Philip Bailey runder 60
1 CommentI sidste halvdel af 70’erne tilhørte verden Earth, Wind & Fire. I det mindste den del af den, som fik tiden til at gå i stå på dansegulvene i ”boogie wonderland”. Funk- og soulmusikken kom aldrig siden til at lyde så legende let og ærefrygtindgydende kompetent.
Det var ikke mindst sangeren Phil Baileys fortjeneste. I dag fylder han 60, og tidens unge hedsporer inden for genren nævner hans overjordiske falsetstemme som ikke bare en inspiration, men en målestok.
Bailey stammer fra Denver, Colorado. Der spillede han egentlig trommer, men blev forsanger i et band, der på repertoiret havde sangene fra det første Earth, Wind & Fire-album, der kom i 1971. Baileys band varmede op for idolerne, og Maurice White, stifteren af Earth, Wind & Fire, endte med at headhunte Bailey.
Der gik et par albums og utallige opvarmningsjob for større stjerner før Earth, Wind & Fire slog igennem med deres fjerde album og singlen ‘Keep Your Head To The Sky’. To år senere, med albummet That’s the way of the world, fornyede de soulmusikken.
Med Phil Bailey som vokalt fikspunkt anførte Maurice White et unikum af et orkester, både som instrumentalister, sangskrivere og scenekunstnere.
De spektakulære shows, som bl.a. henrykkede danskerne, fik dog aldrig lov til bare at blive blær. Phil Baileys stemme forlenede musikken med en åndedrætsstoppende inderlighed. Ballader som ‘Reasons’ og ‘After The Love Has Gone’ har skrevet sig ind i soulhistorien på linje med sange af Baileys egne forbilleder, Smokey Robinson og Eddie Kendricks.
I 1983 stoppede energiudladningerne. Maurice White havde tabt den kompositoriske pust og opløste for en stund bandet. En stor fan af Phil Bailey, Phil Collins, producerede hans første soloalbum, Chinese wall, og sammen fik de et globalt hit i 1984 med ‘Easy Lover’ fra samme plade.
Siden har Bailey udsendt en række plader med bl.a. gospel og hans gamle kærlighed, jazz, og virker som en sanger, der hviler i sig selv efter at have fået den værste sult stillet.
Han turnerer stadig med en version af Earth, Wind & Fire, og udsendte sidste år den selvfinansierede ep, Love is real, som viser, at hans stemme fortsat ejer en tidløs timbre.
Her er en Bailey, der aldrig sukrer til.
Illustration: Ukrediteret pressefoto fra sangerens hjemmeside.
About the author
1 Comment
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] en tøvende start med Earth, Wind & Fire mødte han den ti år yngre sanger Phil Bailey. Kombinationen af Whites tenor og Baileys sfæriske falset fuldendte konceptet og forlenede Earth, [...]