Ny Larsen-bog ikke helt fjong

11 Comments

Vi behøver ikke hyre Megafon for at finde ud af, at Kim Larsen er lige så kendt som dronningen. De to har endvidere det til fælles, at kun et fåtal virkelig kender dem. Men mens Margrethe får penge for at være offentlig, har Kim aldrig følt det som sin forpligtelse at skulle kvittere for pladesalget ved at stille sig til rådighed, ud over det allermest nødvendige – foran en mikrofon på en scene og til nød et interview, når musikken skal sælges. Resten har altid været adgang forbudt.

Denne reservation omkring privatlivet har naturligvis pirret pressen. Journalister har altid fundet det umuligt at fatte, at nogen bare har lyst til at være i fred. Privatliv og retten til samme er som en rød klud for standen.

Forleden udkom Kim Hyttels revanchistiske selviscenesættelse med Larsen som omdrejningspunkt. Bøger af den slags gør det let at forstå sangerens vægren ved at stille sig til rådighed.

I dag kommer en bog af en ganske anden støbning. Den hedder Solisten med undertitlen ’Historien om Kim Larsen’. Hovedpersonen selv vil nok gnægge over sandhedsværdien i at sætte historie i bestemt form, men den fortjener ros for sin usensationalistiske lødighed.

På inderflappen kan man læse, at forfatterne »i 2010 skrev et stort fødselsdagsportræt af Kim Larsen i Euroman«. I den udgave af samme blad, som jeg har, stod de bag en udførlig vox pop, hvor de citerede store og små i og omkring Kim Larsen, mens den, der skriver dette, begik den store, sammenfattende artikel. Men fred med det.

Det er nemlig en rigtig god ide at lade nogen, der gik i børnehave eller cirka deromkring, da Midt om natten satte sin uovergåede salgsrekord, genfinde sangen om Larsen med alle dens mis- og vellyde. Jakob D. Lund og Peter Rewers er herligt ubesmittede. De har ingen gamle lig i lasten eller regnskaber, der skal gøres op.

Spørgsmålet er så, hvor helstøbt en bog, der er kommet ud af det.

Lund & Rewers har talt med snesevis af navngivne og tit nye kilder. Og forfatterne skriver godt, men også på den der velsmurte måde, som indikerer, at de kunne have skrevet en tilsvarende bog om Dennis Rommedahl, Hans Otto Bisgaard eller Stine Bosse. Professionalisme hedder den slags, og den er selvfølgelig påskønnelsesværdig i en tid, der hylder amatørismen, men bogen besidder ikke den glød og det engagement, der skal til for at matche en idiosynkratisk lystspiller som Kim Larsen.

Larsen medvirker – naturligvis, havde jeg nær sagt – ikke selv. Det gør centrale skikkelser i hans indre netværk som Peter Ingemann, Poul Bruun, Gasolin-overleverne og Erik Clausen heller ikke.

Derimod har Lund & Rewers blandt mange andre fået fat i Mariann, Larsens første kone (men ikke i Miss Q), og kammeraterne hjemme i gården fra før han blev forklædt som voksen.

Det gør afsnittene om barndom og tidlig ungdom, dannelsesårene, til bogens bedste stræk. Uden at falde for fristelsen til at fortabe sig i anekdoter (men de er der heldigvis) illustrerer forfatterne Larsens uforfærdede vej fra folkeskolen via de modstræbende gymnasieår til det skelsættende møde med »sindets frihed,« højskoleånden, personificeret i Niels Højlund på Askov.

Lige så interessante er de afsnit, hvor modsætningerne mellem Larsens erklærede kærlighed til kernefamilien og hans forhold til fortidige forhold ridses op. F.eks. ser han kun få af sine børn, fortæller en datter, som han ikke har set i en årrække. Det fik formiddagsaviserne forsider ud af i forskræppet for bogen, men forfatterne fortæller faktisk historien meget lidt dyneløftende.

Resten er kendt stof; fra flugten til Amerika til det frivillige eksil i H.C. Andersens by. Kendt i hvert fald for denne anmelder. Og hvordan skal det blive andet, når Larsen beholder sin historie for sig selv?

Som kompensation lader forfatterne så nogle af Larsens hyrede hænder fortælle om det demokratur og oplyste enevælde, solisten praktiserer i sine skiftende grupper, som alle sammen, forstår man, er dannet fordi han savner Gasolin’. Den eneste, der tilsyneladende ikke forstår det, er Kim Larsen, “den poetiske bulldozer”, som en musiker kalder ham.

I modsætning til andre bøger af slagsen er forfatterne til Solisten ikke så bundet op på at citere anmeldelser fra anno dazu mal. Det skal de ikke høre for. Til gengæld virker den samtidige omverden ofte ret langt væk. Og når selve musikken skal beskrives, virker bogen som en udvidet journalistisk hovedopgave eller kladden til en ph.d.

Det er en smule komisk med alvorsmine at spørge en æstetiklektor om grunden til Larsens sangstil: »Hans stemme er simpelthen bestemt af det brede gab…« får vi at vide. Nådada! Og musikforskeren Henrik Marstal fortæller, at Larsens sange oftest går i dur, mens hans kollega Henrik Smith-Sivertsen ser Larsen som en fortsættelse af spillemandstraditionen. Alt sammen utvivlsomt rigtigt, men også umusikalsk ude af sync med en sanger og sangskriver, der har det intuitive som sin væsentligste styrke.

I de øjeblikke bliver bogen både for kort og alt for lang. Men alt i alt fremkalder den et troværdigt, omend lidt sløret signalement af den Larsenske sammensathed mellem lun og lunefuld, mellem reaktionær og godt gammeldags progressiv, mellem indelukket og åbenmundet.

Og så til nogle irritationsmomenter her, hvor jeg selv bestemmer længden:

Det er mærkeligt at se, at de fleste af bogens fotos er taget en fotograf, der enten hedder POLFOTO eller Scanpix. Igenigen: Billeder tages af fotografer, ikke billedbureauer. Helt paradoksalt bliver det, når forfatterne citerer en kilde i bogen, men samtidig ikke kan finde ud af at skrive hendes navn ud for de efterhånden ikoniske billeder, hun har taget. Hvor svært er det egentlig lige at skrive Susanne Mertz/Scanpix? Eneste gang det sker er ved afbildingen af et pladecover.

I forordet tøver forfatterne ikke med at kalde bogen «det hidtil mest ambitiøse portræt af Danmarks største sanger og sangskriver.« Ambitionerne har ikke rakt til at udstyre bogen med det titel- og navneregister, der ville have gjort den brugbar som referenceværk.

Naturligvis er der en pladeliste, men ikke en diskografi – den slags hører nu om dage nettet til, men tankevækkende nok er der ingen litteraturliste. Skal vi virkelig bildes ind, at forfatterne har fundet på alt fra bunden? Eller er det ungdommelig skråsikkerhed/uvidenhed, der gør, at man kan skrive en hel bog om Larsen uden at fortælle læseren, at Peder Bundgaard har begået op til flere, ganske researchtunge, i sin tid banebrydende bøger om både Gasolin’ og Kim Larsen (senest opdateret i år!). Ja, på Gyldendals forlagshjemmeside kaldes Solisten endog “den første egentlige biografi om Kim Larsen.” Helt besynderligt bliver det, når man kan købe Bundgaards biografi i Gyldendals egen netboghandel. Øh?!

Den slags er ikke fjong.

Jakob D. Lund & Peter Rewers: Solisten – Historien om Kim Larsen. Gyldendal. 288 sider. Udkommer i dag.

Illustration: Bogens forside layoutet af Søren Damsted med foto af Peter Hove Olesen, POLFOTO.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

11 Comments

  1. comment-avatar
    Troels Frøkjær21. oktober 2011 - 10:51

    Tak for analysen, Torben! Om en avis hed det engang. “Den mindst ringe” – Ka man sige det samme om denne Larsen-biografi, eller foretrækker du Bundgaards?

  2. comment-avatar
    Torben Bille21. oktober 2011 - 11:00

    Det er to ret forskellige bøger, selv om historien er den samme. Bundgaards bog har den store fordel, at han faktisk var øjenvidne, mens de afgørende ting skete. I den retning må den nye bogs forfattere forlade sig på folks selektive hukommelse.

  3. comment-avatar
    Christina24. oktober 2011 - 11:36

    Jeg har selv læst bogen, og jeg er som dig ikke særlig begejstret. Der er helt klart mange mangler og løse ender.

  4. comment-avatar
    arne schiøtt24. oktober 2011 - 14:11

    Nu er der hele to nye bøger ude om Larsen, og ingen er vist helt tilfreds med nogen af dem. Det samme kan man vist sige om Bundgaards hyldest til sin ven. En klog mand (min far!) har en gang sagt at der er to som adrig må skribe en biografi. Nemlig en som hader personen og en som elsker personen! Begge er nemlig drevet af personlige motiver og har ikke et ønske om at sandheden om en person kommer frem! Enten bliver han fremstillet som en gud, eller som den onde selv! Vi har stadig den ultimative Larsen-bog tilbage, og så må vi håbe at forfatteren ikke bliver overfaldet af Larsens tæske-hold!

  5. comment-avatar
    torben bille24. oktober 2011 - 14:30

    Peder Bundgaard regner ikke Larsen for sin ven, hverken før eller efter at han skrev sin bog. Som han selv indleder forordet til den seneste udgave af ‘Larsen’: “Engang arbejdede jeg sammen med Kim Larsen…herefter skiltes vore veje.”

  6. comment-avatar
    arne schiøtt24. oktober 2011 - 16:17

    @torben bille: Interessant! Måske er det egentlige problem ved biografier, at de altid, på et eller andet plan, vil være et postulat, og derfor aldig kan fortælle den fulde sandhed om personen. Spørgsmålet er også om vi har krav på at kende en kunstner til bunds, måske bør vi bare være tilfredse med hans værker?

  7. comment-avatar
    Torben Bille24. oktober 2011 - 16:38

    @arne: Nu er jeg nok ikke lige den rette til at besvare det spørgsmål, men du har da en pointe. Et andet Bundgaard-citat fra hans Larsen-bog dukker op: “Bogen er ikke en tekstanalyse, læseren skal have fornøjelsen af at tænke selv…”

  8. comment-avatar
    My24. oktober 2011 - 19:41

    Ingen bog udover en bog skrevet af Kim Larsen selv vil nogensinde kunne beskrive Kim M Larsen… Så vi må håbe på at han har en erindringsbog i skuffen som kan udgives når han har forladt os…

  9. comment-avatar
    arne schiøtt24. oktober 2011 - 21:37

    @Torben Bille: Må erkende at min bogreol ville være lidt tom hvis ikke der var udgivet bøger om musikere og deres værker. Men jeg er nok kommet dertil hvor jeg hellere vil læse om de musikalske bedrifter, i det jeg selv via mit kendskab til sammme, bedre kan bedømme lødigheden af stoffet. Man kan sige at musikken ikke kan gemme sig bag en maske, som kunstneren jo kan! Jeg må da lige pointere at jeg stadig kan finde det spændende at dykke ned i en kunstners sind og væsen, for måske bedre at forstå hans værker.Men jeg må også erkende at så længe en kunstner ikke er hudløs ærlig er det begrænset hvor dybt man når og at man nogen gange ikke kan skelne mellem sandt og falsk. Hvilket de flere Larsen-biografier vidner om!

  10. comment-avatar
    Henrik Smith-Sivertsen24. oktober 2011 - 22:36

    Kære Torben

    Det citat, du refererer til, var naturligvis et kompromis. Jeg blev interviewet i næsten to timer af en, der ikke ville forberede sig ved at læse noget på forhånd, så derfor blev det meget overfladisk og klicheagtigt. Det blev så til det citat, som jeg var meget lidt tilfreds med, men sådan er gamet jo.

    Jeg vil nu med bævende hjerte kaste mig over bogen.

    /Henrik

  11. comment-avatar

    [...] Ny Larsen-bog ikke helt fjong Nye kommentareralice rohr til Hip hip for Peter Øvigs bogCAPAC » Spil Dansk Dag – i dag til Vilde med dansklars jørgensen til Vilde med danskClaus1 til Den stille rullesten fylder 75Torben Bille til Den stille rullesten fylder 75Billedpolitik Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden. [...]

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top