlins ‘Always’ synger McCartney, som om han har skrevet den.

Albummets højdepunkt er ‘My Valentine’, en nyskreven McCartney-sang, i Sinatras cigaretrygende, fortællesyngende stil. En af McCartneys store kærlighedsoder folder sig her ud, så det bliver til en film om naivitetens styrke og forelskelsens vingefang. Clapton og London-symfonikerne lyder, som om de også har prøvet det der med at møde en ny kærlighed så omvæltende, som er det den sidste. Det er gåsehudsfremkaldende rørende.

Jeg har noteret mig, at alderskortet af flere lokale anmeldere er blevet kylet flittigt og forudsigeligt i bordet. Ord som ‘morfar’ og ‘sutsko’ har ikke været ment som en ros. I mine aldersstegne ører er det at misforstå pladen og sangerens intentioner. Og jeg tror, McCartney er ligeglad.

Kisses on the bottom er et udvalg af evergreens, der sagtens selv kan ende med at blive en evergreen.

Paul McCartney: Kisses on the bottom. Producer: Tommy LiPuma. MPL/Universal. Deluxe-versionen.

Pressefoto: Mary McCartney/MPL ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK