Rockens egen voodoo-doktor

Malcolm John Rebennack har siden slutningen af 60’erne kaldt sig Dr. John. I morgen, 21.11, fylder han 70, og som pianist fra New Orleans har det altid været nærliggende at sammenligne ham med Fats Domino, men så misser man kompleksiteten i Dr. Johns musik.

Han er ganske vist boogie woogie-pianist og rhythm & blues-sanger, men meget mere end det. Og nævner selv en anden New Orleans-legende, Professor Longhair, som hovedinspiration. Som pianist er Rebennack uortodoks, men teknisk suveræn. Han spiller som om han har fire hænder. Og det swinger. Altid.

Den egenskab gjorde ham efterspurgt i Los Angeles fra 1963. Dertil var han flyttet fra sin hjemby, hvor han så tidligt som 1959 havde et lokalt hit. Dengang spillede han guitar, men en dag, hvor han søgte at afbryde et slagsmål, blev han ramt af et vådeskud. En af hans fingre blev så beskadiget, at han opgav guitaren til fordel for en elbas, der hurtigt blev skiftet ud med det klaver, som siden har sørget for, at der ikke kun kommer okra, men også andouillepølse i hans gumbo.

Vestpå avancerede han til at blive førstekald, når Phil Spector havde brug for en pianist i studiet, og han kom med i Sonny & Chers turneband. Når Sonny & Cher ikke kunne udnytte hele deres indspilningstid forærede de den til deres kapelmester. På den måde fik han indspillet sit debutalbum, ’Gris-Gris’. Det udkom i 1968 og lød ikke som noget andet på det tidspunkt.

Pladen definerede Dr. John-stilen: Et mix af indianske og afro-amerikanske rytmer tilsat voodoo-mystik, understøttet af rullende boogie woogie og et twist psychedelia – excentrisk og effektivt. Sammen med ’Dr. John’s Gumbo’ tre år senere står den stadig som Rebennacks kunstneriske kulmination.

Han blev en musikernes musiker – mest tydeligt, da han deltog i den Scorsese-filmatiserede afskedskoncert for The Band i 1976. Og var tidligt fremme i danseskoene, da han først i 70’erne indspillede det funk’ede og stildannende ’In The Right Place’ med The Meters. Albummet udløste to hits. Det ene, ’Right Place Wrong Time’, blev hans signatur. Samtidig indgik Rebennack et frugtbart samarbejde med Doc Pomus, som havde været med til at skrive evergreens som ’A Teenager In Love’, ’Suspicion’ og ’Little Sister’.

Produktiviteten som solist og efterspørgslen som sangskriver og gæstemusiker fortsatte i 80’erne, men selv om Dr. John-pladerne swingede, var de for svingende i kvalitet. Og pludselig kunne man høre hans gutturale røst i reklamer for bl.a. lørdagskyllinger og småkager. Og der blev langt mellem egenkompositioner på hans plader. I 1994 udsendte han selvbiografien ’Under a hoodoo moon’.

De senere år har Mac Rebennack virket tilfreds med at lade sig hylde som New Orleans-traditionens grand old man i tv-shows og på diverse hyldestplader. I efterdønningerne fra Katrina-orkanen vendte han således tilbage til Fats Domino, og indsang dennes ’Walking To New Orleans’ på en støtteplade for ofrene.

At ugennyttigheden har sine grænser for en mand, der aldrig har skjult, at musik også er et job, har man senest kunnet høre i Disney-tegnefilmen ’Prinsessen og frøen’ fra 2009. Der synger Dr. John Randy Newmans ’Down In New Orleans’.

Han lyder på hjemmebane.