Muren genopføres

1 Comment

Jeg var engang rejseleder. Det var ikke så stor en succes, så jeg har ikke genoptaget hvervet. Vi skriver 1980. Anledningen var den første Pink Floyd-turne med The Wall, Roger Waters monstrøse, traumatiserede billede af efterkrigstids-England. Politiken-læsere havde deltaget i lodtrækningen om en rejse til Europa-premieren i London. Og af en eller anden grund syntes min daværende arbejdsplads, at jeg ville være den rette guide. Selv om jeg ikke havde anmeldt albummet alt for imødekommende i avisen, for nu at sige det mildt. Opblæsthed har altid givet mig røde knopper. Både egen og i særdeles den, der bærer en type som Roger Waters.

Dengang var avisbudgetterne og flypriserne ikke til, at man fløj vindere af sådan en konkurrence til London. Næh, vi tog toget til Belgien og derfra en brækoverfyldt færge over kanalen. Undervejs var der rig lejlighed til at diskutere. Da vi nåede London, var der nærmest lynchstemning mod mig. Sammen med med 17.975 andre sad vi i Earls Court. Mine sidekammerater dirrede af spænding, ikke mindst efter at stemmen over højttaleranlægget havde sagt: Please no fireworks, believe me, there will be enough explosions in your mind. Ikke desto mindre havde jeg svært ved at holde mig vågen, og da mit hoved nikkede uopretteligt i andet sæt, overvejede mange af mine rejsefæller at undlade at forny deres abonnement.

Jeg fandt The Wall dybt kedsommelig. Og ufrivillig komisk i al sin isolerende selvhøjtidelighed. Opbygningen og – i andet sæt – nedrivningen af en mur i skumgummiblokke lignede scenografien fra en dansk film som Reptilicus. Konkurrencevinderne syntes, det – og den engelske øl – var storslået. Jeg var meget stille på vejen hjem, som forekom ret lang.

Ingen fans er nemlig så dedikerede og irriterende bedrevidende som Pink Floyd-fans. De er ligesom Roger Waters. Selv om jeg havde lyst til det, forekom det mig trods alt for uhøfligt at krybe i læ bag mig min nyindkøbte Walkman.

Nu får jeg chancen igen, men jeg tror, jeg står over – Roger Waters, som jo er Pink Floyd, uanset, hvad David Gilmour siger, genopfører The Wall. Fordi han synes, tiden er moden til det, og fordi mange af de samme temaer fra dengang i følge ham går igen i debatten. Samt vel ikke mindst fordi det er 30 år siden, og fordi hans egen solokarriere måske ikke har været helt så murbrækkende.

Foreløbig er der kun afsat datoer til amerikanske opførelser, men lur mig …

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    Claus13. april 2010 - 12:31

    ingen fans er nemlig så dedikerede og irriterende bedrevidende som P.F. fans. Haha…det er så sandt!

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top