Og på elektrisk kamera … Jørgen Angel

Kommentarer slået fra

Jørgen Angel har været til mange koncerter. Og jeg har været til de fleste af de samme. Han først som fan og fritidsfotograf og siden som fotograf og fritidsfan. Han har været i hukommelsens mørkekammer og genfremkalder nu fortiden i Beat mm, en grafisk stilsikker coffee table-bog, udgivet af Den Gamle By i Århus (det måtte jo komme…). Museet er fra i dag fast hjemsted for hele hans samling af billeder og negativer. Bogen akkompagneres af en udstilling samme sted.

Det vil være unfair ikke at nævne, at denne anmelders øjne muligvis er farvede af, at fotograf Jan Persson (og jeg) i 2008 udsendte en bog med stort set samme tema, stort set samme titel og i stort set samme format. Forskellen på Angel og Persson beskriver Persson selv i Angels bog: “Jørgen gik også efter de mere poppede ting. Vi andre vrængede lidt på næsen af det, vi var jo højrøvede og fine, det var den store kunst hver gang…Han gik på en eller anden måde mere til biddet – tog i byen med musikerne, opsøgte dem på hoteller, backstage og så videre. Det tænkte vi andre ikke på. Vi var der måske nok, men det var ikke der, vi tog billederne.”

Folk som Jan Persson var på arbejde. Og var allerede voksne og veteraner, da den pæne forstadsdreng, Jørgen Angel, i 1966 fik færten af noget, der var større end ham selv, og som han bare måtte være med i, om det så ‘kun’ blev som iagttager. “Som en humlebi uanfægtet af sin egne mulige flyvefærdighed fløj han ud af reden i forældrenes villa i Lyngby med sin mors feriekamera i hånden og landede helt inde i hjertet af 60′ernes viltre ungdomskultur,” som bogens billedtekstforfatter og anekdotenedskriver, Martin Blom Hansen, formulerer det.

I starten fotograferede Angel til medlemsbladet i Gladsaxe Teen Club og solgte billeder til andre fans for en krone stykket. Det var der, han tog sine første scoops, billederne af den spritnye konstellation, Led Zeppelin. Det førte siden til en livslangt venskab med et af Angels yndlingsmotiver, Jimmy Page. Siden blev Angel fast leverandør til (pop)magasiner som Go og Vi Unge samt Berlingske Tidende. Han var dermed ikke så hip som de andre fotografer, men bildte sig ikke ind, at han var noget ved musikken. Istedet var han en venlig, forekommende, men aldrig føjelig mand, der altid så ud, som om han tænkte sit, mens han dokumenterede en subkulturs vej mod mainstream.

I dag sælger Angel sine billeder via det monopolagtige, globale bureau, Getty Images, og hans navn er kendt af dem, der læser billedtekster i Mojo, Uncut og Rolling Stone. Eller interesserer sig, hvem der har taget coverbilleder. Han lagde kameraet på hylden i midtfirserne, da branchen gik i selvglad selvsving og arbejdsvilkårene for (koncert)fotografer blev utålelige – det er de sådan set stadig.

En del af Angels billeder, f.eks. det af Annisette foran spejlet eller af den hedonistisk poserende Freddie Mercury, er af den slags, anmeldere kalder ikoniske. Angels billeder tilfredsstiller ikke altid nutidens fotografiske ambitionsniveau, men de emmer af øjeblikstilstedeværelse. Som han selv siger i bogen: “Man er som en håndboldspiller foran målet. Måske skal man ændre beslutning, når man hænger i luften, og målmanden har bevæget sig. Det foregår i et splitsekund. Så hurtigt kan man ikke tænke, og det er andre mekanismer, der sætter ind. Refleks måske.” Bogen viser, at Angel har ret gode reflekser. Og vidner om, at han ikke var ude på at lave kunst. At en del af det så alligevel bliver det, er jo netop kunsten. Og hvor er der i øvrigt mange farver i sort-hvide billeder…

Der er, paradoksalt nok, lidt for mange billeder i den tematisk opbyggede bog, lidt for mange i enhver forstand for små billeder, lidt for mange billeder af guitarister, der lirer guitar – billeder der med fordel kunne have været skrottet til fordel for fotos, der i højere grad kunne have fortjent hele opslag eller såkaldt falske opslag.

I takt med at Jørgen Angel blev teknisk dygtigere, blev musikere også dygtigere til at gemme sig bag facader og attituder. Det giver ikke nødvendigvis de bedste arbejdsbetingelser for en fotograf, men af og til brænder ægtheden igennem, som på et vidunderligt, nøgent ikke-nøgen-billede af Kim Wilde, som pludselig titter ud på os som en spurveagtig, forskræmt pige.

I sagens natur, Go og Vi Unge var ikke ungdomsoprørsorganer, fulgte Angel ikke i samme grad den danske scene, men til netop Go lavede han en fin journalistisk serie fra Thylejren, og hans skud fra de første Roskilde-festivaler er som at være der selv.

Der fangede han bl.a. Gasolin’ på vej mod berømmelsen. Og fem år senere var Angel, uden på forhånd at vide det, til stede ved det, der skulle blive bandets uannoncerede afskedskoncert. I Folkets Park i Malmø. Backstage tog han bl.a. det senere famøse foto af Larsen, som Gud har skabt ham, men det er hverken det eller billedet af Wili Jønssons tissemand, der om jeg så må sige bliver stående. Det gør til gengæld nedenstående stilleben af Gasolin’, der takker af. Et billede fuld af dybde og historiefortælling.

Muligvis fordi Beat mm er et fondsstøttet, musealt projekt, er bogen forsynet med et billedanalytisk efterord af den århusianske kunsthistoriker, André Wang Hansen. Det virker både befamlende og pseudointellektuelt; alt dét, hverken Jørgen Angel eller hans billeder er. De taler for sig selv.

The beat goes on…

Jørgen Angel m. Martin Blom Hansen: Beat mm – Jørgen Angels fotografier 1966-1983. Layout: Mette Secher. Red.: Thomas Bloch Ravn. Den Gamle Bys forlag. 270 sider.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top