Skousen & Ingemann står stadig

I morgen udkommer på Universal Records 40 års jubilæumsudgaven af den danske rockmilepæl, Skousen & Ingemanns Herfra Hvor Vi Står.

Projektet er i al ubeskedenhed sat i søen af denne blogger. Jeg har gravet hidtil ukendte indspilninger med duoen frem fra arkiverne i Dansk Folkemindesamling og Folkemusikarkivet ved Spillemandsmuseet i Rebild, to forbilledlige institutioner, som meget tidligt fattede, at her var noget særligt på spil. Derfor sendte de en mand i felten med en Revox-båndoptager. Og passede siden godt på optagelserne.

Sammen med Niels Skousen har jeg gennemlyttet, kasseret, sorteret og udvalgt bonusnumrene ligesom original-lp’en er blevet remastereret og sine steder remixet.

Hvis du orker, følger her den tekst, der står at læse i den udførlige booklet, der følger med pladen.

DA KNUD LAVARD FIK PERLEKÆDE PÅ

40 ÅR EFTER udgivelsen regnes Skousen & Ingemanns debutalbum Herfra hvor vi står ikke alene for en dansk rockklassiker, men står også for mange som selve lydsporet til hippie-Danmark, en samling sange, der starter en film med billeder af kædedansede unge, røgelsespinde, rundgangschillummer, fri kærlighed, kollektiver, batikundertrøjer, afghanerpelse og hjemmelavede protestskilte mod såvel Vietnamkrigen som borgerskabet.

Hukommelsen kan imidlertid let spille en et puds. I foråret 1971 var hippiedrømmen bristet, og ungdomsoprøret godt på vej til at blive en mainstream livsstil; flere og flere unge uden for storbyerne i Danmark fik også længere og længere hår.

Det var et forvirret, mudret billede. På universiteterne var første halvleg af kampen mod professorvældet vundet, munkemarxisterne var på vej ud af deres celler og ved at indtage institutionerne, som man sagde. Og i Vietnam lignede det mere og mere vejen til enden for den amerikanske imperialisme. Samtidig annoncerede en ukendt advokat ved navn Mogens Glistrup i januar 1971 sin skatteprocent på nul og gjorde det så provokerende, at landets finansminister faktisk blev sygemeldt af stress. Og endte med at gå af.

Noget var i gære, men ingen vidste rigtigt, hvad det var, som Bob Dylan havde sunget nogle år forinden. Alle så Huset på Christianshavn, men alligevel var der »noget galt i Danmark,« som det forhenværende Four Jacks-medlem, John Mogensen, sang. Hans ’Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til’ blev det store hit det forår Niels Skousen, Peter Ingemann og deres legekammerater indspillede og udgav Herfra hvor vi står.

Pladen udkom kort tid efter, at kultlederen Charles Manson og hans disciple blev dødsdømt for ritualmordene året før på bl.a. Roman Polanskis gravide kone, Sharon Tate. Og de aktivister, som mod lokalbefolkningens ønske sommeren før havde besat Hjardemål Kirke i Thy, blev idømt bøder. To vrangbilleder af den samme drøm, som var forbi.

Sangene fra Herfra hvor vi står blev hurtigt uhørt populære målt med rock-alen. Alrune Rod og Povl Dissings Nøgne Øjne havde på hver deres originale måde banet vejen for nudansk rock, men det var nichemusik. 15.000 plader blev der solgt i første hug af Skousen & Ingemanns debut. Mange unge gjorde omkvædet til pladens længste sang, den om Knud Lavard, til en lokal ’We Shall Overcome’. »Vi længes efter fred,« sang vi, mens antallet af militærnægtere satte ny rekord.

Musikken lød, som om man havde givet middelalderen perlekæder og kassebukser på. Ja, mange troede faktisk, at Niels Skousen sang en gammel riddervise, som så straks blev taget til indtægt for den voksende modstand mod at indlemme Danmark i EF.

NIELS SKOUSEN skulle oprindelig have været læge. Nu ernærede han sig som selvlært skuespiller. Og lærte sig i sin fritid at spille guitar af Stig Møller, komponisten bag sangene til Steppeulvenes skelsættende 1967-plade Hip. Secret Service var navnet på den teatertrup, Skousen arbejdede i. Og de fik til en forestilling brug for en sang om Ebbe Skammelsøn, ham der for så mangen sti vild. Skousen, som både var til B.S. Ingemann, Bob Dylan, Procol Harum, The Band og Velvet Underground, gav sig i kast med opgaven. I folkeskolen havde han som så mange andre følt det lidt antikveret at sidde og læse de gamle folke- og ridderviser, men nu opdagede han det magiske ved dem: De foldede sig først rigtigt ud, når man gjorde det ved dem, som de var skrevet til – sang dem!

Skousen havde altså været i gang med sangskrivningen et godt stykke tid før Herfra hvor vi står. Han mødte allerede Peter Ingemann i efteråret 1968. Ingemann var som en tredjedel af Young Flowers musikere i den Batman-inspirerede børneteaterforestilling ’Sock! Switch! Bang! Smack! Vroom!’. Den blev vist på skoler landet over, efter at have haft premiere i oktober på teatret Svalegangen i Århus. Skousen spillede en af stykkets skurke.

Young Flowers havde fået medierne til at omtale dansk beat som verdens bedste. Med Ingemann som forsanger på en meget behændig og meget Jack Bruce-inspireret el-bas, trommeslageren Ken Gudman og guitaristen Peer Frost satte bandet nye hjemlige standarder for virtuositet og improvisation. De hentede ikke mindst inspiration fra navne som Cream og Paul Butterfield Blues Band med guitaristen Mike Bloomfield. Et USA-eventyr kuldsejlede, men det blev deres musik ikke dårligere af. Tværtimod. Den åbnede sig. Også mod andre musikere, og Skousen var med til at skrive to engelsksprogede sange på bandets andet og sidste studiealbum.

Sideløbende med det og skuespilleriet skrev han sange, bl.a. for gruppen Pan. Her blev han i periode noget ufrivilligt sat til at være forsanger, men vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv foran en mikrofon uden så meget som en tamburin at støtte sig til. Så var der mere plads til fordybelse og – skulle det vise sig – udvikling i de mere eller mindre improviserede work shops, han og Ingemann, inspireret af den mere og mere løse arbejdsform i Young Flowers’ sidste tid, begyndte at afholde i Husets Bogcafe i København i vinteren 69-70. ’Stuemusik’ kaldte de deres projekt, som ikke var noget projekt, men bare en ny måde at mødes på.

I foråret 1970 tog parret som duo uden navn ud som musikalske garniture på en promotiontur for den venstreradikale amerikanske fraktion The White Panters. Her lærte de noget om at trænge igennem med et budskab. De lærte også noget andet, fortalte Peter Ingemann nogle år senere til Jens Jørn Gjedsted i musikmagasinet MM: »Vi opdagede, at politik ikke behøvede være politisk arbejde i sin mest banale form, men også en måde at omsætte sine ting på med hinanden. Vi var enige om hele tiden at lade musikken bestemme betingelserne.«

STUEMUSIK MED ADGANG FOR ALLE

DET VAR DET, de tog med sig hjem, da de samme efterår for alvor begyndte at skifte de engelske tekster ud med danske sange, skrevet af Skousen og arrangeret af den i den retning langt mere erfarne Ingemann. Senere beskrev Skousen over for Lasse Ellegaard i Information arbejdsdelingen mellem dem: »Jeg er ikke nogen ørn til at spille, men Peter holder roret, sådan at retningen hele tiden er rigtig. Så siger jeg ordene og har altså lavet nogle meget enkle melodier. Jeg tror, det er derfor folk hænger på, det er de enkle melodier.«

Niels Skousen husker tydeligt den første sang: »’Kaptajnen’ var den første sang, jeg skrev og gjorde færdig på dansk. Det er en vals med udgangspunkt i de løse E-strenges klang. Teksten skrev sig selv, og den kom til at handle om alle de tanker, vi gjorde os om sammenhold, teori og praksis, og hvor regnbuen ender,« fortæller han.

Stuemusikanterne havde noget tralala-og-vi-spiller-alle-lige-godt over sig. Man kunne hoppe på og af som man ville. Og den med mest vilje blev hængende. F.eks. kom Knud Bjørnø med, fordi han allerede tidligt hele tiden stod nede foran scenen og spillede fløjte til Skousen & Ingemann, når de optrådte.

Princippet om det musikalske komsammensurium viste sig dog at have sine begrænsninger. Formen stod nemlig i vejen for den musikalske kommunikation. Under pladeindspilningen blev det holdt i ave, men Skousen smiler skævt, når han siger: »Alle spillede jo hele tiden. F.eks. er der på den færdige plade næsten ikke et hul i musikken, der ikke fyldt ud af en eller anden eller flere.«

De lange, tjallede og meget tidstypiske forløb på scenen med deltagelse af mere end et dusin musikere fik en ende. Peter Ingemann forklarede få år efter hvorfor: »Da den enkelte musiker ikke længere kunne finde sin plads blandt alle disse mennesker, der larmede på kryds og tværs af hinanden, besluttede vi kun at lade den såkaldte musical workshop rykke ud i weekenden, mens en mindre gruppe tog sig af hverdagsjobbene.«

I dag er Niels Skousen ikke i tvivl om, at al den ustyrede spontanitet var til gavn for ham som uprøvet komponist: »Stig Møller lærte mig, at det faktisk var sådan, mange sange opstod. Man prøvede sig frem. Det kunne lyde kaotisk og hver mand sin vej, men så af og til mødtes man uforklarligt i et magisk centrum,« siger han. »På sæt og vis var den måde at lave musik på jo i virkeligheden meget postmodernistisk med hele sin collage-tilgang, ikke?«

Han husker, at »ud af de folk-rundgange kom så de to langsomme titler på pladen, ’Svært at nå frem’ og titelsangen. Den første lavede jeg med tanke på alle dem, som sad i fængsel på grund af deres overbevisning, og i et håb om at de, der tænkte med hjertet, alligevel i sidste ende ville sejre. Det var indgangen, men teksten ville også ind på, hvor svært det er at nå frem til sit eget selv.  På den måde fik den det indre og det ydre til at spejle sig i hinanden«.

EN BELÆST FLIPPER

Skousen var i beatmusikerkredse noget så sjældent som en boglæser. Han var ikke flipper, men så bare sådan ud. Han var intellektuel eller ville i hvert fald gerne være det. Og hans hang til litteratur og film afspejledes i hans billedsprog og hans glæde ved de fortællende forløb. I et kunstnerisk miljø, der blev mere politiseret, var Skousen en fri fugl med falkeblik for alverdens uretfærdighed, men for ham var tvivl og undren lige så gode våben som protestretorik og den begyndende venstrepolitiske terror, der tittede frem syd for grænsen.

»Jeg var meget optaget af den tanke, at verden var i bevægelse, i stadig forandring, og at selv den hårdeste sten, omend uendeligt langsomt, var under forandring,« fortæller han. »Det var selve kernen i min indgang til en sang som ’Det bevæger sig, når vi går’. Handlingens vigtighed, deltagelsen og din egen indgriben i verden.«

På et andet af pladens numre brugte han billeder fra noget så dengang usexet for en venstreorienteret som sport. »En sang som ’Fodbold’ prøvede,« siger han, »at sætte ord på, at uforsonlige modsætninger kunne ende i en katastrofe. Det var også temaet i den lange sang om Knud Lavard.«

Sangen om Knud Lavard blev i samtiden hørt som en slet skjult protestsang mod den udryddelse af den danske identitet og centralisering, der truede ved indlemmelsen i det europæiske fællesmarked. Magnus er helten, der slår kong Knud ihjel. Decentralisering og selvstyre over for stordrift og centralisering. Den tolkning var Skousen også dengang talsmand for, men i virkeligheden kom det til ham, efter at han havde skrevet sangen. »Bagsiden af hele EF-debatten var jo en idylisering af de urdanske værdier. Vi fortrængte dengang, at det Danmark, Magnus kæmpede for, var et land, hvor den stærke havde magten og hvor klankrige hørte til dagens uorden.« Skousen husker, at han dengang som tekstforfatter var »mindst lige så interesseret i at få historien til at virke som i at sende et politisk budskab. Den skulle være mundret og sangbar og med respekt for forlægget. Teksten er jo skrevet, så den akkumulerer og hvert af de 19 vers slutter med en cliffhanger.«

I åbningssangen ’Isabel’ var alle temaerne så stillet op, siger Skousen: »Bevægelsen, fængslet, vandringen ud i det ukendte, ofret, og forløsningens blide regn, kærligheden. Det blev til et brus af toner, og selv om alle spillede ind over hinanden, smeltede det sammen over de to akkorder, som hele sangen stort set var komponeret over. Det var og er et øjebliksbillede af den kollektive glæde og entusiasme, vi sammen fandt, og som blev til denne regnbue af farver.«

ANMELDERNE IKKE I TVIVL

Pladekøberne var ikke alene om at modtage Herfra hvor vi står godt. De toneangivende anmeldere kunne også høre, at den ramte noget nyt i tiden. Dengang havde man ikke brug for at give pladerne stjerner, man stolede på ordets magt. Og på at læserne kunne finde anmeldelserne. De var nemlig ikke stort sat op dengang. Rockanmeldelser var ikke noget, der af sig selv røg i avisen. Anmelderne skulle kæmpe for at få dem på. I dag kan man tit tage sig i at ønske sig tilbage til dengang.

I Politiken søndag den 25. april 1971 stod Helle Hellmanns mening om Herfra hvor vi står allernederst på en opsamlingsside med læserbreve, et digt og Johannes Møllehaves radioanmeldelse. Overskriften var ’Den sidste tvivler’. Hun refererede til Niels Skousen som »en af Dylans brødre«, og hun hørte ham som ikke så lidt af en Hamlet-skikkelse.

Hun var begejstret for albummet: »En plade som går lige ind, måske mere ved sit indhold end ved sin form. Den er dansk, men ikke på samme måde som Steppeulvene var det. Vi er kommet et andet sted hen siden da, et sted, hvor tvivlen, splittelsen har sin glansperiode…« Anmelderen er ikke i tvivl om, hvorfor pladen virker så stærkt: »…det er jo os, det er lige her og nu de fortæller om.«

I Ekstra Bladet, som anmeldte pladen fem dage tidligere, stod omtalen klemt inde i enspaltet notits ved siden af en artikel om en ny kronikkonkurrence. ’Skal man være med i ræset eller stå af’ var emnet. I samme spalte anmeldtes jazz- og operaplader.

Jan Borges, som selv var musiker, kaldte under den rummelige rubrik ’Musik i Danmark’ albummet »en af de mest ægte danske beatplader overhovedet.« Han fandt at en sang som ’Fodbold’ var »en blindgade.« Men hørte ellers en plade, der »handler om, hvordan det er at være menneske lige her og nu. Og for det meste musik, som udtrykker dette meget klart.«

Information, datidens hippeste avis og hoforgan for modbevægelser, kvindekamp og den slags, bragte ganske enkelt og ret opsigtsvækkende dengang forsiden til at aftrykke teksten til titelsangen. Inde i avisen anmeldte digteren og meningsmageren Hans-Jørgen Nielsen pladen. Han gjorde det under overskriften »Dejligt dansk« mandag den 19. april 1971; i øvrigt i en artikel, som også rummede en anmeldelse af en ny Peter Belli-plade.

På samme side anmeldtes nye plader med bl.a. Rainbow Band, Culpeper’s Orchard og Terje, Jesper & Joachim.

Hans-Jørgen Nielsen fandt, at »Peter Ingemann har arrangeret musikken, så det lyder som en fortætning af de sidste års danske rocklyd.« »Det er en plade, der er fuld af realisme og ømhed og længsel og tro på, at det nok skal gå på en tryg og nærværende måde,« mente han. Og tilføjer, at pladen ikke er »politisk danskrock på samme direkte som Røde Mor lille ep. Men den er ikke apolitisk. Den handler bare om politik på det mere eksistentielle plan. Hvordan det føles og sådan…«

I samme avis har Lasse Ellegaard samme aprildag en lederlignende kommentar, hvor han filosoferer over danskrock vs. dansktop i lyset af John Mogensens succes med sangen om, at Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til. Ellegaard betoner, at Herfra hvor vi står-albummets »intellektuelle niveau og originalitet er meget langt fra Dansktoppens enkle og naive realisme, men vel også i samme grad på afstand af et massepublikum.« Samtidig siger han profetisk, at nok står Herfra hvor vi står »temmelig langt fra Dansktoppen, men Dansktoppen står ikke længere der, hvor den stod for blot et par år siden. Måske kommer vi til at opleve en sammensmeltning af danskrock og dansktop. Den er ganske vist ikke lige om hjørnet, men afstanden er ikke stor, ikke så stor så man tror.«

Siden udgivelsen er pladens betydning ikke dalet. I DR’s bog, Husker du – dansk rock gennem 50 år, opsummerer beathistorikeren og forfatteren Peder Bundgaard: »Vi har at gøre med en af de absolut skelsættende plader for den tid, fordi den om nogen betegner et gearskifte, eller et paradigmeskifte, fra hippiedrømmen med blomster i håret og en poetisk drøm om den bedre fremtid. Men lige så hurtigt gik den drøm hen og blev et mareridt, så der startede en modreaktion nede i miljøet, hvor man pludselig stoppede op og sagde: ’Jamen, vi må revurdere de drømme, for det fører ikke til noget og det går bare op i hashtåger det hele, vi må forholde os til den virkelighed, vi lever, vi må tage fat herfra hvor vi står.«

I dag kan Niels Skousen sagtens høre, at sangene bærer præg af at være skrevet i det, han kalder solnedgangstider, men, siger han, »jeg hører også en sund, stærk og troskyldig optimisme bag dem og en musikalsk enkelhed, som ikke ekskluderer nogen. Det er måske den stemning, der har løsrevet sangene fra deres tid og som stadig får dem til at leve…«

Skousen & Ingemann: Herfra hvor vi står. Producer: Casper Andersen. Tilrettelæggelse af 2011-udgaven: Torben Bille. Universal/Polydor.