Power to the people fylder 40

Samme dag som John Lennon skrev ‘Give Peace A Chance’ hjemme i herskabeligheden i Ascot, skrev han ‘Power To The People’. I morgen er det 40 år siden, den udkom som single i England. Og slog igennem. Både som et hit og som slagsang for alle wannabe-revolutionære. Dem var der en del af dengang, skulle jeg hilse os sige.

John Lennon, som et par år tidligere i sangen ‘Revolution’ havde været lidt uld-i-mund omkring graden af sin politiske radikalisme var pludselig ikke i tvivl: “Say we want a revolution/we’d better get it on right away”.

Det var en turbulent tid. Paul McCartney havde lige taget første skridt til en retssag, der officielt skulle opløse The Beatles. Lennon havde i et interview med Rolling Stone begravet samme gruppe for good. Verden stod mere eller mindre i flammer, og John blev igen og igen bebrejdet, at han og Yoko var så naive at tro, at de kunne forandre noget ved at sidde i en seng på et luksushotel, gøre V-tegn og sige “aldrig mere krig”.

Senest var Lennon blevet anklaget under et interview med det marxistiske magasin Red Mole. Som den bløde, påvirkelige mand han også var, var han godt klar over, at kærlighed ikke var alt, vi havde brug for. Og hans nye kone var stærkt påvirket af den radikalisering af venstrefløjen, som udspillede sig ikke mindst i hendes hjemland – det er ikke et tilfælde, at Lennon bærer en byguerillahjelm fra Japan på omslaget.

‘Power To The People’s levedygtighed som slagsang skal ikke her betvivles. Men det er måske på plads at citere, hvad Lennon nogle år senere sagde om sangen: “De universitetsrevolutionære i England fik os til at få så dårlig samvittighed over ikke at hade alle, som ikke var fattige, at jeg skrev den ret beskæmmende Power To The People ti år for sent. Vi beholdt selvfølgelig selv alle royalities…”

Med på pladen er Klaus Voormann på bas, Billy Preston på keyboards, Bobby Keys på sax, Jim Gordon eller Alan White på trommer og bl.a. Rosetta Hightower i koret. Og Yoko traller også med og tjatter på et klaver.

Right on!