Nancy with the laughing face

Da Nancy Sandra Sinatra fyldte femten, forærede hendes far hende en Chevrolet, gaveindpakket med en sløjfe. I dag fylder »Nancy with the laughing face« 70. Selv om hun har begået to rehabiliterende bøger om ham, har det ikke været nemt at være datter af en alkoholiseret, utro og utilregnelig far, der prøvede at kompensere for sin sporadiske tilstedeværelse i familielivet ved at strø om sig med gaver og sidelinjebilletter til det skørlevned, han mirakuløst fik til at stemme med en karriere som verdens bedste og berømteste popsanger.

Som nittenårig medvirkede Nancy i et tv-show, faderen holdt for Elvis Presley, netop var hjemvendt fra værnepligt i Vesttyskland. Sinatra hadede rock ’n’ roll, men elskede gode seertal, så han holdt gode miner til slet spil. Og optrådte med Nancy og ’You Make Me Feel So Young,’ hvor han selvfølgelig sang »old«. Hans datter blev den aften klar over, at det ikke var nok at se yndig ud med de kendte. Hvis hun ville noget i showbiz, måtte hun selv  gå sine støvler til. I modsætning til lillebroren, Frank Jr., der aldrig kom ud af fars skygge, trods et uomtvisteligt talent.

Selvfølgelig fik hun sin pladekontrakt på grund af efternavnet, men da de første singler ingen vegne førte, var hun tæt på fyring. Så blev hun sat sammen med sangeren og sangskriveren Lee Hazlewood i 1965. Han havde produceret guitarkongen Duane Eddy, og var præcis så skæv i sin tilgang til pop, at han fik cheerleadertypen Nancy til at fremstå cool og gadehjørnefræk på den udødelige 1966-single ’These Boots Are Made For Walking,’ som bl.a. blev nummer et i USA. Efterfølgeren ’Summer Wine’ nåede ikke så højt, men er i dag evergreen. Det samme er duoens ’Some Velvet Morning’, og far Frank cementerede Nancys succes ved i 1967 at synge med hende på ’Something Stupid’, unægtelig noget mindre formeksperimenterende end den musik, hun og Hazlewood udfoldede på lp-plader, der fik kultstatus.

Og så kunne den historie nemt ikke have været længere. Hun skrottede en b-filmkarriere, der aldrig havde taget fart, blev skilt, gift igen og blev mor og brugte tiden på at passe hus og hjem. Indtil hun i 1995 forsøgte et comeback med albummet ’One More Time’, der blev fulgt på vej med en næsten-nøgen serie i Playboy. 54 år gammel. Billederne solgte magasiner, men ikke plader.

Sangeren Morrissey havde længe været fan af hende, og da de havde været naboer i Los Angeles, var vejen ikke lang til et samarbejde. Resultatet kom i 2004 med et album, der bare bar hendes navn. Bono og The Edge fra U2, Jarvis Cocker, Peter Yorn og Little Steven var blandt bidragyderne til pladen, der kun blev et hit hos anmelderne.

For det brede publikum vil hun for altid gå klædt i de hvide popart-støvler, der ikke har bragt hende ud af stedet siden sidst i 60’erne. Som hendes far sang: »That’s life…«

PS: Frank Sinatra gjorde nærmest sangen om Nancy med det leende ansigt til sin, og troede, at Jimmy van Heusen havde skrevet den til Nancy. Det havde han ikke. Sangen, med tekst af Phil Silvers og Bill Burke, er faktisk skrevet som en fødselsdagshilsen til van Heusens kone, Bessie i 1942. De sang den til hendes party med så stor succes, at de genopførte den ved venner og bekendtes fødselsdagsfester. Dog udskiftede de navnet. Altså også til lille Nancys fødselsdag. Frank blev begejstret og ville straks indspille sangen. Forfatterne havde ingen interesse i at fortælle ham, hvordan tingene hang sammen…