Nik & Jay i æreslogen

Jeg gik glip af DMA i lørdags. Fruen og jeg tilbragte en forlænget weekend i Bologna, og dernede var der både velekviperede boghandlere og pladebutikker, så man ikke skulle tro, de havde hørt om krisen eller downloading. Og i pladebutikkerne var Agnes Obel fremme i billedet. Det forstår jeg, at hun også var i lørdags ved DMA-uddelingen.

Derimod så jeg syd på ingen plader med Nik & Jay. Til gengæld kan jeg nu læse mig til, at de er årets modtagere af IFPI’s ærespris. Som det hedder “for deres markante fingeraftryk på den danske musikscene gennem snart ti år”. Her kunne jeg godt finde på at spørge, hvem det nu l-i-g-e er, Nik & Jay har påvirket herhjemme; altså udover – og respekt for dem – deres mange tilsyneladende ikke aldrende fans.

Mit ærinde er et andet: Jeg var i sin tid en af dem, der mest vedholdende slog på, at det ville klæde den danske pladebranche at uddele en årlig ærespris. For at minde sig selv og forbrugerne om, at det også drejer sig om andet end øjeblikkets kultur. Jeg og andre gjorde også gældende, at det er for ringe, at der ikke findes en officiel Hall of Fame. Den har vi til gode, men måske er det meget godt, den er ikke er blevet etableret.

Årets DMA efterlader nemlig indtryk af at være arrangeret af en selvtilstrækkelig, lukket klub, hvor ophavsretsadministratorerne KODA – som et krisetegn? – endda går i seng med fjenden og lader sig indfedte i kriterierne for uddelingen af priserne.

Armslængdeprincippet er der ikke gehør for i IFPI, pladebranchens fællesorganisation, ja, man lyder nærmest, som om man ikke ved, hvad det er. Det er i hvert fald ikke problematisk eller behæftet med habilitetsproblemer endsige interessekonflikter, forstår man, at priskomiteen kun består af musikere, sangskrivere, KODA og pladeselskabspinger. Noget så profant som kritikere og journalister er der ikke overskud til at have med i de fora, hvor priserne uddeles. Eller skulle man i virkeligheden sige ‘fordeles’?

Den holdning ses tydeligst omkring valget af Æresprisen. Den, der skriver dette, var i ti år formand for den priskomite, der uden indblanding fra branchen besluttede, hvem der skulle hædres. Jeg forstår godt, at der altid er behov for at tænke nyt, især da DMA for et par år siden befandt sig i et vadested uden tv-sponsor, og faktisk var på nippet til at blive nedlagt. Så fred med det og den gamle ærespriskomite. Vi er stolte af de navne, vi fik valgt, og så med forventning på, at andre tog over. Nye generationer, nye præferencer, nye tidsalen.

I det lys er der sådan ikke noget i vejen med at ære Nik & Jay, selv om Kandis nok har påvirket flere, men hvor hipt ville det lige være på prime time. Til gengæld er der grund til at undre sig over det svar, IFPI kommer med, da GAFFA spørger, hvem der egentlig har bestemt årets æresprismodtager: “Det har et internt IFPI DMA-udvalg i samråd med KODA,“ siger kommunikationschef Lasse Lindholm. Punktum.

Hvorfor skal navnene på dem, der finder frem til, hvem der skal æres, hemmeligholdes? Er det ikke et ærefuldt hverv? Tør de ikke være ved det?

Er jeg den eneste – bortset fra IFPI og Erik Jensen – der sidder tilbage med indtrykket af, at TV2 har sat umisforståelige krav om ungdom og seertække til IFPI for at ville direktsende DMA?

Aftenens store vinder var i hvert fald TV2. Hvad musikken og musikerne vandt ved det, er jeg mere i tvivl om.