Mirakel: Crosby fylder 70

David Crosby kunne være endt som en del af sine kolleger – for tidligt død af umådeholdent indtag af både bevidsthedsudvidende og livsforkortende substanser. I morgen fylder guitaristen, sangeren og sangskriveren 70.

Stik mod alle odds. I hvert fald at dømme ud fra hans sygdomshistorie: Mangeårigt stofmisbrug, fedme med medfølgende diabetes 2 suppleret af leversygdomme. Og så medtæller vi ikke lige betingede fængselsstraffe for besiddelse af såvel våben som stoffer. Samt spritkørsel.

Nu om dage har han fået ny lever, har tabt sig og det forhenværende syrehoved fremstår som en ældre rockens statsmand med den pondus, der kommer af at have været med til at skrive rockhistorie ikke en, men to gange.

David Van Cortland Crosby stammer fra et pænt hjem i Los Angeles. Faderen, Floyd Crosby, var Oscar-vindende filmfotograf, og allerede på high school medvirkede David i musicals. På college virkede det naturligt, at han gik på dramalinjen, men musikken trak. Han blev en af mange drop outs i de tidlige 60’ere.

Efter en inspirerende smuttur til Greenwich Village, dannede Crosby i 1964 sammen med Roger McGuinn og Gene Clark et band, der året efter albumdebuterede som The Byrds. Meningen var, sagde McGuinn, at kombinere Lennon og Dylan. Og med Crosbys svaghed for alt andet end det lineære fik musikken også indføjet en jazzet dimension – Miles Davies var ikke ukendt land.

The Byrds brød igennem med en version af Dylans ‘Mr. Tambourine Man’, der definerede en ny genre, folkrocken. Med Crosby som motor i vokalharmonierne samt bidragyder med smukke, tonalt skæve sange som ‘Everybody’s Been Burned’ blev The Byrds i et par uhyre produktive år dagsordensættende som en hippere udgave af The Beatles.

Imidlertid kunne de lide musikken mere end hinanden. Crosby sammenlignede gruppens indspilningssessions med »at udkæmpe krige.« Med til billedet hører, at var der ikke en konflikt, skulle Crosby nok finde en. Samtidig begyndte han at spille med andre toneangivende musikere i Californien.

Det brød resten af The Byrds sig ikke om. Og da Crosby skrev mere og mere utraditionelle sange, som ikke fik lov at komme med på pladerne – bl.a. trekantsdramaet ‘Triad’ – var han egentlig ikke overrasket, da han i efteråret 1967 blev bedt om at tage sin læderfrynsede hippievest og gå.

Sammen med sine nye venner, Stephen Stills og Graham Nash, brugte han derpå dengang uhørte 800 timer i studiet på trioens debutalbum, der i maj 1969 satte en ny, stadig uovergået standard for flerstemmig rocksang. Og bød på sange af den slags, der både illustrerede ungdomsoprøret og overlevede det. På det album og det efterfølgende, med Neil Young, ”Déjà vu”, gav Crosby blød- og blidheden skarphed. Han står bag sange som ‘Long Time Gone’, ‘Wooden Ships’, ‘Guineviere’ og ‘Almost Cut My Hair’.

I 1971 udsendte han det første af kun tre soloalbums,If Only I Could Remember My Name. Pladen deler stadig vandene. Enten synes man, det er udflippet udkrads eller også er det meditativt improviserende – psykedelisk folkjazz er det blevet kaldt.

http://www.youtube.com/watch?v=OUKE0WZNTTs

Siden har Crosby samarbejdet med Stills, Nash og Young, men der er langt mellem de meningsfulde plader. Som duo har Crosby og Nash derimod holdt sammen så længe, at det i dag kun virker pikant, at de begge har været kærester med Joni Mitchell. Dog ikke samtidig, selv om det ville have været helt i tidens ånd.

David Crosby selv har et afslappet forhold til sin fortid. Den har han beskrevet i et par bøger. Titlen på den seneste, fra 2006, er ret sigende: How I survived everything and lived to tell about it.

Og så skal det også lige med, at han i bedste generøse tresserånd i 2000 lod sig afsløre som sæddonoren til kollegaen Melissa Etheridges børn. Den indsats bragte ham igen på forsiden af Rolling Stone.

Illustration: Forsiden af bokssættet Voyage.