MIDT I EN BEATTID

Jeg var engang rejseleder. Det var ikke så stor en succes, så jeg har ikke genoptaget hvervet. Vi skriver 1980. Anledningen var den første Pink Floyd-turne med The Wall, Roger Waters monstrøse, traumatiserede billede af efterkrigstids-England. Politiken-læsere havde deltaget i lodtrækningen om en rejse til Europa-premieren i London. Og af en eller anden grund syntes min daværende arbejdsplads, at jeg ville være den rette guide. Selv om jeg ikke havde anmeldt albummet alt for imødekommende i avisen, for nu at sige det mildt. Opblæsthed har altid givet mig røde knopper. Både egen og i særdeles den, der bærer en type som Roger Waters.

Dengang var avisbudgetterne og flypriserne ikke til, at man fløj vindere af sådan en konkurrence til London. Næh, vi tog toget til Belgien og derfra en brækoverfyldt færge over kanalen. Undervejs var der rig lejlighed til at diskutere. Da vi nåede London, var der nærmest lynchstemning mod mig. Sammen med med 17.975 andre sad vi i Earls Court. Mine sidekammerater dirrede af spænding, ikke mindst efter at stemmen over højttaleranlægget havde sagt: Please no fireworks, believe me, there will be enough explosions in your mind. Ikke desto mindre havde jeg svært ved at holde mig vågen, og da mit hoved nikkede uopretteligt i andet sæt, overvejede mange af mine rejsefæller at undlade at forny deres abonnement.

Jeg fandt The Wall dybt kedsommelig. Og ufrivillig komisk i al sin isolerende selvhøjtidelighed. Opbygningen og – i andet sæt – nedrivningen af en mur i skumgummiblokke lignede scenografien fra en dansk film som Reptilicus. Konkurrencevinderne syntes, det – og den engelske øl – var storslået. Jeg var meget stille på vejen hjem, som forekom ret lang.

Ingen fans er nemlig så dedikerede og irriterende bedrevidende som Pink Floyd-fans. De er ligesom Roger Waters. Selv om jeg havde lyst til det, forekom det mig trods alt for uhøfligt at krybe i læ bag mig min nyindkøbte Walkman.

Nu får jeg chancen igen, men jeg tror, jeg står over – Roger Waters, som jo er Pink Floyd, uanset, hvad David Gilmour siger, genopfører The Wall. Fordi han synes, tiden er moden til det, og fordi mange af de samme temaer fra dengang i følge ham går igen i debatten. Samt vel ikke mindst fordi det er 30 år siden, og fordi hans egen solokarriere måske ikke har været helt så murbrækkende.

Foreløbig er der kun afsat datoer til amerikanske opførelser, men lur mig …