Onkel Bob og hans nevø Steffen

Kommentarer slået fra

BABY BLUE_steffen b_03_W3910.ashx

På Betty Nansen Teatret går for tiden musikteaterforestillingen Baby Blue med afsæt i Steffen Brandts nye dobbelt-cd af samme navn. Jeg har endnu ikke set stykket, men bidrager i al ydmyghed til det i form af en tekst til programmet:

FOR MANGE medieår siden, i 2001, var jeg med til at give Bob Dylan en boggave på hans 60 års dag. Til antologien ”Dage i Dylan” fik jeg Steffen Brandt til at bidrage med et digt, ”Klarhedens hav”, der solidariserede sig med den nådesløse ensomhed, der altid har været Dylans selvvalgte lod. Uanset hvor insisterende verden end bankede på hans dør.

Det er et godt digt, lige som det er en god plade, Brandt nu nærmest som en forsinket forlængelse af digtet har udgivet med kongeniale gendigtninger af atten af Dylans sange. Projektet er ikke bare vellykket, men logisk, for de ligner hinanden, onkel Bob fra Amerika og hans nevø, Steffen fra Sjællandsgade.

INGEN AF DEM har været til fals for smiger eller pressegunst, ingen af dem synger, så det kunne have bragt dem ind på konservatoriet eller med i et boyband, ingen af dem har kastet deres privatliv i grams, de har brugt det sprog, de drømmer på, til det yderste, ikke ens – Dylan fantasifuldt flagrende og Brandt ind-til-benet dagligdags og dog drilsk og underfundigt – men de har begge leget ståtrold bag dobbeltbund og sarkasme, med hver sin grad af intensitet. Dylan kunne især i sine unge år lide at skrue op, mens Brandt fik en del ud af at skrue ned. På den måde har begge tegnet tiden, deres tid. Uden at det skal lyde som en nekrolog, dertil er de stadig alt for levende.

Før nogen begynder at mumle, at nu skal han ikke komme for godt i gang med at sammenligne de to, er det på sin plads at sige, at disse ord ikke er et forsøg på at gradbøje de to i forhold til hinanden endsige tildele dem stjerner, hjerter eller hvad ved jeg, som er tidens afmægtige måde at vurdere kunst på. Men de synes begge at glide ubesværet på plads i enhver gymnasielærers drøm om at fastholde selv så forskellige kunstnerne i skuffen med titlen: ”Sangskrivere, der lissom siger enormt meget om samtiden.” Mistænkeligt ubesværet.

RUBRICERING HAR altid været fortolker-holgernes værn mod den kunst, der ikke vil fastholdes, men selvfølgelig er der lidt om det. Dylan skrev i 60’erne sange, der ikke kun beskrev, men reflekterede borgerrettigheder, ungdomsoprør og antimilitarisme. Og tidens turbulens. Det forbløffende ved de Dylan-sange er, at de fleste af dem siden har løsrevet sig fra den tid, de blev til i. ”Blowing in the wind” er f.eks. både en slags ”We shall overcome” for tvivlere og en banal lejrbålssang, ”Like a rolling stone” er en fædrelandssang til Utopia, mens ”The times they are a-changing” og ”Masters of war” er blevet mere udhulet af tidens tand. The Beatles, derimod, kan ikke ligge stille i skuffen med samtidsbeskrivere, selv om der er almindelig (anmelder)enighed, at netop de fire tonsatte 60’erne på en måde, der virker tidløs. Alligevel kan kun få Lennon-McCartney-sange siges at gå ind i strømninger i datiden. Ja, selv et dengang brændende emne som ’revolutionen lige om hjørnet’ havde de så splittet en mening om, at de faktisk lavede to udgaver af sangen ”Revolution” – en, hvor de sagde ja og en, hvor de sagde nej.

DENNE VÆGREN sig ved det definitive bringer mig naturligt tilbage til Brandt. På samme, men unægtelig mere lokale, måde som Dylan besang 60’erne, beskrev han de fattigfirsere, der var rige på umådehold, attituder og fremtidsfortrængning. Han gav den kreative klasse og dens medløbere en på kassen, så det gav kasse. Uden at lyde udspekuleret. Snarere løber der gennem TV-2-sangene fra den tid et vemod, grænsende til medlidenhed, nødtørftigt forklædt som ironi. Var han spejlet eller stod han selv foran det? Præcis som Bob Dylan.

DA DYLAN havde fået nok af verden, vendte han sig en kort, hengiven overgang mod Gud, men har siden sunget om sig selv, mere eller mindre. Hans (k)ærlighedssange fra det seneste ti-år er ikke så ikoniske som hans 60’er-træffere, men han sætter meget mere på spil. De handler stadig om tiden, men nu om den tid, han har tilbage.

BRANDT ER ikke holdt op med at synge om danskerne, men siden ”Nærmest lykkelig” fra 1988 har han givet sig selv og sit mere plads. Ironien har ikke længere førsteret til sendetiden. Noget, der sagtens kan gå for at være alvor, og som lyder mistænkeligt som inderlighed, dukker med stadig hyppigere mellemrum op i hans sange. Nogen vil mene, at netop vægtningen af det personlige er et tidstypisk tegn, men Brandt er ikke navlebeskuer og egoist. Personligt mod kan bare antage mange former.

På den led er hans Dylan-plade helt i Dylans ånd. Sammen tager de bad i klarhedens hav. Uden at blive gennemsigtige.

Pressebillede fra forestillingen taget af Natascha Thiara Rydvald

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top