Slik på Gasolin’

Der er en vis logik i at noget så tilgængeligt, brugbart og folkeligt som et frimærke ender med at få noget så tilgængeligt, brugbart og folkeligt som et omslag til en Gasolin’-plade som motiv. Det blev afgjort i dag, hvor P4′s lyttere kårede ‘Gas 3′ som det danske omslag, der skal pryde et kommende dansk frimærke til 5 kroner og 50 øre. Det lød til at passe radiovært Alex Nyborg Madsen svært godt.

Dermed følger Post Danmark altså omsider op på den praksis, både det amerikanske, britiske og svenske postvæsen har med at hædre rockkoryfæer med frimærker. Man kan blot ærgre sig over, at Post Danmark ikke har besluttet sig for en hel serie, for er Peder Bundgaards omslag til Kim Larsens ‘Værsgo’ i virkeligheden ikke mere ikonografisk i sin karakter? Og hvad med Pan‘s Poul Bruun-designede omslag?

‘Gas 3′ var det første album produceret af Roy Thomas Baker i 1973. Godt med stortromme, bulderbas, sovs og kartofler, men også sange som “Rabalderstræde”, “Katten”, “Jeg troede jeg var” og “Det var Inga, Katinka og smukke Charley på sin Harley”. Dansk har aldrig lydt mere flabet, selvsikkert og svajercharmerende. Baker skulle senere gøre Queen til verdensmestre i pomp-rock.

Man må i øvrigt håbe, at Post Danmark har sat deres ophavsretsjurister på stand by. Der kan nemlig godt gemme sig en rettighedsgyser i omslaget.

Oprindelig hang billedet i baglokalet på Andy’s Bar, et af Gasolin’s mange vandhuller. Da musikerne så det, ville de have det som omslag. Det var CBS, deres pladeselskab, ikke sådan lige med på. Med amerikanske ejere måtte og skulle der cleares rettigheder først. Da ingen vidste, hvem der havde malet billedet, satte selskabets chefdesigner selskabets håndtegner til at tegne trusseløse timer i timevis. Peder Bundgaard var både og. Og fortæller historien i sin Gasolin-biografi ‘Masser af succes’. Gasolin’ syntes ikke om hans piger, så til sidst tog CBS chancen og sendte Susanne Mertz afsted for at tage et vellignende fotografi af maleriet i det underbelyste lokale. På billedet kan man stadig ane genskæret fra en lampe .

Da pladen havde solgt de første tyve tusinde eksemplarer, ringede en venlig mand ved navn Tage Hansen til Peder Bundgaard. Denne modtog koldsvedende meldingen om, at samme Hansen skam havde malet billedet. Hansen viste sig nu at være en skikkelig og aldeles uøkonomisk mand, der ikke anede at CBS var et multinationalt selskab. Han skulle bare have et par plader til sine døtre for sin ulejlighed. Og trøstede så i øvrigt Bundgaard (og CBS) med, at han selv havde ladet sig kraftigt inspirere af en pin-up plakat for et (længst krakket) amerikansk luftfartselskab i 50′erne.