Petty har aldrig været smålig

Mens vi herhjemme ikke rigtigt har haft plads til Tom Petty, har sangeren og guitaristen for det amerikanske rockpublikum længe været et sprællevende medlem af rockens Hall of Fame. I morgen runder han de 60, og virker solidt forankret som prototypen på en musiker, der kan sin Dylan, hylder The Byrds med sin ringende, tolv-strengede Rickenbacker-guitar og giver et lige så validt, men ikke så retorisk bud på Amerika som Bruce Springsteen.

Født og opvokset i Florida mødte Thomas Earl Petty rockdrømmen allerede som tiårig. Hans onkel arbejdede bag kulisserne, da Elvis-filmen ’Follow That Dream’ blev optaget i nabolaget, og tog ham med på arbejde. Og Petty ville ikke længere være pilot, men popstjerne. Helt sikker på karrierevalget blev han, da han (og 73 mio. andre amerikanere) så The Beatles i Ed Sullivan Show i februar 1964.

Sammen med kammeraterne Mike Campbell og Benmont Tench fik han moderat lokal succes med bandet Mudcrutch. En flytning til Los Angeles førte til pladekontrakt.

Han albumdebuterede i 1976 som Tom Petty & The Heartbreakers, der sammen med Springsteens E Street Band rangerer som det bedste backingband i rockhistorien. Punktum.

De tidlige år i karrieren var præget af Pettys kontraktlige småkrige med branchen. Han var ufrivillig tavs på pladefronten i en periode, og endte med at erklære sig selv konkurs i 1979. Han gjorde comeback samme år med sit tredje album, ’Damn The Torpedoes’. Næsten tre millioner solgte plader udløste multiplatin, og radiosingler som ’Here Comes My Girl’ og ’Refugee’ gjorde Petty og hans hjerteknusere til et tiltrængt åndehul i en verden af discorytmer.

Succesen gjorde hverken Petty grådig eller føjelig i forhold til branchen. I 1981 insisterede han, mod pladeselskabets vilje, på at sælge sit næste album, ’Hard Promises’, en dollar under den dengang gældende udsalgspris, 9,98. Først da han havde iværksat en læserbrevsstorm og truet med at omdøbe pladen ’8,98’ gav selskabet sig.

I 1986 stævnede han og The Heartbreakers ud på en verdensturne med Bob Dylan. Venskabet endte med, at Petty var med til at danne fritidsorkestret The Travelin’ Wilburys med George Harrison, Dylan, Jeff Lynne og Roy Orbison, der blev en uventet succes, takket være singlen ’Handle With Care’. I 1989 udsendte Petty det fine soloalbum ’Full Moon Fever’, som fik ham ud til et mere hitlisteorienteret publikum.

Mens musikbranchen forandrede sig, forblev Petty dog tro mod sine idealer, ikke blåøjet eller dinosaur-rigid, men som en konsistent stemme imod overfladiskhed i et miljø, hvor »money becomes king« for nu at citere en af titlerne på det markante 2002-album ’The Last DJ’. Her gik han bl.a. i kødet på radiostationernes musikstyring. Pladen solgte ikke nær så meget som hans øvrige, men han levede med det. Et pladeselskabsskift havde i 90’erne sikret ham et forskud på 20 millioner dollars.

Petty holdt lav profil en periode, bl.a. fordi en af hans heartbreakers døde af en overdosis, men de senere år har budt på noget nær en fejring af manden, der i år med cd’en ’Mojo’ gik i bluesbarndom.

Filminstruktøren Peter Bogdanovich står bag den fire timer lange dokumentar-dvd, ’Running Down A Dream’. Petty og hans band afviklede deres 30 års jubilæums-turne som en triumftog og sidste år udkom 4cd-sættet ’The Live Anthology’, som så rigeligt dokumenterer, hvorfor Tom Petty har solgt over 60 millioner plader.

Uden at lade sig blænde af hverken berømmelse eller blålys.

Se mere om Tom Petty her.

Foto: Ukrediteret pr-foto fra William Morris Agency.