Sergio Mendes 70 & swingin’
11. februar 2011 //
Man kan sagtens mene, at Sergio Mendes’ musik er med til at indhylle Brasilien i et forførende slør, der gør fattigdommen eksotisk og skjuler den tårnhøje kriminalitetsrate. Man kommer bare ikke ret langt med argumentationen, når musikken begynder.
Og sådan har det været, siden Sergio Santos Mendes midt i 60’erne fulgte i Stan Getz’ og Antonio Carlos Jobims fodspor med en poppet, men aldrig fladpandet version af bossa novaen. I dag fylder han 70.
Orkesterlederen og pianisten Mendes slog igennem med sin udgave af landsmanden Jorge Bens ‘Mas Que Nada’ – en af mange Mendes-indspilninger, som man genkender uden måske lige at kende titlen på.
Men sådan er hans musik. Den taler til hjertet og fødderne – uden fodnoter.
Især det etablerede amerikanske middelklassepublikum tog ham til sig. Ikke mindst på grund af hans lækre orkestreringer af ‘Fool On The Hill’ og ‘The Look of Love’. De blev udsendt af konkurrenten og kollegaen Herb Alpert på dennes selskab A&M.
70’erne blev ikke helt så venlige ved Mendes. Formlen virkede slidt og blev kaldt elevatormusik. Noget, der gik ham nær, og også skød forbi, fordi der aldrig har været tvivl om hans engagement i musikken og den tradition, den udspringer af.
Midt i 80’erne gjorde han comeback, hans ‘Olympia’ blev kendingsmelodi for OL i 1984 og genopfindelsen af lounge-musikken gjorde i 90’erne Mendes til gud der, hvor cocktails, dæmpet belysning og røde plyssofaer er indbegrebet af hip smag.
Cd-genudgivelserne af Mendes’ bagkatalog medførte fornyet interesse, og i 2006 udkom Timeless med gæster som The Black Eyed Peas, Erykah Badu, Stevie Wonder og Justin Timberlake, men af en eller anden grund ikke Master Fatman, som ellers er vor mest prominente ambassadør for den musikalske wellness-bølge, Sergio Mendes om nogen satte i gang.
PR-foto af Randee St. Nicholas/Concord Music Group
Sergio Mendes på nettet finder du her.
