Ringo Starr agerer naturligt

Kommentarer slået fra

En af rockhistoriens kendteste profiler gæster i morgen Randers, hvor han for et lille eksklusivt publikum på 1.000 giver koncert i Værket med sit All Starr Band, som p.t. tæller bl.a. Rick Derringer, Edgar Winter og Gary Wright fra Spooky Tooth.

Jeg vil benytte lejligheden til at gøre opmærksom på min artikel om Ringo Starr fra min Beatles-bog, Yeah Yeah Yeah:

RINGO STARR har aldrig opponeret mod, at vi fra starten vænnede os til at kalde dem John, Paul, George og Ringo. Ikke omvendt. Måske fordi han altid har kendt sin rolle i The Beatles og bedre end andre vidst, at han spillede meget mere end trommer i den gruppe. Han var ofte den vægtstang, der holdt balancen i bandet. I dag ville man have kaldt ham en mediator. Han var den, der tog luften ud af John Lennon, når denne pustede sig for meget op, den, der demonstrerede, at det somme tider var en vej frem bare at glide af, når Paul blev for emsig, og den, der sørgede for at forbinde Georges luftighed med jorden, men også den, der måske var for føjelig og fandt sig i for meget. Måske fordi det ufrivillige institutionsliv havde lært den svagelige dreng styrken i at mestre indpasningens kunst. Det var man nødt til, hvis man som ny skulle kunne begå sig.

Den erfaring skulle hjælpe ham i svære stunder som dengang resten af gruppen tog på sin første verdensturne, mens Ringo lå derhjemme med hævede mandler. Kun sent i forløbet satte han hælen i, da han i 1968 forlod indspilningerne til The White Album, fordi han følte sig taget lidt for meget for givet. Han blev dog god igen. Det gjorde Ringo altid.

Ringo Starrs store fordel var, at han aldrig havde bedt om at komme med i The Beatles. Det var dem, der bad ham. Han blev headhuntet før nogen anede, hvad dèt var. Noget helt nyt for drengen, der altid havde følt sig som den nye dreng i klassen. Sådan var det også i The Beatles, men Ringo knækkede hurtigt koden.

Og han blev spurgt på grund af kvaliteter og karaktertræk, han aldrig afveg fra i de otte år, han var en fjerdedel af The Fab Four. Nok fordi han faktisk var voksen, da han overtog trommestolen efter Pete Best den 18. august 1962. Og voksen havde han været længe. Det blev man tidligt i det miljø, Ringo kom fra. Det var man simpelthen nødt til, hvis man ville overleve. I modsætning til ikke mindst John Lennon var Richard Starkey nemlig ufortyndet arbejderklasse, the lowest of the low. Hans familie og nærmiljø husede ingen hemmelige eller urealistiske ambitioner om at bryde den sociale arv. De anede ikke, at der var en sådan, men kunne bare mærke den på deres tuberkuloseramte kroppe der i Liverpool-kvarteret Dingle, lige ned til den mørke, grumsede Mersey-flod.

Ritchie, som han blev kaldt, gik i kommuneskole med Billy Fury, et af de tidligste britiske rockidoler. Og fra samme nabolag kom også Gerry Marsden, som skulle blive berømt i Gerry & The Pacemakers, bl.a. takket være en sang, The Beatles nægtede at få udgivet som single. Meget senere voksede fodboldstjernen Robbie Fowler op i bydelen, som ellers ikke var tumleplads for stjernefrø. Man havde nok i at klare dagen og vejen i The Dingle. Ikke mindst når man som Elise Starkey var enlig mor til et enebarn, som til med var skrøbeligt.

Kort før sin syvårs fødselsdag fik Ritchie blindtarmsbetændelse og fik blindtarmen fjernet. I sig selv et banalt indgreb, men der stødte komplikationer til og han fik bughindebetændelse og hang efter sigende mellem liv og død. Han endte med at tilbringe næsten et år på hospitalet. Ingen ting er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. På hospitalet kom Ritchie med i patientorkestret. Han kunne ikke spille, men det kunne de andre heller ikke. Han fik smag for det.

Han havde hverken trommesæt eller stikker, men slog rytmen ved at banke poser med vatrondeller mod sit skab. Han kom af med indestængt energi og fandt hurtigt ud af, at her var det ham, der bestemte takten. I modsætning til udenfor, i det virkelige liv, hvor skolen og de mere og mere uoverstigelige lektier snart truede den i sagens natur ikke særligt boglige dreng. Som trettenårig begyndte han at hoste lungerne ud. Moderen kunne sagtens høre, hvad det var. Hun boede ikke i Dingle for ingenting, og hendes søn blev indlagt til observation for tuberkulose, dengang arbejderklassens svar på middelalderens pest. Han havde heldigvis ’kun’ lungehindebetændelse. Da han efter to års rekonvalescens på et sanatorium omsider blev raskmeldt hjalp ingen kære mor. Virkeligheden ventede som ufaglært. Til gengæld blev han mere og mere selvlært som trommeslager.

SKIFFLEBØLGEN greb også Ringo, men da den slap sit tag ville han stadig være musiker. Det var ikke noget fast job, men et godt alternativ til den arbejdsløshed, der i de år var stigende blandt ufaglærte. Så Ringo lånte 50 pund af sin morfar, og det var mange penge dengang. Han købte en efterligning af det Ludwig-trommesæt, han siden fik råd til. I 1959 blev han tilbudt at komme med i Rory Storm And The Hurricanes. Rory hed egentlig Alan Caldwell og var søn af en vinduespudser, og vild med skiffle, men også med selve det at have et band, at være noget. Han stammede, men ikke når han sang med en ikke særligt personlig røst. Selv om Storms band kunne levere varen og efter at have udstået deres læretid i tidens talentkonkurrencer, havde så meget at lave, at musikerne kunne leve af det, tøvede Starr lidt med at slå til.

Han kunne se frem til en lærlingestilling hos en tømrer, men Storm lokkede med at give Starkey særskilt spotlight i en sekvens af showet, som skulle hedde Starr Time. Her skulle Ritchie, som flere og flere var begyndt at kalde Ringo på grund af hans besmykkede fingre, optræde med en trommesolo og synge sange som ’Boys’, et mindre hit for The Shirelles.

Den fodboldgale Storm og hans hvirvelvinde var på plakaten, da enhver rask rockdrengs yndlingsidol, Gene Vincent, optrådte på det nu nedlagte Liverpool Stadium i 1960. Og et sommerferieengagement i ferielandet Butlin’s blev deres billet til et job som stort set non-stop musikanter i Hamburgs natteliv i 1960, hvor de i Kaiserkeller skiftedes til at optræde med The Beatles, musikere de kendte, bl.a. fordi Storms søster, Iris, som tolvårig blev holde-i-hånd-kæreste med først den to år ældre George Harrison og siden, som syttenårig, lidt mere seriøst med Paul McCartney. Nogen mener hun var anledningen til ’I Saw Her Standing There’. Under alle omstændigheder var Rory og hans musikere nogle, John, Paul og George hang ud med. Både i Hamburgs døgnåbner og hjemme i Liverpool. Pete Best hang aldrig ud. Det skulle han måske have gjort. I hvert fald fandt de andre sådan en som Ringo langt sjovere, også selv om han måske tog frygtindgydende for sig af de våde varer ud på de små timer, og der lagde grunden til en alkoholisme, der til sidst krævede behandling.

Han var ganske vist mere teddy boy end beatlerne tilsammen, og virkede ældre, selv om han og John begge var født i 1940, men en jovial og lun fætter var han, og derfra og til at mene, at han også spillede bedre end Best, blev der stadig kortere.

Ringo har altid taget fyringen af Best med ophøjet ro. Og aldrig følt dårlig samvittighed. »Jeg kendte ham jo ikke, og desuden var jeg jo bedre end ham,« har han sagt. Til gengæld kunne han ikke undgå at blive berørt af det pres, Pete Best-tilhængere lagde på hans afløser, der blev lagt for noget nær had. Ringo kunne godt forstå dem. Som han senere konstaterede: »Fansene elskede Pete. Hvorfor så få en grim fyr med, når man allerede havde en, der så godt ud?«

George Martin var som bekendt ligeglad med, hvordan Ringo så ud, da debutindspilningerne for Parlophone fandt sted. Martin kerede sig om mandens tekniske kompetence. Og den overbeviste ham som bekendt ikke til at begynde med. Ringo tog udadtil producerens indforskrivning af studietrommeslageren Andy White med stoisk ro. Men var selvfølgelig såret og stødt. Hvem ville ikke være det? Her kom han, Liverpools p.t. mest efterspurgte trommeslager, og så blev han vraget lige før han nåede målstregen i første etape af karrierekapløbet. Men han vidste med sig selv, at det han kunne, var lige præcis, hvad de andre i The Beatles havde brug for.

Som han fortalte Peter Schollert fra Jyllands-Posten i 2008: »Det var jo noget af et band, jeg var med i. Der var John, Paul, George og Ringo, og i en periode havde de fleste den opfattelse, at enhver kunne spille trommer, som jeg gjorde. Senere har de fundet ud af, at det kan alle ikke,« sagde Ringo, der ved samme lejlighed kaldte sig selv »en primitiv trommeslager«. Og uddybede det: »Jeg spiller trommer med fokus på den følelse, der fra gang til gang opstår i et nummer. Så jeg spiller altså ikke hundrede procent præcist – mit trommespil er ikke som ét mønster. Og hvis de andre musikere ændrer på et nummer, ændrer jeg mit spil.« Alligevel er det almindelig brancheviden, at netop Ringo var den perfekte trommeslager til denne tidlige fase af The Beatles, og senere udviklede han sig i takt med de tre andre. I sin selvbiografi uddyber George Martin det synspunkt: »Jeg fandt hurtigt ud af, at Ringo var en udmærket trommeslager til det, der var brug for. Folk som Gene Krupa og Buddy Rich ville jo udklassere ham, men han er en god solid rocktrommeslager med et superstabilt beat, og han ved, hvordan han skal få den rette lyd ud af sine trommer. Og alt andet ufortalt så har han en individuel lyd. Man kan høre forskel på Ringos og alle andres trommer, og den egenskab var afgørende for de tidlige Beatles-plader.«

Det kan ikke have været nemt at være trommeslager i The Beatles. F.eks. var og er Paul McCartney en glimrende trommeslager, og var aldrig bleg for at demonstrere det eller tilrettevise Ringo. Og engang Lennon blev spurgt, hvad han egentlig syntes om Ringos spil, svarede han: »Der findes bedre trommeslagere i bandet end Ringo…« Det skulle vist forestille at være vittigt, men afstanden til det nådesløse var aldrig lang for John Lennon. Som retfærdigvis også senere erklærede, »at hvis jeg får en ting til at køre, så ved Ringo i hvilken retning han skal bevæge, bare sådan uden videre…« Hvordan og hvor godt kan man høre på Lennons første soloalbum, hvor Ringo spiller trommer. Det er måske denne forladen sig på instinktet, Ringo selv kalder »primitiv«.

Den soliditet, Martin fremhæver og hans evne til at holde tempoet, næsten som en metronom havde en praktisk sidegevinst: Den gjorde det faktisk muligt for The Beatles at indspille samme sang et halvt hundrede gange, og så klippe de bedste sekvenser fra hver enkelt optagelse sammen til een skæring uden at tempoet skiftede.

PÅ SAMME måde som The Beatles satte nye målestokke for popmusik, således introducerede de med Ringo også en ny trommeslagertype. En ting var, at den venstrehåndede Ringo med snilde fandt ud at spille på et konventionelt sæt, beregnet til højrehåndede. Mere synligt, var det, at medens Elvis’ og Cliff’s trommeslagere kun kunne se solistens ryg, blev Ringo sat på en piedestal. Han blev et show i showet, og selv om ’rigtige’ trommeslagere i starten hånede ham for hans meget håndfaste greb om stikkerne, dannede de skole. Væk var swingtidens spisepindefatning, som 50’ernes poptrommeslagere bare havde arvet som det naturligste af verden. Tiden var kommet til at slå med en større kølle, hvis man ville høres. Max Weinberg fra The E Street Band var aldrig kommet til at spille som han gør uden at have set Ringo. Og i den mere nørdede ende eksperimenterede Ringo med at stemme sine trommer lavere, og gjorde en del ud af at mindske den metalliske resonans i trommerne ligesom han som den første satte en mikrofon til hver tromme for at få lyden tættere på lytteren.

Lige så nyskabende var det, at Ringo også sang. For at parafrasere Lennon: Der var bedre sangere i The Beatles end Ringo, men musketerånden fik dem til at give ham spotlightet af og til for at understrege, at en kvartet består af fire dele, og fordi de jo kunne se, at Ringo uden at være sexet som Pete Best kunne generere samme respons fra salen. Ringo blev med tiden bedre til at synge, men der er en dumbo-agtig troskyldighed og charmerende amatørisme over indspilninger som ’Boys’, ’I Wanna Be Your Man’, ’Matchbox’, ’Honey Don’t samt ’What Goes On’ og hans stjernestund, ’With A Little Help From My Friends’. Hans egen ’Octopus’ Garden’ afspejler lige som ’Yellow Submarine’ mandens drengede sind, der i gruppesamværet ofte slog igennem som såkaldte ’ringoismer’, ordspil a la »a hard day’s night« og »eight days a week«. Og da vi når frem til The White Album har han lært at holde tonen og falder ikke igennem, hverken på ’Don’t Pass Me By’ eller den tilsovsede crooner ’Good Night.’ Man kan indvende, at valget af de sange, sunget med tyk scouse-dialekt, fastholdt ham i rollen som en storbybonde fra provinsen, men i The Beatles var filosofien, at man gjorde det man var god til. Det var til fælles bedste. Og det var Ringo.

ISÆR AMERIKANERNE tog ham til deres hjerter. Måske fordi han var nemmere at forholde sig til end John og Paul, der virkede som så oplagte popidoler. Ringo var netop ’one of the boys.’ Ukrukket, uintellektuel, men ikke dum trods en sporadisk skolegang, der aldrig fik lært ham at stave. Han var i mangt og meget legemliggørelsen af den grimme dreng, der klarer sig så smukt, at han selv bliver smuk. Som John Lennon engang sagde om ham: »Han var så kvik, at det virkede demoraliserende på de af os, der næsten havde det, som om vi havde gået i skole siden vi var to.« Beatles-filmene var nok blevet plagsomt studentikose uden Ringo Starr, der spillede, som om han efterlevede den sang, der tidligt blev hans signatur, ’Act naturally’. Han afviste selv, at han skulle have talent for at spille skuespil.

»Jeg spiller jo ikke, men måske er det netop det,« sagde han. At nogen så godt senere kunne have rådgivet ham bedre i den metier er noget helt andet. Hans volapykgryntende huleboer i filmen Caveman dukker f.eks. af og til op i rerun-junglen på nat-tv. Den er så dårlig, at den end ikke er kitsch.

ÅRENE EFTER The Beatles var til at begynde med ikke spor sjove for Ringo Starr. Opløsningen gik ham på. Han havde ikke alene mistet det, han plejede at omtale som sine tre brødre, men også det bedste job, han havde haft. Han har selv fortalt, at han bare sad i sin have og prøvede at få tiden til at gå, mens drikkeriet langsomt tog til. Han manglede noget, selv om han nød en vis succes med George Martin- og Richard Perry-producerede soloplader, ja, fik nummer et-singler med ’Photograph’ og ’You’re Sixteen’ og hans (og George Harrisons) ’It Don’t Come Easy’ viste bredden i hans begrænsede baryton. Siden slutningen af 80’erne har han med mellemrum turneret med sit All Star Band, med skiftende besætning, men altid med Ringo som den, der giver plads til andre uden selv at forsvinde. Præcis som han gjorde i The Beatles.

Ringo Starr var altså ikke, som en amerikansk avis mange år senere skrev, »bare en hr. Hvemsomhelst, der var så heldig at komme med i verdens bedste band.« Han var med til at gøre dem til netop det, for som Jonathan Gould skriver, så kan det godt være, at det lykkeligste i Ringos liv var at blive spurgt, om han ville med i The Beatles, men det lykkeligste i de andres liv var, at han sagde ja. Ved den første Gasolin-trommeslagers død skrev forfatteren Peder Bundgaard, at enhver gruppe burde have sin egen Bjørn Uglebjerg. De ord kunne også have være møntet på Ringo Starr.

© Torben Bille

Fra Yeah Yeah Yeah – en krønike om The Beatles. Gyldendal.

PR-foto: Richard Skidmore, lånt herfra.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top