Stoler DR Nyheder ikke på sig selv?

Journalister vil ikke spændes for nogen eller nogens vogn. Det er en ædel og nødvendig bestræbelse i en verden, hvor det som mediebruger og medie er nemt at blive rundforvirret af løgne og spin. Vi journalister tager ikke noget for givet, nej. Skepsis er vores indre regulator. Bilder nogen os ind, at månen er lavet af grøn ost, vil vi smage på den, før vi viderebringer oplysningen. I hvert fald i princippet.

Denne principfasthed må være grunden til, at man på DR1’s nyhedsredaktion tilsyneladende stadig ikke er helt sikker på, om Assad og hans regime er i gang med at lukke den efterhånden ret blodige mund på oppositionen. Hvordan ellers forklare, at DR1 hver gang man bringer levende billeder fra døden i Homs og omegn partout skal indskyde forbehold som »ifølge oprørerne«, »ifølge ubekræftede forlydender« og »det er ikke lykkedes os at dokumentere disse oplysninger«.

Hvis man betvivler sandhedsværdien i billederne, hvorfor så bringe dem?

Seneste eksempel kom i søndags. 18.30 bragtes klip fra Homs, der lignede Warszawas sidste dage. Billederne fik de obligate besværgelser med på vejen. Samtidig annoncerede man, at man havde haft Puk Damsgård under cover i Homs. Hendes reportage blev bragt i 21 Søndag. Den var rystende i al sin nedtonethed. Hun fik øjenvidneberetninger og besøgte et interimistisk hemmeligt hospital, hvor operationer blev udført, mens morterild regnede over læger og sårede.

Godt, tænkte jeg. Så fik vi da syn for sagn. Sådan tænkte man ikke på redaktionen, for bagefter kaldte studieværten, Kim Bildsøe Lassen, dét, vi netop havde set resultatet af, for »den påståede nedslagtning.« Så meget for tiltroen til sin egen krigszoneudsendte.

Selv de bedste principper kan på den måde blive dårlige, grænsende til det groteske.

Jeg medgiver DR1, at de syriske oprørere kan have allieret sig med en b-filminstruktør, som har lært dem, hvordan man sminker skudsår på raske mennesker, hvordan man uden brug af svær kaliber perforerer murværk, hvordan man smører stole og fortove ind i teaterblod og hvordan man klipper den nobelprisbelønnede franske læge, Jacques Bérès, ind i indslaget, så det fremstår, som om han grangiveligt er til stede.

Men hvor sandsynligt er det? Tæller logisk sans og almindelig snusfornuft ikke længere i den redaktionelle proces? Hvis ja, hvorfor så disse forbehold?

I den forbindelse var det tankevækkende at se Steffen Jensen på TV2.

Han deltog i en regeringskontrolleret sightseeing i Damaskus i anledning af folkeafstemningen om en forfatningsreform. Han var ikke i tvivl om den paradeforestilling, han overværede, men som han aldrig blev del af, fordi han bevarede både ironien og sin journalistiske instinkt. Uden at virke propagandistisk.

Denne anmeldelse kan læses i kortere form i dagens printudgave af Politiken    

Videograb af Puk Damsgård v. DR Nyheder ©