Spanierne skrev historie

Kommentarer slået fra

De spanske farver dominerer forsiden på den bog med den passende titel, Europas bedste, som Niels Christian Frederiksen fik udgivet umiddelbart inden det EM i fodbold, som sluttede i aftes med en finale, hvor det spanske landshold dels holdt legestue med italienerne og dels dømte holdets kritikere offside.

På det seneste har fodboldjournalister, i hvert fald herhjemme, fundet det opportunt at angribe den spanske spillestil for at være kedelig i al dens enerverende boldsikkerhed. Selv en ellers fornuftig skribent som Weekendeavisens Joakim Jakobsen har kaldt “det storslåede spanske landshold så dødssygt at se på”. Det gjorde han i fredags under rubrikken ‘Pasningskværnen’.

Det er s’gu den bagvendte verden: Man bebrejder spanierne, at de spiller, så deres modstandere ikke kan få fat på bolden. Som Morten Olsens assistent, Peter Bonde, konstaterede i morges på TV2, så genopdager det spanske landshold jo bare den følelse, vi alle sammen kan huske, da vi spillede hjemme i gården som børn: Det er sjovest at have bolden.

Og sjovt var det i aftes. For alle andre end italienerne!

I Niels Christian Frederiksens spændstigt skrevne, godt fortalte og detailmættede, men ikke faktaoverlæssede bog om fodbold-EM’s korte historie handler et af afsnittene om 2008, året, hvor Spanien for anden gang vandt EM. Frederiksen beretter, hvordan spanierne for ikke så længe siden ikke identificerede sig med deres landshold, men med de stilforskellige klubhold, der var sportens ikoner i de enkelte regioner – Barca i Catalonien, Real på den kastillianske højslette, Atletic Bilbao i Baskerlandet etc. Og citerer den tidligere Real-sportsdirektør, Jorge Valdano, for de vise ord: “Alsidighed er godt, hvis man vil have en attraktiv liga. Men hvis man ønsker at skabe et stærkt landshold, er det en kæmpe udfordring.”

Den udfordring tog det spanske fodboldforbund op midt i 90′erne og etablerede en talentudvikling, der ikke havde til formål at ensrette talenterne, men at få dem til at udfolde deres bedste sider sammen med andre. Talento var ingen mangelvare, men det skulle kombineres med udviklingen af talante. Evne og karakter skulle spille sammen. 4-0 sejren over Italien er det seneste udtryk for levedygtigheden i den fodboldstil, en lokal kommentator døbte “Tiqui-taca, tiqui-taca”.

Frederiksens bog efterfølger hans skildring af Champions League, som kom sidste år. Denne gang er Per Høyer Hansens spøgelse ikke så synligt. Frederiksen har sin egen stil, hvor journalistik, anekdoter og analyser parres med en ikke ukritisk kærlighed til spillet, sat op imod de skiftende politiske virkeligheder.

Europas bedste er bygget op på samme måde som forgængeren, årstal for årstal. Fra slutrunden i 1960, som under navnet Nations’ Cup blev afviklet i noget nær mediemørke i et Europa, hvor der alt i alt kun var 21 millioner sort-hvide tv-modtagere. Til omsætningsrekorden på 9,7 mia. kroner i 2008. Og hver enkelt turnering iklædes interessante, men aldrig søgte vinklinger. F.eks. lader han ikke det danske landsholds EM-bedrift i 1992 vokse ind i klicheernes himmel, men gør en del ud af at påpege baggrunden med den jugoslaviske borgerkrig og er også så upatriotisk at minde om, at begge danske mål i finalen mod tyskerne af en anden dommer på en anden dag sagtens kunne være blevet annulleret. Men Schmeichels indsats får fortjent lov at stå uantastet i al sin monumentalitet. Peter den Store i sandhed.

Bøger af den slags risikerer altid at blive indhentet af virkeligheden. I bogen kårer Frederiksen tjekken Antonin Panenkas afgørende straffesparksscoring i 1976-finalen mod Vesttyskland til “historiens mest arrogant udførte straffespark”. Arrogance kan optimeres. Det beviste Andrea Pirlo i år, da han i kvartfinalen mod England lavede en modernisering af Panenkas vip i noget, der står tilbage som selve arrogancens apoteose (siden dubleret af Sergio Ramos, en af turneringens største profiler).

Men man vinder ikke i de lange løb på arrogance. Derfor blev det Spanien, der løftede pokalen i går.

Blev man ikke helt færdig med EM, er der en masse forlænget spilletid at hente i Niels Christian Frederiksens bog. Og mon ikke han allerede nu har indledt opvarmningsøvelserne til den samlende, opdaterede bog om VM, der da ligger lige til højrebenet før Brasilien 2014?

Niels Christian Frederiksen: Europas bedste – historien om EM i fodbold. People’s Press. 340 sider, godt illustreret og forsynet med statistik.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top