MIDT I EN BEATTID

For tiden er dele af det, nogen kalder det danske musikblogunivers i oprør. KODA kræver nemlig nu, efter en endnu ikke fastlagt betalingsmodel, penge for de streaminger/downloads, visse blogs lægger ud til fri afbenyttelse.

Der har været afholdt såkaldte dialogmøder og senest i dag i Politiken tegner blogrepræsentanter et billede af KODA som den store stygge ulv, der kommer og puster det frie musikinitiativ omkuld med sit krav om, at komponisterne skal have penge for at blive eksponeret. Det er meget hurtigt blevet en “dem mod os”-konflikt. Hvordan kan KODA tillade sig det, når nu mange musikere selv beder bloggerne om at streame musikken, og bør KODA ikke være glade for at dansk musik udbredes?

Det er et modsætningsforhold, som er meget nemt at opstille, men det er også kunstigt. Nogen bør minde bloggerne og musikerne om, at KODA jo er en non-profit medlemsorganisation, bestående af komponister og sangskrivere.

Jeg er ikke ansat af eller i KODA, men stadig medlem på grund af fortids synder udi rockmusikken. Som medlem af KODA har jeg ved indmeldelsen sagt ja til, at KODA skal forvalte mine rettigheder. Derfor vil jeg med rette kunne anklage KODA for at misrøgte den aftale, vi har indgået, hvis ikke de skrider ind over for uregelmæssigheder eller ulovligheder.

Indrømmet, det forhold har KODA været meget dårlige til at forklare. Senest i dagens Politiken.

Det ændrer ikke på virkeligheden og vilkårene. Og begge dele glemmes/fortrænges af en række af de musikere (og bloggere), som melder sig ind i KODA for at få nogen til at beskytte deres rettigheder. Når de har gjort det, kan de ikke samtidig bede KODA ignorere, at nogen åbenbart skal have lov til at misbruge disse. Hvem bestemmer hvem der må streame? Er det helt vilkårligt alt efter, hvor hip denne eller hin musiker synes denne eller hin blogger er?

Musikerne må indse præmisserne for, at de hvert år kan få en check fra KODA. Og KODA har en kommunikationsopgave, som går ud på at fortælle alle disse nye og endnu flere potentielle medlemmer, at aftaleforhold altid er et ‘give-and-take’.

Så KODA’s eneste motiv er sådan set bare at udføre det arbejde, som de har lovet de KODA-registrerede musikere at udføre.

Noget helt andet er så, at KODA’s arbejdsbetingelser og manøvredygtighed ikke bliver lettere af en ophavsretslov, der ikke virker helt i sync med (frem)tiden, men KODA er ikke lovgivere.

SENESTE (5.1o 2011): KODA ombestemmer sig.

Kollega Capac dækker også sagen.