Rockens glemte år: 1970

Kommentarer slået fra

Normalt taler vi om årene 1967 og ’68 som de musikår, der er blevet omgærdet af myter. Den amerikanske forfatter David Browne har i sin kalender altid sat tydeligere kryds ud for 1970. Det er for ham året, hvor tingene både hang sammen og delte sig på en måde, der skabte historie.

Det har han beskrevet i sin nye bog, Fire and rain. Undertitlen afslører samtidig plottet.

I al korthed: Det er en fremragende tænkt og endnu bedre udført bog. Han følger navne som The Beatles, James Taylor, Simon & Garfunkel og ikke mindst Crosby, Stills, Nash & Young og deres indbyrdes sammenhænge og modfaser. Ud af det kommer et billede af et musikmiljø fra tiden lige før kunst blev til kommers.

Et godt eksempel er skildringen af, hvordan en lille privat, men absolut ikke filantropisk entreprise som Billy Grahams koncertsted Fillmore East kom i klemme, da de store navne begyndte at spille i arenaer, der passede til størrelsen af deres pladesalg. Mens backstagebuffetterne bugnede på stadionerne, serverede man i Fillmore East kun roadieafhentede pappizzaer, som man skyllede ned med colaer, der lå i isterningfyldte spande. Oveni lå der et pres fra stampublikummet, Greenwich Village-hippierne, om ikke at lade billetpriserne stige. Dyreste plads i Fillmore var 5.50 dollars, mens bandhonorarerne steg og steg.

Graham mærkede, hvor det bar hen og indrykkede en helsidesannonce i branchebladet Billboard. Her beklagede han tingenes tilstand og forudså, at Fillmore-koncertstederne kunne ende med at lukke. Han appellerede til branchen, men den var døv for alt andet end hurtig omsætning.

Sådan opruller Browne hændelse efter hændelse, som om han selv var til stede, da det skete. Især hans hudflettende skildring af Crosby, Stills, Nash & Young og den forretning, de ikke mindst var, kan anbefales. Eller begrædes. Alt efter hvor mange imaginære indiske bliksmykker, man stadig har om halsen.

En krønike om et musikalsk Shangri-la, der alligevel ikke varede evigt, og hvor kynikerne vandt.

David Browne: Fire and rain – the lost story of 1970. Da Capo Press.

New York Times har anmeldt bogen her.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top