Refrænet er alt for frit i ny bog

Selv ting, der fyldte hele ens verden engang, har det med at blive mindre som årene går. Ja, efter tyve år anes mange af dem velsignet nok kun som en krusning i hjernebarken. Men ikke hos alle. Hos produceren Kim Hyttel har der siden 1992-93 siddet en væmmelig negl og gnavet mere og mere i hans selvfølelse. Det har fået ham til at fortælle sin historie til den selverklærede sladderjournalist Michael Frank Møller.

Omdrejningspunktet er dengang Hyttel kom i klemme mellem Kim Larsen og nationalskjaldens boykot af Ekstra Bladet. Hyttel havde produceret det ujævne, men gevaldigt oppustede Larsen-album Wisdom is sexy. Det blev lanceret som et comeback efter at Larsen havde været i en kunstnerisk og kommerciel bølgedal. Larsen var ligeglad, så ligeglad, at han forbød sit pladeselskab at sende anmeldereksemplarer til Ekstra Bladet (og resten af pressen).

Det viste sig at være ret dumt. Ekstra Bladets selvudnævnte, whisky-søbende rockdesperados, Peter Nørgaard og Michael Frank Møller, fik færten af noget stort, og via en ‘big throat’ (som Hyttel nu mener at kunne “afsløre”) fik de skrevet om pladen før tid i en anmeldelse, der skrev sig selv – anmeldelser i utide var helligbrøde dengang, hvor net var noget, man brugte til basket og badminton. Pladeselskabet Sony svarede igen med at hænge avisen, dens redaktører og journalister ud i helsidesannoncer. Også ret dumt.

Enden på al den dumhed blev også starten på enden for Kim Hyttels lovende, men kortvarige karriere fra Johnny Madsen over Sort Sol til Larsen. I en branche, hvor pinlig optræden hørte til dagens orden, satte han en ny rekord ved en herostratisk berømt prisoverrækkelse, der fik andedammen til at gå over sine bredder. Siden blev han terapeut. Og den nye bog er givet et stykke terapi. Både for ham og ikke mindst Møller.

Denne er ude i en veritabel soningsproces, hvor han angrer alt det onde og menneskekolde han har begået i paparazzijournalistikkens tjeneste, alt i mens han nedfælder alle Hyttels udokumenterede udhængninger af folk, der enten ikke mente som han eller stod i vejen for ham, dengang han så sig selv som dansk rocks Phil Spector, og så vidt jeg husker opførte sig som et patetisk forvarsel om Martin Brygmann-melodien ‘Jeg er for kendt til det her sted’. Krokodilletårerne vil ingen ende tage.

Tæt på 500 billedløse sider fylder disse tirader om og fra fortiden, slørede scener fra et øjeblik i tiden, som vel højest kan interesse et par hundrede mennesker, hvis de absolut skal tvinges til det med den sløve nål på et Kim Larsen-badge. Det lykkes Hyttel og Møller at (gen)opføre et lydtæt rum, behængt med ikke helt gennemskuelige hævnmotiver fra dengang dansk rock både var en storindustri og en lukket indrekøbenhavnsk klub. Aldrig siden har så mange købt så mange plader lavet af så få indspiste personer.

Det kunne der godt være kommet en tiltrængt bog ud af, men det er der ikke.

Det er lige før man får medlidenhed med forfatterne. Men kun lige før, for grundlæggende er bogen grebet så snedigt og infamt an, at alene fortælleformen udelukker de andre stemmer, der ville have været velgørende til at tilbagevise alle karaktermordene og anklagerne. Eller i det mindste bare sætte dem i relief.

Michael Frank Møller er diktafonholder, og lommefilosoferer sideløbende over det, Hyttel fortæller. Hyttel omtaler sig selv i tredje person, og så er stilen lige som lagt: Kim Larsen er mere lunefuld end lun, en depressiv, uempatisk kontrolfreak omgivet af hofsnoge. Erik Clausen betaler sig til at piske prostituerede og er i øvrigt ikke mere socialist end et anfald af røde hunde. Anmelderne er opblæste trøstespisere, inklusive undertegnede (og det skal såmænd nok være rigtigt). Navngivne, nu afdøde personer hænges ud som regulære svindlere. Alle stjæler Hyttels ideer, men kvinderne vil have hans krop og så videre og så videre.

Naturligvis er der noget rigtigt i noget af alt dette, for sådan er det jo: Kaster man mudder på en væg, er der statistisk gode chancer for, at noget af det bliver hængende. Men tænk, hvis d’herrer ville have lavet en bog om det vitterligt alt for selvfede rockmiljø dengang (og der er tilløb i skildringerne fra arbejdet i pladestudierne, hvor udgifterne dengang løb mere løbsk end ideerne).

En bog med det sigte ville på den anden side have krævet, at andre var kommet til orde. Det vil og tør forfatterduoen ikke. Så meget for Kim Hyttels åh, så ømme terapiprædikener om kærligheden som det vigtigste af alt. Og så meget for Møllers åh, så fortrudte fortid som ham, der turde, hvor andre tav.

En sidste ting inden turen til brugtbogshandleren: I en bog, så vrimlende fuld af navne, er det ubegribeligt, at man ikke har ofret penge på et indeks. Omvendt ville et navneregister jo give indtryk af, at Erindringer om Larsen & Clausen er et journalistisk værk, man ville have lyst til at læse til ende. I det lys er det også helt logisk, at en tredjedel af alle navnene er stavet forkert.

Kim Hyttel m. Michael Frank Møller: Erindringer om Larsen & Clausen – og andre ronkedorer i rockland. Bogkompagniet. 488 sider. 299,-.

Skrevet af Torben Bille

Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

41 kommentarer

  1. Tak, Torben!

    Lidt mærkeligt at flere aviser slet ikke vil anmelde bogen. Er den værd at læse hvis man interesseer sig for denne periode i dansk rock – dvs. Sony, Sort Sols kommercielle gennembrud, Darleens, Madsen etc?

  2. Er Hyttel og Møllers største forbrydelse mon at de har ret? Sagen er den at stort set alle genier, såsom Picasso,Miles Davis,Bob Dylan,Loy Reed, Paul Simon o.s.v. alle er/var drevet at et kæmpestort ego, som gjorde at de ganske uden samvitighedsnag, trådte på at og allle, inclusive børn,ægtefæller og venner, for at nå deres kunstneriske mål.Jeg har set mange interview med Larsen, men har aldrig nogen sinde tænk: Sikke et rart og sødt og empatisk menneske. Nej han har være kold, arrogant, selvglad og stupid i sin fremfærd. Bare tænk på hans holdning til tobak, som har sat ham i samme liga som holocoust-nægtere! Det er også parodoksalt at den samme mand som gerne vil være garant for solidaritet gang på gang har rendt fra kone og barn/børn, blot for at følge sine egne selviske lyster.
    Jeg har det med Larsen, som med Dylan og Miles Davis: Musikken holder 100% , men som menneske, er de ganske dysfunktionelle!

  3. Kære Torben..
    jeg fik da i det mindste stavet dit navn rigtigt i bogen. Nu er det erindringsværk og ikke et journalistisk opslagsværk, så det må blive som jeg nu tilfældigvis husker det, men det rammer nu næppe så meget ved siden af, som du lader antyde. De branchefolk der ikke er direkte parthavere, som du, der har læst den har bekræftet overfor mig at jeg i alt væsentligt husker rigtigt. Måske ikke i stavemåden, men så i det mindste i handlemåden. Ja også omkring din ven Poul Bruun ja. Du vil gerne ind og forme begivenhedernes gang. Du skal være velkommen. Jeg er sikker på at du allerede i din gode gamle stil har været nede og klunse dit anmeldereksemplar, så det er 1 stk til tilbudskassen. Nu vi er ført sammen i den gode åbenhjertige stil, vil jeg tilføje at jeg vil indrømme dig et sprogligt analytisk talent, blot er det synd at alt hvad du skriver virker som en skjult ansøgning til parnasset. Altså ikke skrevet fra hjertet, men ud fra dine kalkulationer. Men det er jo et dit suveræne valg. Håber for dig at der er nogen der hører dig kalde…..

  4. Jeg ser frem til at læse din bog, Hr Hyttel. Tak for musikken.

    Betragter du Kim Larsen som værende et geni jf. Arne Schiøtts kommentar?

  5. Kære Klaus… geni er et meget stort ord, men det er helt sikkert at han indtil flere gange i sin karriere har været helt oppe og røre overliggeren. Allermest i de bedste øjeblikke i Gasolin. Jeg synes at Kim i sin solokarriere har lukket sig om sig selv i sin sangskrivning. Jeg synes Dylan og Young er genier fx for de for alvor tør gå ind i deres smerte og bruge det som brændstof i den kunstneriske proces. Lige der lukker Larsen ned.

  6. ja det er et dejligt værdiladet og rimeligt uforpligtende ord at slynge ud og kunne godt fortjene en nærmere definition. Parnasset må vel betegne toppen af det hierarki man nu og engang ønsker at avancere i. Så parnasset kan for en person være en ting og for en anden noget helt andet. For mig at se, virker det som du lader dine artikler hæmme af dine ambitioner om at bestige eller befæste positioner i det hierarki der består af musikpresse og musikbranche. Det er jo kun et meget naturligt ønske, da det er en del af ens overlevelsesstrategi. Jo højere oppe, jo mere sikret er man. Jo flere og bedre jobs vil man blive tilbudt. Det er der intet odiøst i. Men jeg ved at du som en af de eneste musikjournalister herhjemme rent faktisk KAN skrive og beskrive på højt niveau og KAN analysere. Jeg ville blot gerne se hvor det bar dig hen, hvis du frigjorde dig af de sociale ambitioner, hvor man manøvrerer i forhold til hvad man forventer andre i hierarkiet måtte forestilles at mene og ønske. Hvis jeg skulle lege “producer” for dig ville jeg sige: gå efter kunsten først, gå ind i følelsen af tingene, så kan du altid overveje hvad formen skal være bagefter. Altså tilretningen til den konkrete målgruppe. “Take a walk on the wild side”. Vi har fået dette liv at gøre godt med, jeg synes opgaven lyder at få sunget os renest muligt ud. At det så muligvis ikke er lykkedes i min bog, kan jeg ikke udelukke, men jeg har gjort et ærligt forsøg. Og helt fritaget for sociale ambitioner. Jeg forbliver på min lysegrønne ø. Mange hilsen Kim

  7. Dette er en spændende men nok også frugtesløs debat, i det vi nokke ikke kan komme til et sandfærdigt facit. For, er Hyttel bare en udbrændt og skuffet producer, Møller en selvretfærdig eks-anmelder, Bille en konfliktsky og populistisk skribent og er ham Schiøtt blot en talentløs lomme-psykolog? Uanset hvad har jeg ikke lyst til at læse bogen, men må blot acceptere at prisen for at kunne nyde sublime mesterværker inden for alle kunstretninger, er at vi må forstå at den ofte er et resultat af en rendyrket egoisme og kynisme! En sand kunstner er ganske enkelt nødt til at koncentrere sig 100% om sig selv og egen navle, for at kunne yde den energi som fordres for at skabe det største! Det kan betyde at eftermælet, som menneske ikke er det pæneste, men, rent kunstnerisk, har de været uundværlige

  8. kære Arne..det er netop den helt centrale diskussion i bogen: kunstens pris. Hvad er nødvendigt og hvad er vi villige til at acceptere skal ofres på kunstens alter? Og husk det er de nærmeste omkring kunstneren der betaler, uanset om de har valgt det eller ej. Jeg kan godt se på det hele at du har facittet parat, jeg personligt er mere usikker på berettigelsen i den balance.

  9. Kære Kim

    Hvor meget fylder dit arbejde med Sort Sol i bogen? Får vi nye detaljer omkring Peter Peters forhold til resten af gruppen i tiden op til bruddet? Jeg glæder mig under alle omstændigheder til at læse den.

  10. Kære Kim! Jeg er bange for at du har mistforstået mig, i det pointen netop var at man ikke kan finde facit i denne debat. Det er således ikke rigtig at udråbe nogen til skurke. Hverken bogens forfatterere eller dens kritikere. I øvrigt var jeg nok lidt for skråsikker da jeg afskrev at læse bogen. Så nu køber jeg den, også for,måske, bedre at kunne forstå dens kritikere. At man også kommer bag kulisserne i en ufattelig spændende branche er kun et plus!

  11. Kære Ebbe.. Sort Sol historien er den centrale optakt til Larsen og jeg forsøger at fortælle historien så detaljeret som muligt og også belyse de forskellige roller i bandet og endelig Peter Peters afgang. Men det hele er selvfølgelig set i min optik, men jeg tror du vil få en ganske dækkende indtryk af sessionen. Jeg var der jo selv.(-:
    Kære Arne.. undskyld hvis jeg var for hurtig på aftrækket. Nej facit findes ikke, men diskussionen er alligevel vigtig. Og det er vigtigt ikke på forhånd at udelukke at vi kan nærme os en nuanceret forståelse af problemet: kunsten pris. Det er et gennemgående tema i bogen, hvor jeg fremlægger min foreløbige konklusion. Men konklusioner er skrevet i vand. I know.

  12. Kære Torben.. har lige læst din blog om Larsen/Clausenbogen….jeg var ikke whisky-søbende…nen WhiskEy-søbende. Irish whiskey er med e—amerikansk whiskey er med e. Skotsk whisky uden e. Du må lære at have dine ting i orden, hvad den slags angår, Mr. Danskvand. Ellers var det såmænd godt nok…. husk nu at give penge til Frelsens Hær…

  13. Jeg har en enkelt gang set Torben vippe en anelse med foden til musik. Southside Johnny i Montmartre. dengang tænkte jeg at han måske alligevel kunne lide musikken….nu er jeg mere bange for at det i virkeligheden var foden der var for stor til skoen….

  14. Torben, ja eller måske må man bare ikke vide at du kan li det. En slags stumfilmens Treo. Til gengæld letter jeg på hatten for at du trods alt har haft det som levevej. Ligesom Peter Nørgaard, som er endt som en sørgelig rygklapper. Blind for sine egne ord. Og må jeg så minde dig om at meningen med “erindringer” i bogform, ikke er at der nødvendigvis kræves dokumenterede beviser. Alt i denne bog er tjekket i hoved og røv for evt. løgn og latin….så gå efter historien og ikke manden…..for en gangs skyld.

  15. Jeg er en af dem, som hilser denne nye kritiske bog om især Kim Larsen velkommen..!!! Dejligt, at Den Store Lim Karsen endelig får lidt ridser i den polerede lak. Der har jo – indtil videre – kun været udgivet rygklapper-bøger om manden, senest fra bon-kammeraten Peder Bundgaard.
    Jeg har ikke læst hele bogen endnu, men synes indtil videre, at bogen tegner et billede af Larsen, som jeg kan nikke genkendende til.
    Da Gasolin´ stoppede har jeg kun betragtet fjolset som et nødvendigt onde, både i mine egne erindringer, men også i musikken, miljøet fra dengang o.s.v.
    Har aldrig tilgivet ham det stunt med Mama.
    Så : “Fis være hvad Øgle var”…!!!

  16. @Johnny: Du skulle vel aldrig hedde Staun til efternavn og have udgivet bogen? Interessant, hvordan man kan skrive en bog i en form, der, som jeg selv bemærkede, netop ikke er gearet til bevisførelse, og så samtidig som forlægger kan forsikre om, at alt er tjekket i hoved og røv. Hm…

  17. @Torben: Nøgleordet her er : Erindringer. D.v.s. Kim Hyttel har skrevet begivenhederne, som har husker dem. Det er vel o.k., eller..??
    Så : Kim Hyttel – Fremad Med Løftet Pande.. 🙂

  18. jo jo Torben. Men det er vel i den sammenhæng uinteressant. Det handler jo ikke om at bevise erindringer, men mere om at du kræver bevisførelse for samme. Det kan man jo ikke. Og jo…alle fakta er tjekket.
    Hvis du selv skulle lave dine egne erindringer en dag ville det blive en maget mærkelig historie hvis din mening skulle godkendes hos allemand…der er enkelte fejl i bogen….navnefejl og salgstal….men det kan næppe være dem du går i selvsving over….

  19. Kære Torben.. siden 1974?.. hvad spor har det så sat sig ude i den store verden? Hvor vovede du pelsen for noget? Hvornår og hvor var det du gik i brechen for noget andet end dig selv? Tiderne skifter og hykleriet må standse et sted. Hvorfor er det lige at John Peel blev afgørende, men du bliver glemt? Som sagt: du har ligesom Larsen talentet til noget bedre end det i leverer. Så meget større er brøden.

  20. Nu syntes jeg at denne rubrik har taget en uheldig drejning. Fra at dreje sig om substansen i en bog er det udviklet sig til mudderkamp og personangreb. det kan da godt være at Bille ikke er en ekstrem nytænkende og storsatsende skribent. Men jeg syntes at han er en ferm håndværker med hjertet på rette sted. At han har foranlediget denne debat vidner da også om at han ikke er konfliksky! Jeg tror ikke at han (Bille) har haft ambitioner om at blive den store verdenskendte skribent eller journalist. Han er såmænd tilfreds med at skabe liv og røre i den danske andedam.. Han er ikke det store orakel (hvem er foriøvrigt det?), men han har ganske mange gange rettet min opmærksomhed mod, af mig, ukendte kunstnere. Efter at have lyttet til disse, har jeg ofte må give ham ret, hvilket nok har kostet mig en minde formue i musik-investeringer! Men pyt!..Det har været prisen værd!

  21. Kære Arne..
    jeg synes nu det er Bille der i sin anmeldelse slår tonen an. Og bemærk at jeg anerkender talentet, men mener at det forpligter til mere. Og så vil jeg lige afslutningvist anføre en detalje, som måske meget godt illustrerer den skjulte pointe: Bille har som overskrift på denne site førgende sentens, “Torben Bille spiller luftguitar på sindets tastatur”. Jeg går ud fra at han selv mener at denne sætning prægnant og med schwung viser hans evner for sprogets musik. Den viser dog først og fremmest at han ikke har sat sig ind i sagerne og at hans billede musikalsk set er noget vrøvl, funderet i en elementær uvidenhed. Man kan ikke spille guitar på et tastatur og derfor kan man heller ikke spille luftguitar på sindets tastatur. Bille kunne vælge at spille luftguitar på sindets strenge, så ville det give god mening. Har denne misforståelse betydning. Ja hvis vi tager den helt til enden, fordi guitarens og klaverets ideomatik er kvalitativt forskelligt i spillemåde og udtryk. Og hvis man ikke er bekendt med det efter 37 år i branchen er det vidnesbyrd om en rimelig slapt greb på stoffet. Nu talen går på musikken. Og Bille påstår jo at det er musikken det hele handler om, men som jeg kommer i tvivl om når jeg læser ihvertfald nogle af hans anmeldelser.

  22. Der er nu nok ikke så meget stakkels mig som du gerne vil gøre det til. Beklager. Jeg skal spare dig for et glimtvis indblik i dit liv, så du ikke får ødelagt din verdensbillede. Men det bekommer dig tydeligvis ikke vel med respons på din kritik. Men start i det små: lav dit bonmot om så det giver den mening du gerne vil udtgrykke, istedet for at udstille dit manglende basale kendskab til din metier. Derefter kan du begynde at overveje hvad du vil opnå med din gerning her på jord.

  23. Det var ikke dit liv du skulle forspares et glimtvis indblik i, men MIT liv. Sorry.

  24. hej Kim nu er jeg her ikke for at kritisere nogen af partene i denne sag jeg syntes blot at det er synd og skam at tingene tog den drejning som det gjorde.jeg har stor respekt for både dig og kim larsen og jeg syntes helt oprigtigt at det album i fik lavet dengang var noget af det fedeste jeg længe havde hørt netop på grund af den lidt rå lyd og det fortjente da helt sikkert at få mere ros en det gjorde.Kan da godt forstå at du er bitter hvem vil ikke være det i sådan en situation men du skal vide at jeg syntes at du har produceret nogle fede plader,Sorts sols flow my firetear var da helt vildt fed har den selv derhjemme det er en sand klassiker.mvh anders

  25. Hyttel, du skriver om et parnas, som Torben Bille forsøger at få foretræde for og vandre ind i. Du er da til grin. Det parnas existerer vist kun oppe i dit eget hoved. Husk på, at det virkelige parnas, hvor muserne bevæger sig, ejes af alle. Og dér har Torben Bille da bevæget sig mange gange, til forskel fra dig, som bare er en bitter og hævngerrig mand. – Du skriver at hr.Bille bør overveje hvad han vil opnå med sin gerning på jord… Jeg har ædt & nydt hans bøger gennem de sidste årtier, og de har inspireret mig SÅ meget. Har haft hans bøger liggende åbne, imens jeg har skrevet og indspillet masser af musik. Under heftig inspiration. – Desuden kender jeg nogen af de folk du hænger ud, og du rammer helt og asldeles ved siden af!!! Sorry to say!

  26. Nå, jeg må lige aflevere denneher også: Er sikker på at bogen ‘Larsen og Clausen’ vil blive taget godt imod, af Hyttels egne rygklappere, der er ligeså indignerede som ham selv. Ellers vil den blive stående som et brændemærket værk. Jeg fatter slet ikke at man i det hele taget vil udgive sådan en bog. – Det svarer til at Justin Bieber skulle begynde at håne Bob Dylan offentligt. Det kan ikke andet end føre til ulykke for J.B. og skaffe ham adskillige fjender på halsen. Men det er hvad der er sket her. Hyttel har begået karaktermord – på sig selv!

  27. @Samson Rock: Kan du ikke lige slå fast at Samson Rock er dit rigtige navn, så vi ikke tror at du er en tøse-
    dreng, som gemmer sig under et pseudonym. Det er nemlig en uskik når man er så flov over sine udgydelser, at man er nødt til at gemme sig bag et opdigtet navn. I princippet kunne det være Kim Larsen eller Clausen, som ved at bruge et pseudonym, prøver at skabe en falsk opbakning. Så til jer der er for flove til at være jer selv bekendt: HOLD JER VÆK I USERIØSE USLINGE!

  28. Er da hverken flov eller bange. Hvor mange kunstnere i verden – musikere, forfattere, osv – går under deres kunstnernavn? Er Dylan en kujon, fordi han ikke går og kalder sig selv for Zimmermann? – Er det nu dig der skal bestemme, at folk med kunstnernavne er kujoner og uslinge? Det er da noget af en mundfuld.

  29. Har mødt mange forbitrede folk i mit liv. Det efterlader kun én såret og ødelagt. Men hey – jeg har ikke tid til det. Musikken kalder. Lad da bare fjendtlige mennesker råbe på sidelinjen. Det må de selv om. Kast bare mudder på mig og før den verbale kniv imod mig – det blir dit eget problem i længden. Jeg går IKKE ind i kampen. Ikke fordi jeg er bange, men fordi jeg vil bruge min energi på at skrive sange istedet!!! Goodbye!

  30. For en god ordens skyld – jeg laver musik nærmest i døgndrift. Min fortid er noget rod. Et børnehjem gav mig det, som nogen ville kalde ‘mit rigtige navn’, haha. Ja, så myndighederne har altså navngivet mig, hér i Danmark. En smule usædvanligt, men ikke desto mindre sandt. Kald bare Samson Rock for opdigtet, men jeg skifter til dette navn officielt inden længe. Det står nemlig for musik, og jeg er 100% musiker. Det løber i blodet. Så det er og bliver mit rigtige navn. – Tror heller ikke lige jeg er dén type som gemmer sig…

  31. @kære “Samson Rock”. Godt ord igen. Jeg syntes bare at dine tanker var ganske relevante og og ikke fortjente at blive skjulte unden anonymitetens maske.Med hensyn til Dylan er forskellen på ham og dig, at vi alle ved hvem han er, så sammenligningen er lidt søgt! I øvrigt ville et være mærkelig hvis Dylan kaldte sig Zimmermann, idet han oprindelig hed Zimmerman (Med et n, i enden).
    PS: Jeg vil bruge lidt tid på at sætte mig ind i den musik du går og laver!

  32. @Hr. Samson Rock: Jeg kunne ikke drømme om at belemre dig om min mening om din musik. Men er den god/interessant/nytænkende vil jeg naturligvis anbefale den til andre. At jeg i dag lytter meget til Baby Woodrose, skyldes faktisk en anbefaling fra en af mine venner! I øvrigt syntes jeg det er skræmmmende at din identitet (dit navn) er dig påtvunget af en kold myndighedsperson, og har derfor stor forståelse for at du selv vil vælge dig et navn, som passer bedre til dig og din personlighed!

  33. ok, godt ord igen. Bryder mig desuden ikke om at bruge Torben Billes klumme/forum til at diskutere den slags ting i. Blev bare sur over at manden blir svinet til. Jeg synes han er en god rock-skribent, og det bør man værdsætte. Fyren har sine meninger, men han er hæderlig! – Hej herfra! 🙂

  34. @Samson Rock: Helt enig. Jeg overvejede faktisk at kontakte TB, for at få ham til at slette mine indlæg, da jeg følte at jeg har taget hans forum som gidsel i en privat sammenhæng. Jeg har selv en stak af TB`s bøger og læser ham også i min daglige avis, Politiken, til stor glæde for mig! Han er således både kompetent og hæderlig (Et godt ord, som jeg håber aldrig forsvinder fra det danske sprog). I øvrigt er jeg begyndt at undre mig over, hvad det er for en drift der gør at man har lyst til at svine andre til offentlig. Man kan jo godt syntes at en mand/kvinde er et dumt svin, men hvad kommer det os andre ved?…Jeg husker min fars ord: “Hvis du kaster med mudder, får du sikkert selv snavsede fingre”. Det var mit sidste indlæg i denne debat. Og til TB,Samson og andre ligesindede: Et liv uden musik, er ikke et liv!

Der er lukket for kommentarer.