Parker er stadig passioneret

Man kan som bekendt ikke være vred, ung mand hele livet, uden at det kommer til at virke patetisk. Alligevel har sangeren og sangskriveren Graham Parker, som fylder 60 i morgen, ikke mistet noget af den ulmende glød, der gjorde hans musik så let antændelig, dengang han slog igennem som kritikerkæledægge i 1976 med sit band The Rumour og det Nick Lowe-producerede album ’Howling Wind’, som er blevet kaldet et af alle tiders bedste debutalbum.

Desværre for Parker gav England de år god grobund for vrede, unge mænd. Her tænker jeg ikke på punken, men på en sanger som Elvis Costello, der med sit debutalbum i 1977 overhalede Parker indenom. Både fordi han var en mere original og konsistent sangskriver og fordi han udfordrede og tiltalte medierne mere.

’My Aim Is True’ hed Costellos plade. Det kunne også have været mottoet for Parkers virke. Den tidligere tomatplukker, hashryger og ufaglærte fabriksarbejder skjulte ikke sine ambitioner. Musikken virkede som en magnet på ham. Og omvendt.

Sådan fremstod han i hvert fald på en scene. Selv om han har udgivet et hav af studieplader, bl.a. med 14 års mellemrum det fine og afrundede ’Squeezing Out The Sparks’ og det mere nedtonede ’12 Haunted Episodes’, kommer han stadig bedst til sin ret i en koncertsal, allerhelst en lille, lavloftet af slagsen. Ikke for ingen ting var Parker eksponent for det, der blev kaldt pub rock.

Inspirationen fra især Van Morrison er (somme tider for) tydelig, men selv har Parker påvirket folk som Bruce Springsteen, der gæster en af hans plader, og et band som Southside Johnny & The Asbury Jukes er tvilling til Parkers snertende og snerrende soul-rock.

Bortset fra enlige svaler som ’Don’t Ask Me Questions’ og ’Wake Up Next To You’ har han aldrig fløjet højt på hitlisterne, og han måtte vente forgæves på et gennembrud i USA. Hans gennemslagskraft blev ikke større af talløse pladeselskabsskift.

Når Graham Parker i dag ikke udgiver gamle og nye live-optagelser på sit eget selskab og skriver bøger – det er blevet til to romaner og en novellesamling – spiller han på de mindre spillesteder. Vreden er måske forduftet. Det er lidenskaben ikke, som man ser af denne video. Den er for ham ikke bare endnu et ord, men en måde at overleve på for nu at parafrasere en af Parkers bedste sange, ’Passion is no ordinary word’.

Omtalen kan også læses i Politiken i dag.

Udsnit af Julie Lasts forsidefoto til 2007-cd’en Don’t tell Columbus.