Roskilde-katastrofen genlæst

I aften kl. 21.00 kaster DR2-serien ’24 timer vi aldrig glemmer’ igen lys over dødsulykken på Roskilde Festival i 2000. Det har fået mig til at genlæse min egen leder fra Information mandagen efter den tragiske weekend. Du er hermed inviteret til at læse med:

Musikkens magt

“Be good to each other and take care …”
Leif Skov, leder af Roskilde Festival,
fra Orange Scene fredag nat

UFATTELIGT, lød det fra en rystet festivaldeltager fredag nat på Dyrskuepladsen i Roskilde, da tragediens forstemmende facit lød på otte døde, en snes kvæstede, heraf en alvorligt, og en festival, drevet ud i en identitetskrise, der kan føre til dens ophør efter små 30 år som en tidsudfordrende platform for 60’er-idealer som love, peace and understanding, uden at
nogen kan påstå, at festivalen ikke er fulgt med tiden. Men det virkeligt ufattelige er, at det ikke er sket før.

Der var, især i midten af 80’erne, festivaler, der lignede katastrofeområder, og der har ikke så få gange foran scenen været øjeblikke, hvor kun Forsynet har været redningsmand. Enhver, der har stået forrest på Smatten, har oplevet den skræk- og euforiblandede fryd ved at blive ført med, når musikken tager fart og begejstringen går i selvsving. Bevidstheden – og fødderne – letter, og man underlægges noget større end en selv. Som regel går det godt. Fredag sprang det indre flokdyr ud i enhver, og stoppede først, da det var for sent.

Undervejs krydsede dyret den skæbnesvangre linje mellem henrykkelse og hensynsløshed, som er en af rockens mange modsætninger. Allerede i sit 1970-essay Oprør Mod Neonguden talte Thorkild Bjørnvig om rockens, dengang beat’ens, “dionysiske dobbelthed”. Han filosoferede over, hvor kort der i rocken er fra dans og glæde til “ekstatisk-tilfældig” vold. På den led ligner en rockkoncert et dionysisk ritual, hvor man blev ét med guden – synliggjort ved at indtage råt kød. Dionysos var nemlig ikke kun glædens gud. De gamle grækere kaldte ham også “menneskesønderriveren”.

Sandheden i det tilnavn kan de ambulancefolk, der kørte de døende festivaldeltagere til Roskilde Sygehus hin nat, bekræfte.

Naturligt nok har der været efterlyst forklaringsmodeller på ulykken. Når de er udtømt, og man – igen – er holdt op med at undre sig over den indbyggede modsætning i, at festivalen skaffer penge til op- og forebyggende ungdomsarbejde ved at drikke samme ungdom ustyrlig og sanseløs, bliver musikkens magt tilbage.

ROCKEN HAR altid handlet om liv og død. I den henseende nedstammer den i lige linje fra ungdomsdyrkende 1800-talsromantikere som Byron og Hölderlin. Og en af rockens sejeste myter er da også den om, at kunsten kræver sin mand.
Der er med andre ord uforudsigelige ting på spil, når musikken spiller op. Saxo beretter om, hvordan Erik Ejegod blev så opflammet af spillemandsmusik, at han gik besærk og dræbte flere i sin håndgangne hird. Nu skal man ikke tro på alt, Saxo fortæller, men de otte unge døde i Roskilde er en påmindelse om, at musikken har iboende utæmmelige kræfter, som vi har glemt, fordi musikken mere og mere tager sig ud som en vare; underlagt, og tæmmet af, marketing, segmentanalytikere og produktionskalkuler.

Nogle iagttagere har, med reference til hooliganismen, set fredagens begivenhedsforløb som udtryk for, at stadig flere her i individualiseringens guldalder bekymrer sig stadig mindre om andre end dem selv. Et øjenvidne fortæller således til Ritzau, at omkring 15 personer væltede, og at mængden bagved simpelthen skred hen over dem, selv om “det stod klart, hvad der var ved at ske …” Omvendt er det svært at gardere sig mod situationens dræbende inerti.

I dette nådesløse lys skal den moralsk selverklæret ansvarlige festivalledelse træffe sin beslutning om at genopføre ritualet til næste sommer. Når man er færdig med – med nogen ret – at føle sig uretfærdigt behandlet af tilfældet. Ingen festival har nemlig så målbevidst, uegennyttigt og til tider irriterende politisk korrekt arbejdet med at udvide festivalrummet til mere end bare et sted for musik. Da f.eks tilskuertilstrømningen ikke syntes at ville toppe, adgangsbegrænsede man af sikkerheds- og trivselshensyn.

Men man er altid en hårsbredde fra, at det går galt. Det er spillereglerne, når rocken ruller i den store skala. At overtræde dem kan være lige så fatalt som at køre galt i den trafik, statsministeren indirekte hyldede ved lørdagens indvielse af Øresundsbroen.

Samme dag, hvor han også bebudede en justits- og kulturministeriel undersøgelse af festivalsikkerheden, blev fire danskere, en mor, to børn og deres mormor, på vej hjem fra Sverige dræbt i kollision med en lastbil…

Jeg ville ikke have skrevet den leder så meget anderledes i dag.

Statsadvokaten for Sjælland afgav en redegørelse. Læs her.

Her er en kronologisk status.