Michael Friis fylder 60

Der er bassister og så er der Michael Friis. I snart 40 år har han med tilbagelænet autoritet betjent den el-bas, som for mange først bliver hørbar i tonesproget, når man fjerner den. Det indtryk har Michael Friis, som i dag fylder 60, gjort sit for at ændre. Han kan både akkompagnere og accentuere, men aldrig for at blære sig, selv om han har god grund til det, så suverænt som hans bas altid finder melodien i melodien.

Oprindeligt var han både til pigtråd og trad. jazz i Københavns Fodvarmere. Siden er der kommet flere farver på paletten. Han måtte til at begynde med love sin mor ikke at spille steder, hvor der blev serveret alkohol. Derfor befandt han sig ved juletid 1969 i en øvekælder i en skole ved Hareskoven med Cy Nicklin, som efter Cy, Maia & Roberts kommercielle kuldsejling ville noget andet. Det blev til Culpeper. Til 1978 var Friis bassist i det band og satte nye hjemlige normer, inspireret af Paul McCartney, Jack Bruce og bassisternes bassist, Jaco Pastorius, som Friis introducerede for den danskbyggede båndløse Mørch-bas, der blev hans varemærke. Og omvendt.

Efter Culpeper fortsatte Friis ad to spor: Med Kenneth Knudsen i Anima og med den noget mere folkekære Sebastian, hvis kunstneriske udvikling i 80’erne ikke var forløbet på samme måde uden Friis (og Knudsen). Siden har Friis fungeret som kapelmester ved stort set alle betydende Sebastian-projekter. Om et par uger er han igen kapelmester, når Sebastian sommerturnerer med sit genopstandne Dream Team.

Som freelancer kender han faren ved at lægge alle æg i en kurv, så han har også spillet – og i stigende grad produceret – for bl.a. Paul Banks, Brødrene Olsen, Bamse, Povl Dissing, Lis Sørensen, Jan Toftlund, Erann DD og Jacob Groth, hvis filmmusik han live-opfører. Producer er han ikke blevet, fordi han partout vil bestemme, men fordi mange har indset, at med ham i bandet er det som at gå over åen efter vand at hyre en anden til det job. Sideløbende har han også dyrket en svaghed de skæve taktarter, bl.a. i ensemblet Polkageist.

Hans vennesæle rundhed gemmer på en tør, ikke uskarp humor, som i en årrække gjorde ham til en naturlig del af Monrad & Rislunds platituder samt P3-satiren. Svagheden for det ikke alt for lagkagekomiske dyrker han stadig, nu som komponist og kapelmester for Bornholmerrevyen. Her arbejder han med Annette, hustruen gennem tykt og tyndt.

Parret er bosat på øen, hvis klippegrund synes at stå godt til hans soliditet.

Foto: Mikkel Thomas fra www.mikkel-thomas.dk