I morgen er det præcis 50 år siden The Beach Boys første gang optrådte under det navn. Det foregik ved The Richie Valens Memorial Concert i Long Beach Municipial Auditorium i det Californien, de om nogen satte i musik. Før det havde de kaldt sig The Pendletones og Carl & The Passions. Hvorfor ikke benytte mærkedagen til et genhør med deres ultimative album?
Konkurrence er kunstens afrodisiakum. Det fremelsker det bedste hos de bedste og gør de gode endnu bedre. Således også Brian Wilson, Beach Boys-lederen med det svære sind. I slutningen af 1965 sad han sammen med nogle venner og fyrede en fed til det netop udkomne Beatles-album Rubber Soul.
Da han havde hørt det en gang, hørte han det igen. Og igen. Og den eneste måde at komme over det på var at lave en plade, der, ligesom Rubber Soul, brugte mediet fuldt ud. Hang sammen med andre ord, som andet end en samling singleplader. Beach Boys’ seneste udgivelse var Beach Boys Party! som netop var det: En spontan, live-indspillet dagligstueafslappet sag, som havde skaffet bandet endnu et hit i ‘Barbara Ann’. Unplugged og lo-fi før det hed det.
Intet kunne være mere forskelligt fra det, Brian Wilson havde i tankerne – en plade, nej, et stykke sammenhængende musik, som skulle lovsynge kærligheden og forelskelsen. Skrevet af en efterhånden nogenlunde voksen mand, men med teenagerens troskyldige renhjertethed. Så far sendte børnene væk i nogle måneder, og mens resten af Beach Boys turnerede i Det fjerne Østen begravede Brian Wilson sig i pladestudiet, det eneste sted denne sammensatte, skrøbelige personlighed virkelig følte sig fri.
Resultatet, Pet Sounds, er for længst blevet kanoniseret og anbragt på piedestal i rockens pantheon. Ja, det har fået en status, så man i perioder har kunnet markere sin modernitet ved at erklære pladen for alt for overvurderet. Til den påstand er bare at sige: I 1997 udkom et bokssæt udelukkende viet til tilblivelsen af Pet Sounds. En af cd’erne rummer alle vokalspor, uden instrumentering. Det er sådan, det må lyde i himlen!
På Pet Sounds forener Brian Wilson barbershop-tradition, Tin Pan Alley-pop, filmmusik, easy listening, inspirationen fra The Beatles og hans eget talent for at få tre minutter til at vare en evighed.
Temaerne er banale og sande. Utroskab, forelskelse, usikkerhed, tab, savn og en længsel, der næsten lyder, som om den er bedre end fuldbyrdelsen. Melodierne er elegante, men åbne og nøgne. Det er en grundlæggende melankolsk plade med højdepunkter i sange som ’Don’t Talk’, den mageløse melodi ’Caroline No’, rockens svar på Salomos højsang – ’God Only Knows’ og den semireligiøse (selv)erkendelseshymne ’I Know There’s An Answer’ med de sigende linjer: »I know there’s an answer/
I know now/but I have to find it in myself …«
Teksterne er for størstedelens vedkommende skrevet af reklametekstforfatteren Tony Asher. Og læst er de ikke stor poesi, men de synges, så de bliver det.
Der er en indlevelse i denne musik, som er ekstra bemærkelsesværdig, fordi resten af bandet først fik adgang til sangene og mikrofonerne, da Brian Wilson var færdig med at indspille instrumentalsporene.
Pet Sounds er også Brian Wilsons måde at menneskeliggøre Phil Spectors indspilningsmetoder på. Spectors legendariske og forkætrede Wall of Sound gjorde Wilson mindre monumental. Han brugte i vid og rig udstrækning Spectors metode med f.eks. at lade guitar og piano spille præcis det samme eller lægge to eller tre basguitarer oven i hinanden, men musikken kom til at ånde, og der er noget kammermusikalsk over store stræk af pladen, som blev indspillet live i studiet i modsætning til tidens trend med at indspille instrument for instrument. Uden nodestativ og -stivhed.
Pet Sounds blev ingen succes, da den udkom. Faktisk mest det modsatte. Otte uger efter udsendelsen sendte pladeselskabet derfor en greatest hits-samling på gaden. Den solgte til en guldplade med det samme! Imens sad Paul McCartney ovre i England og hørte Pet Sounds, mens han rev sig i håret og tænkte over, hvordan han og The Beatles kunne overgå Brian Wilson.
De forsøgte sig året efter med Sgt. Pepper …
Illustration: Et outtake fra fotosessionen i San Diego Zoo til forsiden af albummet. Foto: George Jerman
FØLG MIG PÅ FACEBOOK
Rigtig fin omtale af et af musikhistoriens bedste albums, men det er altså en myte, at pladen ikke blev nogen succes, som du understreger i kursiv – og som mange andre også fejlagtigt oplyser.
Pladen nåede rent faktisk 10. pladsen i USA og 2. pladsen i England.
Hvad angår singlerne, så blev Caroline No udsendt som en Brian Wilson solo single, meget sigende for omstændighederne bag indspilningen af albummet. Den nåede kun 32. pladsen i USA. Til gengæld nåede Sloop John B som næste single 3. pladsen i USA og 2. pladsen i England. Herefter nåede Wouldn’t It Be Nice som næste single 8. pladsen i USA – og b-siden God Only Knows gik nr. 2 i England.
Pladen og singlerne fik ikke helt samme salg og placeringer som de foregående, men at sige at Pet Sounds ikke blev nogen succes,.. det er lige at stramme den lidt.
Sjovt du netop citerer I Know There’s An Answer fra pladen. Originalt bar sangen den noget mere psykedeliske titel ‘Hang On To Your Ego’ (hvilket også blev bemærket i sin samtid;-) ). Jeg selv foretrækker helt klart at lytte til originaludgaven — I Know There’s An Answer lyder både bøvlet og uharmonisk når man sammenligner de to sange.
Når jeg en sjælden gang har Sgt Pepper på grammofonen er det for at høre mesterværkerne She’s leaving home og A day in the life. Resten er egentlig ret overvurderet (og overlæsset). Ditto indpakningen…